Julemorgen er den dejligste morgen på hele året tror jeg nok... Der er faldet ro på alt og alle. Julefred. Jeg elsker det!
Jeg har siddet i min sofa og leget med et par kedelige ragsokker, en hæklenål og en stump gammelt strømpegarn mens ungerne har haft travlt med deres gaver og julekalenderen har kørt uafbrudt på fjernsynet. Rå-jule-hygge...
Hvad har du brugt din julemorgen til?
Åh, hvor jeg bare fik lyst til at forkæle mig selv her midt i denne søde juletid, hvor pengene fosser ud af pungen for at glæde andre omkring mig…
Så jeg besluttede mig for, at det måtte jeg gerne! Sidste år fik jeg øje på et flot halsrør med hue til i et inspirationskatalog fra SandnesGarn, men dengang blev det bare ved tanken, for der var andre projekter undervejs.
Den anden dag fandt ud af, at opskriften lå til gratis brug på Familie Journalens hjemmeside, og så printede jeg den ud og købte garnet!
Nu sidder jeg så i enhver ledig stund og nørkler på livet løs. Det er hyggeligt, også selv om det betyder, at hæklenålene lige får en pause.
…Og åh, hvor er det godt med lidt selv-forkælelse!
Tja, der er jo visse piller, som vi pulverhekse bare skal have 3 gange dagligt, men jeg har det bare med at glemme dem… Så jeg har måttet gøre, hvad der stod i min magt, for at huske at tage dem…
Jeg blev simpelthen nødt til at hækle et rødt etui og sætte etiket på, så pilleglasset nærmest råbte til mig, at jeg skulle huske på at tage pillerne…
Og det virker; ind imellem har det tilmed den sideeffekt, at en af mine drenge råber til mig:
“Har du fået din magi, Mor?”
SÅ er det sagt, og det skal jeg være den første til: ANDen “ANDrea” kan nu godt kalde sig RAP, men ligefrem køn vil være en voldsom overdrivelse!
...Mange andre ting kan jeg dog sige om mit projekt, som herhjemme gik under navnet "Klædt ud som en AND-en…" Det har været:
-ANDerledes.
-Farverigt.
-Sjovt.
-Uldent.
-Udfordrende og hyggeligt…
-OG KUN FOR FIS!
Vel hjemme fra en dejlig gåtur i støvregn med min yngste på rullestøjter og Holly i snor, var det slet ikke værst at blive mødt af kaffemaskinens bippen og kaffeduften, der straks ramte næsen.
Min ældste søn ville overraske mig og stod med et varmt krus kaffe, før jeg havde fået overtøjet af. Inden længe lod vi sammen feriestemningen tage over og gav os hen til hhv. "Platstation-fantasy-spænding" og "kaffe-hækle-computer-hygge".
Derfor ligger den ANDerledes AND, ANDrea nu i mit skød og tager form efter mit forgodtbefindende... Jeg tror, hun får hvid hals, store, sorte øjne og et gult næb...
Men nu får vi se...
Der var engang en AND, der var faldet ned fra den plads, den nu engang havde fået på hylden ved siden af sin bror, den rappe ANDrogyne ANDrik, ANDers...
Det gik hverken værre eller bedre, end at skaderne ANDrog størrelser og omfang af en sådan karakter, at jeg ikke så ANDre muligheder end at lade ANDen ANDrea transportere med “AND-bulance” til et AN(D)-befalet sted, hvor skårene blev forsigtigt AN(D)bragt og limet fast igen…
…Men ANDen følte sig fra dén dag ANDerledes end alle ANDre ANDefugle, og da jeg jo er en AN(D)svarlig ANDeejer, prøver jeg nu at være ANDerledestænkende. Jeg har således serveret både ANDemad og ANDengradsligninger til samtlige ANDerumper på både første- og ANDen sal. Derudover har jeg taget hæklenålen i den ANDen hånd og været i gang med at hækle et AN(D)stændigt kostume, så ANDrea snart kan klæde sig ud som en ANDen…
Her ser du begyndelsen på den ene side… Når jeg er helt færdig, må du også godt se den ANDen!
RAP RAP… !
SÅ er det efterårsferie! Noget af det bedste ved sådan en ferie er, at der er så mange, der har så god tid… Tid til besøg og til nærvær og fordybelse.
Ferien var da også kun lige startet, da vores første hold gæster kom. Min søde svigerinde havde en pose med, som var fuld af “noget”, som hun godt lige ville have mig til at hjælpe med… 
Nøje, hvor var jeg spændt, og efter kaffen, kom en masse fine bedstemor-firkanter op af posen og blev lagt op i mønster, så det var tydeligt, at det skulle blive til en flot vest. Min 12-årige niece havde selv valgt de friske farver…
Der var faktisk ikke så lang vej igen, men blot et par hundrede ender, der skulle hæftes (suk!) og så skulle stykkerne hækles sammen. Jeg fik vist, hvordan man jo kan hækle enderne med ind efterhånden som man hækler – et tricks, jeg tror hun vil blive glad for, når hun skal til at hækle de mindre søstre… Derudover fik vi fundet ud af, hvordan forstykkerne ved hjælp af frihækling kunne formes i samme farve som stykkerne blev hæklet sammen med, og vi fik sludret om Clover-hæklenåle contra alle mulige andre hæklenåle… Og der er bare en verden til forskel! 
Åh, hvor var det dejligt at blive skubbet ud i en masse kreativitet… SÅ er ferien da rigtig i gang! Da vi var færdige, og gæsterne tog hjem, var sofabordet fyldt med halvdelen af min hæklelitteratur – og min hjerne var fyldt med hæklefis af den sjoveste skuffe…
Jeg ved godt, hvad jeg skal til at have gang i her i ferien…
Det er noget med en AND-en…
Hvor forsvandt jeg lige hen? Måske ind i en bog og derefter den næste… Måske videre på arbejde, ud med hunden og hjem for at tage vare på en helt masse unge mennesker. En helt masse unge mennesker, som der i øvrigt bliver flere og flere af i vores hus… Nogle af dem har forresten en del lysere stemmer end andre, og nogle af dem har desuden betydeligt mindre sko end dem, vi er vant til at skulle skræve over nede i gangen ;o)
…Og sådan er hverdagen bare fortsat derudaf i lang, lang tid, og jeg har ganskevist nået at gøre en masse ting rigtig godt, fordi jeg valgte at bruge den nødvendige tid på det.
…Men ak og ve! Derudover var der jo også lige min elskede blog, som pludselig blev mere og mere fjern, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde noget interessant at byde ind med…
Men nu er der efterårsferie, og mon ikke jeg får svunget mig op i sadlen igen og nyder rideturen endnu engang?!
Det gælder trods alt om at nyde…
Nogle gange trænger jeg bare til at forsvinde væk… Væk fra pligter, krav, huskesedler, gøremål og følelsen, jeg får af at have været alt for længe i en tandlægestol…
Så er det dejligt at dufte friskbrygget eftermiddagskaffe og tænke på tæppet henne i sofaen, der ligger og venter på at blive bredt ud og svøbe mig ind i varme. Og tanken om min skønne bog, som allerede ligger slået op og ligger og venter på mig… Mit glade bogmærke nærmest kalder på mig:
“Kom nu og smid dig; jeg har ventet alt for længe på, at du gav dig tid til at gøre noget godt for dig selv.”
Det er et godt bogmærke… Egentlig var det bare en prøve til at starte med. Jeg ville vise min svigerinde, hvordan man kunne lege med fedtfarver, sprittusch, bejdse og karduspapir, og få et skønt, nyt stykke papir frem, med helt andre muligheder end før… Og det var så lige præcis, hvad jeg fik: Det skønneste, farverige papir, som lige pludselig kunne bruges til et “glad bogmærke.”
I øvrigt er det Camilla Läckbergs “Isprinsessen”, jeg er i gang med… Nydning…
Husk: Det gælder om at nyde!
En allersidste sommerferie-køretur fra Hamburg til Viborg... Jeg manglede et eller andet at sidde og nørkle med, og idé’en, der løb af med sejeren, indbefattede nogle “Star-stitches” og en iPhone. Jeg havde et godt udvalg af uldrester med; blandt andet en masse dejlige nuancer fra Malthe’s barnevognstæppe. Jeg bliver aldrig træt af de farver, og leger af og til med dem.
Jeg hæklede en række stjerner med hver nuance, og havde vist i min feriehjerne glemt et eller andet om, hvordan man udregner længden af en “Star-stitch”-række, så det kommer til at passe ligesom jeg heller ikke helt kunne huske, hvordan jeg kunne lave kanten pæn, snorlige og sirlig…
Resultatet blev både godt og skidt: Skidt fordi kanten lignede Kong Volmers nederste del af ryggen… Og godt fordi det gav mig mulighed for at lege med lidt frihækling for at afslutte med en lige kant for oven. Dét kunne jeg rigtig godt lide, og begav mig ud i at bestemme en afvigende farve, der kunne spille op til de blå nuancer. Den limegrønne gik god sammen med, og jeg hentede kanten op i det rette niveau vha. diverse halve, hele og dobbelte stangmasker. Den færdige kant trak jeg lidt sammen, så min iPhone ikke uden videre kunne glide ud, og så afsluttede jeg den med en baglæns fastmaskekant, der giver et godt, fast resultat.
Da vi begyndte at nærme os Viborg, var hylden i bilens forrude ved at være godt fyldt op med alverdens “sommerferie-finde-på-hæklerier”… Hvis du kigger godt efter vil du kunne se, at stjernemønsteret på dette billede står mere tydeligt frem end på nærbillederne ovenover! Historien er nemlig den, at et par dage efter hjemkomsten forsvandt iPhone-etuiet sporløst i et par dage. En af mine drenges kammerater fandt det senere i græsset ude i haven, hvor det må have ligget hele tiden – også i tordenvejr og dertil hørende regnskyl om natten samt høje temperaturer om dagen…
Det havde ændret struktur, som uld jo gør, når det bliver vådt og varmt, men det kunne stadig bruges efter denne ufrivillige “tordenvejrs-valkning”…
Måske, det var noget at
eksperimentere med engang i fremtiden ?!
“Kan hun da virkelig blive ved med at koge suppe på sine sommerferiehæklerier???”
…tænker du måske, men ikke desto mindre er det lige netop, hvad jeg har i sinde at gøre! Jeg har ikke fået hæklet så meget på det sidste, og bloggen her er også heeeelt rolig…
Så jeg må vist hellere se at få de sidste hyggerier med!
Da mit lille projekt “professor-terning” var færdigt, hæklede jeg andre, små ting, som f.eks. denne blomster-broche, som kom til at sidde og pynte på min hækle-pung.
Før køreturen hjem var helt overstået, hæklede jeg også et andet, lille projekt - et “Hamburg-Viborg-projekt”, som kort efter hjemkomsten blev “tordenvejrs-valket” (!)
…Mere om det i et indlæg for sig
i nærmeste fremtid…
Da jeg var færdig med “soveposen” til professorterningen, rakte jeg den over på bagsædet til drengene. Den blev straks undersøgt i alle ender og kanter, og her over kan du se, hvordan det så ud, da den blev lirket ud for første gang. Det giver nok et godt billede af, hvordan lukkemekanismen fungerer.
Her kan du se, hvordan den bliver puttet tilbage igen. Det er en hurtig måde at “lave professorterningen” på…
VUPTI – så er alle sider lavet!
I sommerferien blev mange kilometers motorvej tilbagelagt, og som co-driver, gav det mig mange timers mulighed for at lege med hæklenål og garn.
Jeg havde ingen idé’er, da vi trillede hjemmefra, men så så jeg, at vores ældste søn havde taget sin professorterning med i bilen. Den kunne jo få en lille “sovepose”… Bare for sjov!
De seks farvede kvadrater var hurtigt hæklet i lækkert uld…
…Så blev de hæklet sammen en efter en med noget langhåret “et eller andet-garn”; jeg havde desværre ikke fået sort uld med. Projektet var jo kun for sjov, så jeg måtte være glad for bare at have den rigtige farve, så terningen kunne komme til at minde om en rigtig professor-terning.
Til sidst syede jeg kædesting på alle sider, som derved blev delt op i ni felter.
To sider blev ikke hæklet sammen, men holdt åbne, for at terningen kunne komme ind. Jeg hæklede en lang løkke, der gik fra hjørnet, hvor de to åbne sider mødtes, og ned til et hjørne nedenfor. Dér havde jeg syet en knap på, så “soveposen kunne lukkes. Lidt intermistisk, men godt nok.
Voila!
Feriens første hækleri var skabt…
Dér stod jeg som den næste i køen og ventede på, at det blev min tur. Mit blik gled rundt på inventaret omkring mig i supermarkedets kasselinie, indtil noget fik det til at stoppe… Dér til højre for mig, stod en mikrofon og nærmest RÅBTE til mig: “TALK !”
Min pegefinger bevægede sig over imod den sorte knap, der var fremhævet med en tynd streg omkring og ordet “TALK”
Mit blik fortsatte hurtigt til højre, hvor min søn på 11 stod og stirrede på mig med en pegefinger, der også havde retning mod knappen… To sjæle – een tanke…
“Nej!” sagde jeg sagte til ham, “dét gør du ikke! Du ligner mig…” Og så fniste vi sammen, og jeg sneg min telefon op af lommen og knipsede.
…Så blev det vores tur…
------------------------------------------------------
Tankerne har kværnet i mit hovede lige siden; det jer jo ikke hver dag, man får sådan en mulighed serveret! Jeg skulle jo have været hurtig til at komme med den helt rigtige Anders Mattensen- eller Mick Øghendal-agtige sætning, der med ét skulle have lydt ud over hele butikken. Jeg skulle have været hurtig, velovervejet, modig og morsom på een gang. Det ville have været hylemorsomt…
-Men jeg var ikke parat; ville blot have ønsket, at jeg havde haft mod og evner til at have smidt et eller andet hurtigt og kækt ud i æteren som om det var det mest naturlige for mig.
Måske byder muligheden sig en anden dag, og så vil det være fedt, at have udtænkt de helt rigtige ord, som så kan flyde ud i æteren i de få sekunder, jeg vil have til min rådighed, før en forvirret kassemedarbejder vil komme og sætte en stopper for mit forehavende. SÅ sjovt!
Det må på ingen måde skade nogen, sætte nogen i forlegenhed eller eller gøre andet, end at give folk et godt grin…
Min familie sad ved middagsbordet og kom med forskellige input. Fantasien fik frit løb, og mange hele og halve sætninger kom i spil:
Prøv lige selv at tænke situationen igennem… En fantastisk mulighed LIGE dér foran dig… Fristelsen…
Hvad ville du have sagt ???
Et lille tilbageblik på mit køleskab midt på eftermiddagen i dag… Virkelig ikke interessant! Og tro mig: Jeg gad hellere sidde i sofaen og nørkle med et eller andet… Men ét er LYST - noget helt andet er MUST…
De kæmpestore iskager på bagvæggen skulle elimineres, koste, hvad det koste ville! Der gik fuldstændig “husmoder” i projektet med masser af varme gryder, karklude, viskestykker og endda også min gamle retro-føntørrer.
Og jeg, der bare ikke er ret meget husmoderagtig… Jeg kæmpede mig vej gennem ismasserne i flere timer! Jeg var tapper… (Is-tapper?!)
Det var løbet helt af sporet med alt det is… Og min teori går på, at lågen rigtig mange gange er kommet til at stå et par millimeter åben, når vores flaske med Ribena solbærsaft har - halvt stået - halvt ligget i køleskabslågen… Dén flaske er bare for høj til vores køleskabslåge! Det er SLUT nu! Enten må de hælde deres fantastiske saft på lavere flasker, eller også må vi undvære saft!
Nå, men nu er pligten klaret, hunden luftet, og hæklenålen kalder…
God fredag aften rundt om i Blogland…
-Kølige hilsener fra “Isdronningen”.
Min søde far kom for nylig med den lækre bog “Broderier i farver” af Lis Paludan. Han havde fundet den på en lokal “biblioteks-bog-byttedag”, hvor man måtte bytte –og/afhente alle de bøger man havde lyst til. Alternativet var, at bøgerne blev sendt til forbrænding…
Min far er god til at spotte noget, der er guf for mig, og han ved også, at jeg mangler Lis Paludans bog “Hækling”. Da han så fandt denne bog af samme forfatter, kunne han jo godt se, at den var spækket med inspirerende tegninger og fotos, som jeg ville falde i svime over… Og det gjorde jeg så (sammen med Holly, der også er en hund efter hygge og nydning!)
Her kan du se lidt af, hvad han ellers er kommet med til mig ;o)
Har du nogle bøger, som betyder noget særligt for dig, og som du inspireres af ?
“Undskyld, at jeg sådan maser mig på, men jeg har gået med et helt bestemt billede på nethinden hele dagen, og dét billede er faktisk dit...”
…Sådan startede jeg en besked på Facebook her til aften til en gammel bekendt fra min højskoletid. Jeg havde set billedet af den sødeste bluse på hendes side på FB, og jeg faldt da lige pladask for den! I dag fik jeg så lyst til at sy en farvestrålende, figursyet sommerbluse, og så faldt tanken straks på dén!
Jeg har sådan lyst til at sy et par søde sommerbluser af dén slags, så jeg satte mig til at skrive til hende. Gad vide, om hun vender tilbage med hjælp til mig?!
Nå, men mens jeg venter, må jeg jo arbejde videre på idé’en, for ét er sikkert: Jeg skal nok få lavet et eller andet lignende: Figursyet, kortærmet, farvestrålende, sød!
Ligger du inde med et snitmønster, der måske vil kunne bruges, må du rigtig gerne hjælpe mig på vej! Skriv gerne herunder eller på mail…
Snitmønster efterlyses!
Morgenture i skoven sammen med en glad hund er…
-Fantastisk fængslende…
-Vældig vanedannende…
-Aldeles afstressende…
-Overordentlig opmuntrende…
-Temmelig tankesamlende…
-Og mentalt motionerende…
-En god start
på en lang arbejdsdag!
Dér var den! Lysten til at liste ned af trappen før de andre begyndte at røre på sig… Lysten til at komme igang med hæklerierne og kaffen, før nogen kan nå at forstyrre mine cirkler… En hurtig tur omkring badeværelset, og så ellers ind i stuen og rode hele spisebordet til i løbet af meget få minutter… 
Mappen med hæklerier blev bladret igennem. Idé’erne var begyndt at suse rundt i knolden på mig, men de var ikke helt færdige - eller for den sags skyld helt enige med hinanden om, hvem af dem, der kom først og hvem, der skulle løbe af med sejren…
Kurven med bomuldsgarn blev endevendt, og de farver, som jeg ville bruge, endte i en anden kurv, som for nylig blev tømt for uldgarn. (Og dét var i øvrigt et afsluttet projekt, som jeg snart skal have vist her på bloggen…).
Jeg (tror nok, at jeg) gik igang med begyndelsen på et lille tørklæde. Bare sådan et, som kan passe sammen med en bluse. Det skal hækles i et hav af farver ud og ind imellem hinanden. Og jeg vil forsøge at puffe lidt til min sædvanlige måde at vælge farver på… Jeg lod mig inspirere af farverne på et tørklæde, som jeg en dag så i et blad. Jeg havde hevet siden ud, og det halve tørklæde, som var at se, var hæklet med bedstemorfirkanter i en sammensætning af farvet, som jeg aldrig selv ville være kommet på. Men det var utrolig sødt, så nu prøver jeg at lade mig inspirere lidt!
Hvordan startede
din søndag?
Dagen i dag bød bl.a. på en gåtur gennem Viborg’s smukke parkanlæg, Borgvold. Jeg havde retning mod den store, flotte Magnolia, som jeg altid er ved at dreje hovedet af led efter, når jeg kører forbi på vejen udenfor. Jeg skulle lige nærstudere den, for jeg skal have fundet ud af, hvilken Magnolia jeg skal have i haven.
En Magnolia er nemlig ikke bare en Magnolia… Det vil en lynhurtig billedsøgning på Google hurtigt afsløre! Jeg tror, at denne her er en Magnolia Yellow River, men der var desværre ikke noget skilt ved. Gid der havde været det, for jeg vil så gerne finde ud af det… Jeg skal jo have undersøgt alt muligt med blomstringstider, størrelser, bundforhorhold osv. for de forskellige Magnoliaer.
Ud over den mange smukke planter og bede, har Borgvold rigtig mange, smukke detaljer. En af dem, en spiralformet afslutning på et gelænder, fik jeg lige med her i forgrunden, mens Tobias fodrede de mange måger. Egentlig ville vi have fodret de mange “Borgvold’ske” ænder med vores fire, tørre pølsebrød, men var så stopmætte, at de ikke engang gad dreje hovederne for at kigge efter, hvor brødstykkerne landede.
Nå, men nok om ænder…
Ved du noget om Magnolia,
så fortæl det endelig her …
Jeg tror, jeg kommer til at drømme om Magnoliaer i nat…
I dag var en ganske særlig dag, hvor jeg havde en ganske særlig, god gerning, der skulle gøres. Og det blev den! Lettelsen var tydelig, da vi nåede hen, sidst på eftermiddagen og var kommet på den anden side at noget, der havde presset på længe…
På vejen hjem fik jeg at vide, at jeg skulle finde på noget at købe, som var helt til mig selv… Noget, jeg ville blive rigtig glad for! Og tanken faldt hurtigt på det smukke Magnoliatræ, som jeg gik og fantaserede om sidste år. Dengang havde jeg ikke en plads til et Magnoliatræ, hvor det kunne stå og vokse sig stort, men i år ser haven anderledes ud: Jeg har fået mulighed for at bruge en helt særlig plads lige midt i haven, hvor vores helt særlige kastanietræ skulle have vokset til det blev 100 år… Mindst… Kastanietræet overlevede desværre ikke frosten sidste forår. Den kom snigende, lige da kastanien havde vist sine første, smukke blade…
Jeg tror, at jeg vil købe mig en smuk Magnolia og plante lige dér på havens bedste plet. Og dér kan det så stå og minde mig om denne ganske særlige dag!
Jeg har mange minder forbundet
med mine forskellige træer i haven…
Kender du det ?
Ja, det var så dén påskeferie… Og hvor har den været dejlig!
Jeg havde blandt andet de dejligste timer, hvor jeg gik i strålende solskin og arbejdede i haven sammen med Holly. Hun fandt sig en plet med sol og læ lige i nærheden af, hvor jeg gik og arbejdede, og så forsvandt hun langt, langt væk i “nydning”…
Jeg nød det også… Tankerne glider let, når jeg arbejder i haven, og jeg glemmer alt om tid og sted for en stund… 
Når trillebøren var fuld og jeg trillede ned i den anden ende af haven for at tømme den, rejste Holly sig op og luntede bagefter – både derned og tilbage igen… For så igen at finde sig til rette i solen, misse med øjnene og slippe søvnen langsomt ind igen.
Det er godt, jeg har hende til at hjælpe mig - både med havearbejdet og med at vise, hvordan man får TOTALT ro i sindet ;o)
Hvor heldig har jeg egentlig lov at være? Og hvordan mon min kageautomat egentlig var blevet fyldt op hen ad vejen?
Livet er en forunderlig ting, og een ting er i hvert fald helt sikkert:
Min drøm om min egen kageautomat stammer helt tilbage fra dengang, jeg sad i cykelstolen bag på min mors cykel, og hun løftede mig ned foran Wienerbageriets kageautomat på vej hjem fra byen. Jeg kunne ikke selv nå møntindkastet, men jeg kan stadig huske fornemmelsen af at trække ned i det sorte håndtag, så glaslågen drejede ned i vandret position.
En eller anden dag, må jeg bare eje min helt egen kageautomat, og så vil jeg hænge den op lige nede i min gang, hvor jeg kan gå og fylde den op med ting, man må trække, hvis man har penge nok…
Hvis dit liv havde været en kageautomat,
hvad mon du så havde fundet i rummene?
Der er de fineste inspirationsbilleder at finde, hvis man roder lidt rundt på “App Store” på sin iPhone (eller anden smartphone).
Dette søde billede er fra “Crochet Today”, som har en applikation, der gratis giver adgang til at se ét af deres blade gratis, og ellers købe de øvrige. Applikationen har for nylig fået en opdatering, så man kan gennemse bladene før man bestemmer sig for at købe. Så der er mange sjove og inspirerende fotos at finde ved et par tryk på “fonen”!
Prøv også at søge på “crochet” i App-store, og se, hvad der kommer frem!
“Crochet Today” kan naturligvis også ses på din PC lige HER.
Rigtig hyggelig fornøjelse!
Efter morgenmaden, gjorde min mand, vores søde Holly (vuf) og jeg os klar til at gå op til vores geocache, “The Jukebox”, som ligger godt gemt indenfor hundelufteturs-afstand fra vores hjem. Cachen skulle lige strammes op; den skulle tørres, fyldes op med nye CD’er, der skulle nye bytteting i, så der igen var lidt for børn, der kom med på skattejagt. En ny logbog (en slags gæstebog) skulle erstatte den gamle o.s.v. Som navnet “The Jukebox” antyder, er det en cache, hvor man kan tage én CD og lægge en anden i boxen i stedet for.
Uhmnn… Guf for øregangene!
Alt blev bragt i fineste orden, og vi begav os hjemad igen. Vi blev hurtigt enige om at tage en alternativ rute hjem, ind over et “off-piste”-uvejsomt terræn, som af vores børn engang i tidernes morgen blev navngivet “Ødemarken”. Vi var enige om at træde en ny sti, så vi og andre hundeluftere kunne begynde at bruge Ødemarken som alternativ rute hjem.
Lige i udkanten af marken, fik min mand øje på et sygesikringskort og et andet plastickort, der lå nede i det høje græs. Vi tog det med hjem, fandt nummeret til ejeren, og var straks en håndfuld informationer rigere:
Damens pung var blevet stjålet 1. december, og politiet havde været godt inde i sagen, der havde omfattet bl.a. overvågningsbilleder fra tyveriet. Damen savnede forfærdeligt indholdet af sin pung – deriblandt billeder af hendes datter og hendes afdøde mand!
Vi så på hinanden, mærkede en klump i halsen og var ikke i tvivl et øjeblik: Kort efter var det OS, der gik på skattejagt, og Ødemarken var målet!
___________________________
Her i min stue, i en solstråle ligger nu en halvt opløst og ilde lugtende pung, adskillige fotos, som er delvist ødelagte/bevarede, men som stadig kan bringe glæde, - ikke mindst p.g.a. en håndskrevet hilsen fra 1966! Der ligger kørekort, blodtypekort og meget, meget mere!
Jeg glæder mig til vi sidst på eftermiddagen skal overbringe den glædelige nyhed til damen, som venter vores besøg…
Hav en god eftermiddag !
Måske skal du også på skattejagt?
“Kan du også strikke, Mor ?”…
…spurgte min 16-årige søn i går, da jeg for første gang i rigtig mange år havde fundet strikkepindene frem igen…
Og min 11-årige søn kom og spurgte, hvad det var for en underlig hæklenål, jeg brugte…
Det siger jo en del om, hvor meget de har set mig hækle, ikk’?!
Nå, men de 17 minusgrader, der stod på termometeret i går morges, motiverede mig til at komme i gang! Lige med det samme, og med lige præcis dén hue, som jeg havde gået og tænkt på. Og det krævede altså at jeg skulle have gang i rundpind str. 7.
Huen fik en hæklet kant for neden, og den skulle også have haft en blomst på siden… Såe en lille smule hækleri kunne der da blive klemt ind. Men så var det lige, at jeg kom til at tænke på alle de hæklede brocher og hårspænder, jeg har, og dem, jeg har i min Amio-butik… Så i stedet for en fast blomst, vil jeg nu bytte pyntet på siden af huen ud, så den kommer til at passe til humøret!
Måske kan du bruge idé’en…
