Bamsegavekort til en 4-årig

Jeg havde et bamsegavekort til Build a Bear, som min søde niece skulle have i gave på sin 4-års fødselsdag. Det var en sort boks med et billede af nogle bamser udenpå, og jeg vidste med sikkerhed, at vi ville få en sjov og dejlig oplevelse sammen den dag, hvor vi skulle køre til Århus på tøsetur bare Maja, min søster og jeg. Ingen tvivl om det!

...Men så kom jeg til at tænke på, hvor abstrakt det ville være for Maja at pakke en sort boks op og så prøve at forstå, hvad vi voksne fortalte om en køretur, en bamse og om at hun selv skulle være med til at lave den i en butik en anden dag...

Det virkede pludselig helt forkert, så jeg løb op fandt en bamse i den legetøjskurv, som jeg plejer at finde frem, når min søsters børn kommer på besøg, og så satte jeg mig ud i en solstråle og nød, at jeg havde sommerferie og masser af tid, og at vi først skulle til fødselsdag om aftenen!

Jeg fandt noget lækkert uldgarn og gik i gang med at hækle en miniatureudgave af den "Wild Flower trøje" fra Drops Design, som jeg er begyndt på til mig selv. Jeg startede med blomsten på ryggen.

Og så fik den lige lidt ekstra tøserier i form af en pink blondekant og en fin, rund knap foran.

Bamsen nåede lige præcis at blive klædt på før vi skulle afsted til fødselsdagen, og hun blev godt modtaget:

Her sidder hun ved siden af Maja, der fandt på at bruge den fine sorte æske som sæde til "Cecilie-Bamsen", som navnet blev... Lige pludselig virkede det helt overflødigt med den Build a Bear-oplevelse, men den skal nok blive god, når vi kommer så langt... en helt anden dag!

Gys og hækling...

Sommerferien startede med to ønsker. Nemlig ønsket om at komme i gang med en god bog, og ønsket om at komme i gang med at hækle igen. Begge dele har ligget lidt stille en tid, den ene mere end den anden. Eller også var det omvendt. De har ligget og ventet ligesom bloggen, der også har været helt i ro.

Jeg kom i gang med Jo Nesbø's "Frelseren", som jeg lige manglede slutningen af, og derefter blev det næste bog i serien om Harry Hole, "Snemanden". Alle sagde, at den var god. Og klam! Og den bedste. Og at jeg skulle glæde mig. Og de fik ret allesammen...

Lige i aften er jeg imidlertid kommet til et sted, hvor handlingen er særlig grum og nervepirrende... Jeg har lagt bogen til side for en stund, og så har jeg kastet mig over mit nye hækleprojekt for at aflede tankerne. Det kræver nemlig noget helt særligt; min hjerne må nødvendigvis se at komme ned i gear, hvis mønsteret skal have bare en lille chance for at hæve sig op fra papirets kryptiske forkortelser og blive et mønster med bare en vis grad af symmetri...

Nu er ovespringshandlingerne vist ved at have haft deres tid...

Snemanden kalder...