-DET GÆLDER OM AT NYDE...




Viser opslag med etiketten dukker/bamser/figurer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dukker/bamser/figurer. Vis alle opslag

tirsdag den 29. december 2015

And og Ælling på juletur...


Denne blog har brug for et lille smil…

Der er sket så mange kreative ting herhjemme – det er bare ikke nået herind på bloggen. Den blev sat på pause, og sådan blev det bare… Måske får jeg lige så stillet lagt lidt op nu, eller måske får jeg brugt mest tid på de kreative ting, som jeg går og pusler med. Nu får vi se - tiden må vise det!


Det er i hvert fald ved at være allersidste chance for at lægge billeder op fra julen i år. Jeg tog med kyshånd imod et par små udfordringer fra nogle kolleger, hvis designerdyr trængte til at varme sig lidt under en nissehue.


Et par af dem hed "And" og "Ælling", og jeg syntes, at den lave sol, der strålede ind ad vinduerne, gav de herligste skyggebilleder på sofaen i baggrunden. Jeg fik næsten lyst til at lave stemmer og talebobler til dem; de var bare SÅ parate til at flytte hjem igen og holde jul efter at være blevet af-og påklædt et utal af gange af en underlig dame med garn og hæklenål!


…Og så var de dem, der var smuttet...
...og det samme er julen nu!

torsdag den 24. juli 2014

Bamsegavekort til en 4-årig

Jeg havde et bamsegavekort til Build a Bear, som min søde niece skulle have i gave på sin 4-års fødselsdag. Det var en sort boks med et billede af nogle bamser udenpå, og jeg vidste med sikkerhed, at vi ville få en sjov og dejlig oplevelse sammen den dag, hvor vi skulle køre til Århus på tøsetur bare Maja, min søster og jeg. Ingen tvivl om det!
...Men så kom jeg til at tænke på, hvor abstrakt det ville være for Maja at pakke en sort boks op og så prøve at forstå, hvad vi voksne fortalte om en køretur, en bamse og om at hun selv skulle være med til at lave den i en butik en anden dag...
Det virkede pludselig helt forkert, så jeg løb op fandt en bamse i den legetøjskurv, som jeg plejer at finde frem, når min søsters børn kommer på besøg, og så satte jeg mig ud i en solstråle og nød, at jeg havde sommerferie og masser af tid, og at vi først skulle til fødselsdag om aftenen!
Jeg fandt noget lækkert uldgarn og gik i gang med at hækle en miniatureudgave af den "Wild Flower trøje" fra Drops Design, som jeg er begyndt på til mig selv. Jeg startede med blomsten på ryggen.

Og så fik den lige lidt ekstra tøserier i form af en pink blondekant og en fin, rund knap foran.

Bamsen nåede lige præcis at blive klædt på før vi skulle afsted til fødselsdagen, og hun blev godt modtaget:

Her sidder hun ved siden af Maja, der fandt på at bruge den fine sorte æske som sæde til "Cecilie-Bamsen", som navnet blev... Lige pludselig virkede det helt overflødigt med den Build a Bear-oplevelse, men den skal nok blive god, når vi kommer så langt... en helt anden dag!

mandag den 22. oktober 2012

Måske RAP, men ikke køn!

 ANDe-blues...

SÅ er det sagt, og det skal jeg være den første til: ANDen “ANDrea” kan nu godt kalde sig RAP, men ligefrem køn vil være en voldsom overdrivelse!

ANDerledes ... ...Mange andre ting kan jeg dog sige om mit projekt, som herhjemme gik under navnet "Klædt ud som en AND-en…"

Det har været:
-ANDerledes.
-Farverigt.
-Sjovt.
-Uldent.
-Udfordrende og hyggeligt…

 

-OG KUN FOR FIS!

fredag den 19. oktober 2012

ANDerledes afslapning…

AND2 Vel hjemme fra en dejlig gåtur i støvregn med min yngste på rullestøjter og Holly i snor, var det slet ikke værst at blive mødt af kaffemaskinens bippen og kaffeduften, der straks ramte næsen.

Min ældste søn ville overraske mig og stod med et varmt krus kaffe, før jeg havde fået overtøjet af. Inden længe lod vi sammen feriestemningen tage over og gav os hen til hhv. "Platstation-fantasy-spænding" og "kaffe-hækle-computer-hygge".

Derfor ligger den ANDerledes AND, ANDrea nu i mit skød og tager form efter mit forgodtbefindende... Jeg tror, hun får hvid hals, store, sorte øjne og et gult næb...

Men nu får vi se...

torsdag den 18. oktober 2012

Klædt ud som en AND-en…

En AND-en..Der var engang en AND, der var faldet ned fra den plads, den nu engang havde fået på hylden ved siden af sin bror, den rappe ANDrogyne ANDrik, ANDers...

Det gik hverken værre eller bedre, end at skaderne ANDrog størrelser og omfang af en sådan karakter, at jeg ikke så ANDre muligheder end at lade ANDen ANDrea transportere med “AND-bulance” til et AN(D)-befalet sted, hvor skårene blev forsigtigt AN(D)bragt og limet fast igen…

…Men ANDen følte sig fra dén dag ANDerledes end alle ANDre ANDefugle, og da jeg jo er en AN(D)svarlig ANDeejer, prøver jeg nu at være ANDerledestænkende. Jeg har således serveret både ANDemad og ANDengradsligninger til samtlige ANDerumper på både første- og ANDen sal. Derudover har jeg taget hæklenålen i den ANDen hånd og været i gang med at hækle et AN(D)stændigt kostume, så ANDrea snart kan klæde sig ud som en ANDen…

Her ser du begyndelsen på den ene side… Når jeg er helt færdig, må du også godt se den ANDen!

RAP RAP… !

torsdag den 15. december 2011

Hue!

YES! Jeg har fået min egen nisssehue!I forgårs lovede jeg moren til en lille dreng i vores vuggestue, at jeg gerne ville hækle en nissehue til deres kære Kay Boyesen abe. Drengen havde aben med i en lille pose i går, og han strålede over hele hovedet, da han rakte den frem imod mig. Han havde fået en meget vigtig og betroet opgave; ingen tvivl om det! Hele familien ventede på, at HAN klarede det der med at få afleveret den søde abe til mig!

Halvt fuldendt...Sådan skal den sidde!

Så jeg gik fluks i gang med at hækle! Jeg kunne næsten ikke bære, hvis han ikke kunne få aben med nissehue tilbage igen allerede i dag, når vi mødtes igen…

Og det var godt, jeg fik den færdig, for der var kontant afregning ved kasse 1: Da jeg kom ind i vuggestuen og kaldte på ham med aben rakt frem, varmede han mit hjerte: Det sødeste og mest strålende smil bredte sig fra hans mund og helt op i øjnene! Vi kiggede lidt på nisse-abekatten sammen, og bagefter gik han rundt til alle de voksne, han kunne finde og sagde stolt og med en forventning om indlevelse fra deres side:

 

“ HUE! ”

Der er ingen tvivl om, at han har været dagens mand i skysovs,

da han kom hjem med aben i dag!

(PS. Vil du se den “Avekat”, jeg lavede nissehue til sidste år, kan du se den HER.)

søndag den 27. februar 2011

Lille Bjørn smed kjolen!

Lille BjørnSå fandt jeg endelig en løsning på Lille Bjørns beklædningsproblematik…

Som du kan læse i kommentarerne under indlægget fra i går, endte det med at jeg blev rigtig træt af hans “bukser/nederdel/kald-det-hvad-du-vil-agtigt”!

…Og så klippede jeg det midt over! DSC09363 Han var ærlig talt kommet til at se lidt tøset ud…

Lille Bjørn med overalls

Nu har han fået overalls på i en farve, der passsede bedre til billederne i bogen, og så har han fået et par todimensionelle ben. Det håber jeg ikke han bliver utilfreds med – alternativet taget i betragtning…

Han er mere sjov end han er køn, men pyt med det. Det siger jeg bare ikke til ham… Jeg siger heller ikke noget om, at hans store, sorte øjne får mig til at tænke på de små mus fra Shrek-filmene…

Nu er jeg i hvert fald kommet et skridt videre imod min lille forestilling med Guldlok og de tre bjørne!

God søndag til bamser

og andet godtfolk derude...

lørdag den 26. februar 2011

De halve projekters tid

Er der mon liv i bloggen, eller i hende, der står bag den?

Tja, der er da stadig en puls, kan jeg orientere om, men lige nu er det vist mest de halve projekters tid, og hvem gider egentlig se på alle mine halve projekter, der måske alligevel aldrig bliver færdige?!

Nå, men for lige at I ikke skal tro, at jeg er faldet helt af pinden, må jeg hellere vise jeg et af dem alligevel. Så må du jo vælge at zappe videre, hvis det bliver for meget for dig !

Det lille bamsehovede tager formJeg har længe haft planer om at lave nogle bamser til eventyret “Guldlok og de tre bjørne”, som jeg vil bruge i børnehaven. Idé’erne har været mange, og jeg har haft flere forskellige udgaver af eventyret med hjem fra biblioteket for lige at få genopfrisket handlingen. Og hvor er der dog mange forskellige udgaver!Der er bamser over alt - selv i grøden...

På et tidspunkt faldt jeg så over denne søde billedbog på et loppemarked. Der havde engang været 4 fingerdukker med, men de var for længst blevet væk. Til gengæld skulle jeg få den for sølle 5 kroner! Jeg faldt pladask for billederne og den utrolig søde tekst, og så var det jo lige pludselig givet, hvilke bamser, jeg skulle hækle…"Det var ham, der gjorde det!"Det var jo finger-bamser!

Sikke et lillebitte og meget hyggeligt hækle-nørkle-pille-projekt! Jeg gik i gang den anden dag, hvor jeg alligevel skulle have tiden til at gå med dyne og fjernsyn.

…Og så er jeg ikke lige kommet videre endnu, men det kommer nok lige pludselig... Han skal da have et par øjne, og den der hvide kant, der ligesom skulle have antydet, at der jo var et par hvide sko under de blå bukser… Den er kikset! Den ryger af! Det ser ud som om han har kjole på.

Nå, men nu fik du et halvfærdigt projekt at se. Måske kan det inspirere selv om det ikke er gjort færdigt endnu? Det håber jeg!

Har DU et halvfærdigt projekt,

du tør vise frem?

fredag den 3. december 2010

Kom julestemning…

DSC08541De første dage i december har været tætpakket med gøremål – ja faktisk synes jeg ikke, at de ligner en december måned ret meget…

Magi og hemmelighedskræmmeri er vigtige ingredienser! Sådan har det altid været – og sådan skal det også helst blive ved med at være!

Jeg går og venter på at det snart sker… Miraklet… Julen, der kommer og vælter mig omkuld. Altså på den gode måde…

Indtil da, prøver jeg at gøre et par krumspring i håb, om at det får betydning; jeg hører julemusik, ser julekalender, maler julebilleder med drengene og hækler nissehuer til alverdens små eventyr- og fantasivæsener.

DSC08537 Her er ugens sødeste, lille projekt: En kollegas lille Kay Bojesen-abeunge har været med mig hjemme og siddet og ventet og ventet på, at der faldt ro på mig… Så kunne jeg nemlig få hæklet ham en nissehue… Nu er han så endelig blevet klædt varmt på og er parat til at vende sin lille abe-unge-snude hjemad – denne gang forklædt som nisse!

Go’ dejlig 4. december lige om lidt!

søndag den 28. november 2010

Morgennisse blues…

Balder 1 og 2

Så er Balder klædt på til lidt decembersjov…

Det bliver sjovt at se, hvordan børnene reagerer, når Balders nissehue en dag er blevet blå…

fredag den 26. november 2010

Morgennisse wannabe

DSC02732Morgenen startede ikke ude i børnehaven, for jeg har fri i dag!

…Næ, den startede herhjemme i godt selskab med min allermindste arbejdskammerat, Balder. Vi hyggede os med morgenkaffe før drengene stod op, og jeg fik hæklet den nissehue, som jeg har planer om, han skal vågne op med den 1. december.DSC02735

Normalt ligger han og sover i sin røde kuffert, indtil jeg skal holde samling med mine små 3-årige børnehavebørn. De er vilde med ham, for han er forbundet med mange ritualer, sange, sjove historier, uheld og opmærksomhed… DSC02738Balder har virkelig fået personlighed efterhånden… Se bare hans ansigtsudtryk på billederne. Jeg kan næsten selv blive lidt i tvivl, om han har levende øjeblikke… DSC02740

Til morgenmaden, gik snakken om Balder og hans hue. Skal han have den på, når kufferten bliver åbnet på onsdag, eller skal jeg have en lillebitte pakke med til ham? Skal jeg hækle en hue mere i blå, lilla eller grøn, som han kan vågne op med en tilfældig dag i december? Idé’erne var mange, og det er hyggeligt at gå og planlægge!DSC02746

 Go’ nisselig fredag!

 

lørdag den 7. august 2010

Miss Groovy til fødselsdag...

I dag skulle vi til 8 års fødselsdag hos en sød niece, og jeg ved bare, at hun og hendes søstre er vilde med at lege med Groovy Girls. Miss Groovy her, havde jeg egentlig købt på et bagagerumsmarked og tiltænkt niecerne, når de kom på besøg her hjemme i drengenes verden.

I aftes fik jeg lige en idé om noget ekstra tøj, som jeg måske kunne nå at hækle, så Miss Groovy kunne flytte hjemmefra sammen med den egentlige fødselsdagsgave, som allerede VAR købt. Sådan lidt som en ekstra lille hyggegave.
Så indtil mørket faldt på i aftes, sad jeg ude ved bålet sammen med alle mine drenge og hæklede den lilla bolero-top-ting. Og i morges før og efter morgenmaden (og i bilen ned til Silkeborg), blev den og nederdelen gjort færdig. Ja, faktisk blev nederdelen først helt færdig under eftermiddagskaffen.

Da jeg forlod Miss Groovy, sad hun op af kaffekanden på spisebordet og så ud til at nyde at være havnet i et hjem med 3 tøse-tøser og to af sine Grøøvy-søstre...

lørdag den 27. februar 2010

UNIKT SOMMER-SÆT TIL GROOVY GIRLS TIL SALG

Kender du Groovy Girls?
De helt enormt søde dukker har hvert deres kære ansigtsudtryk og er et kæmpehit hos mine børnehavepiger (-og drenge... Der er nemlig også smarte drengedukker, seje biler m.m.).

De er meget lette at klæde af og på, og så har de en masse smart tilbehør. De kan købes i mange af de lækre butikker, som forhandler kvalitetstøj- og legetøj - blandt andet her, her og her. Det er rigtig godt legetøj, og prisen er også derefter, men de er det hele værd! (Jeg kan i øvrigt se, at der er nogle på tilbud lige nu til 119,- kr. - se det sidste af de tre links).

Jeg har før haft et indlæg om Groovy Girls og det tøj, jeg har frihæklet til dem.
Det kan du finde her... Jeg har dette helt unikke sommersæt til salg; ingen har et magen til!
Prisen er 100,- kr. inkl. porto. (Ny pris...)

Sættet er frihæklet i bomuldsgarn og med en særlig lille detalje på ryggen. Hun er en rigtig sommersild, hende her Miss Groovy... (Hun følger forresten ikke med i prisen...)

Skriv i kommentarfeltet, hvis du er interesseret.

torsdag den 12. november 2009

Zig - zag mellem projekter...

6 dage ind og ud af migræne... SÅ står den altså ikke på ret meget kreativitet her hos mig... Ind imellem bliver det til lidt zig-zag mellem halvfærdige projekter som Groovy Girls-kjolen, der lige fik et par bølger forneden på længden og så en oversættelse af en engelsk hækleopskrift på en sød stjerne. Den fik jeg også prøvet af, og nu er der kun det sidste sammensyning og brodering tilbage.

Mine tre drenge fortalte mig forresten, at det er en "Mario-Stjerne". Hvis man samler sådan en op i et spil Mario, bliver man usynlig...

Og ganske rigtigt, da jeg fik kigget godt efter, fandt jeg da også navnet "Super Mario Invincibility star!"


Sød er den i hvert fald, og jeg kan da også godt gå og glæde mig til næste gang, jeg har en "dårlig-hår-dag"... Det bliver da for fedt, at kunne fiske sådan en "invicibility-star" op fra bunden tasken...

fredag den 6. november 2009

In between projects...

Vælge, vælge, vælge... Jeg vil gerne nå ALTING på min frifredag! ...så jeg tog hul på den allerede i aftes!

Jeg kom i tanke om den pose , jeg havde smidt ud i traileren... Den var på vej til genbrugsen med en bunke skjorter som min venindes mand ikke fik brugt, og som heller ikke var faldet i god jord herhjemme...

...Så jeg løb ud til traileren - HAPS! Der måtte være noget, der kunne bruges til et sæt grydelapper - som om jeg ikke allerede HAR projekter nok igang... og som om jeg MANGLER grydelapper... men der er lige noget, der skal afprøves endnu engang... for jeg ELSKER at genbruge ting - det føles så rigtigt i stedet for altid at smide ud til ingenting...

...Så jeg løb op efter stofsaksen og klippede til jeg fik en øm og hævet finger...

...Så gav jeg op - midlertidigt - og hæklede lidt på den kjole til Groovy Girls, som oprindeligt skulle have været en havfruekjole med hale, men som nu har set ud på tre forskellige måder og vist ender med en kjole i lidt hav-inspirerede farver. Miss Groovy her er vist lidt ligeglad... hun sidder med benene over kors og venter på, at roen snart falder på mig, så hun kan komme til fest :O)


Nu starter fredag så med mindst 5 hyggelige ting inde i mit hovede, som jeg gerne vil: Nogle af dem er:
  • Jeg vil med Tobias til matematik i første time!
  • Jeg vil i mindst 4 genbrugser og se efter sjove ting!
  • Jeg vil bage boller!
  • Jeg vil hente min raku-krukke, som kommer ud af ovnen i eftermiddag - Randi har forglødet den for mig!
  • Jeg vil nå at sidde og hækle i sofaen i aften!

Jeg må til at i gang!

1 -2- 3 - HYG!!!

lørdag den 31. oktober 2009

Dukketøj til Groovy Girls


De helt enormt søde Groovy Girls har hvert deres kære ansigtsudtryk og er et kæmpehit hos mine børnehavepiger. De er meget lette at klæde af og på, og så har de en masse smart tilbehør. De kan købes i mange af de lækre butikker, som forhandler kvalitetstøj- og legetøj - blandt andet her på nettet. Det er bare at google det... Fantastisk julegave-idé!

Det rød-gule sæt er til salg... Prisen er 125,- kr.
Skriv en kommentar, hvis du er interesseret.

Det rød-pink sæt er lavet i samarbejde med en flok 5-årige børnehavepiger, som havde nogle gode farveidé'er. Sættet er ikke til salg, for det er naturligvis til børnene!
Denne søde sommerkjole er også lavet til børnehavebørnene. Der er svaj i skørterne, og jeg har benyttet mig af en masse teknikker, som jeg fik lært mig, mens jeg hæklede Malthe's barnevognstæppe.

Min mellemste søn, Silas på 12 år, mente at et par Groovy Girls ikke kunne leve uden en Nissan Skyline GT-r! Han er lidt af en nørd, når det kommer til super seje fjernstyrede biler, så han stillede lige de to tjekkede tøser op sammen med øsen og skød et ekstra billede!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...