Hængebryster til polterabend...

Det gør godt at hækle til andre, som har set en kvalitet i det, jeg har fundet på! Lige nu er jeg blevet færdig med et par hængebryster, som skal komme til at sprede smil et eller andet sted i landet på lørdag, hvor de skal overrækkes til en kommende brud på hendes polterabend. Åh, jeg gad godt være en flue på væggen og få mig et billigt grin!

 

I stedet, vil jeg nu putte hængebrysterne i en lille pose og videre ned i en lyserød kuvert, som jeg slutteligt vil poste i putkassen. Derefter vil jeg lægge de betalte 50,- kr. i en anden kuvert, hvori jeg samler små tilskud til Kræftens Bekæmpelses forskning i brystkræft. 

Vil du læse mine andre indlæg om hæklede bryster, finder du dem under "BRYSTER" i stikordsfeltet ude i højre side af bloggen. 

Dét, du leder efter er det, du får øje på!

En sjælevarmer i brunt, blødt uld er ved at blive strikket. Ikke af mig,

men af en, der meget gerne vil have en broche, der kan passe til. Derfor gik jeg i gang med mit brune uldgarn, fandt en lysebrun knap med flotte, store huller, der kunne give god plads til en kontrastfarve. Jeg fik øje på kaffen, der var brun i kaffekruset med den brune kant… Den lille coffee-coaster under kruset var brun, ja selv bordet var brunt.Det var pludselig som om øjnene gik på jagt efter brune nuancer

over alt og inden længe så jeg brunt alle vegne…

Mine bukser var brune…

Min neglelak på tæerne var brun…

Mit armbånd var brunt…

Kender du det?

Dét, du leder efter er det, du får øje på…

Led efter det, du holder af…

Jeg vil starte med at lede efter det, jeg holder af ved min familie - lige nu!

Hvad vil du gerne få øje på?

Noget om forårsfornemmelser og hæklenåle

Sollyset vælter ind ad vinduerne og humøret får helt

automatisk et par hakker opad…

Jeg finder glade farver frem fra kurven med

garn, hæklenåle og synåle.     Før jeg ved af det, har jeg hæklet et eller andet glad og friskt, som kan lyse op, hvor det kommer frem…

Denne gang blev det en broche, som kom til at hedde "TURKIS SOMMERBLOMST MED GULE STØVDRAGERE". Den kan nu findes i Amio-butikken HER, hvis du får lyst til at sætte den på en lun strikcardigan, en bluse, en kjole, en taske, en hue (ligesom jeg gjorde HER) eller måske en lille pung med dine hæklesager i, (ligesom jeg gjorde det HER).

Hav en dejlig aften derude…

Sofaen, hæklenålen og tæppet venter…

Nede i en hækledal…

Her har været så stille, så stille… Faktisk i tre måneder på dato…

Jeg har længe været “nede i en hækledal”, som min søde “hækle-blogge-virtuelle-nabokone”, Rikke, fra bloggen “Bare Hæklehopla” til tider har kaldt det, når det var hende, der havde det sådan…

Der har bare ikke været så meget at skrive om… Jeg har hæklet usandsynligt lidt, og den lille bitte smule, det er blevet til, har ikke rigtig fundet vej hertil, fordi Jante, du ved nok, stod og spærrede det hele! Ja, Jante, som lige præcis kan tage det sidste lille pip fra mig, når jeg begynder at tænke på at blogge om småting… “Du skal ikke tro, du er noget…”, står han så og vrisser muggent ovre i et hjørne…

Og han har fået lov til at bestemme længe, og det er nok også godt nok sådan… For jeg gider heller ikke bare blogge derudaf uden mål og med! Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at begynde at grifle alverdens ligegyldigheder ned bare for at holde gryden i kog!

Så nu har gryden altså været af kog længere end nogensinde før, men i aften har jeg besluttet mig for at sige pænt velkommen til de nye læsere, der trods alt er stødt til, mens jeg selv har været fraværende. Jeg vil minde mig selv og alle mine læsere om, at det gælder om at nyde her på bloggen! Derfor får I et billede af mit glade Hoptimistkrus med egen, hjemmehæklet coffee-coaster… Og I får også et citat fra den æske, som kruset var i, da det flyttede ind hos mig:

“De klassiske Hoptimist-figurer

symboliserer smil, glæde og optimisme.”

PS. Opskriften finder du HER.

Så blev det min tur til at slappe af!

Jeg blev trukket hen til lænestolen og bedt om at sidde ned. Mine trætte ben blev løftet op på en stol. Mit hæklegrej og min IPhone blev lagt i mit skød sammen med fjernbetjeningen til fjernsynet, og så fik jeg at vide, at nu var det MIN tur til at slappe af! Før de begyndte at arbejde i køkkenet, fik jeg et køligt glas Asti i hånden…

...SÅ dejligt kan det være at være mig...

Kunsten at gøre noget for at glæde andre…

Kender du den slags mennesker, der gør noget, kun fordi det vil glæde eller hjælpe en anden? En af den slags mennesker, der gør det lidt mere behageligt for os andre at være her? Ikke fordi de selv har noget ud af det – altså ud over glæden ved at se, at det gjorde godt… Eller måske bare at tænke på, at det kommer til at gøre godt, når en anden opdager den lille forskel?

• Dén slags dejlige mennesker sætter vandskålen hen under hundens hovede, når den kommer varm, pustende og træt ind efter en hed gåtur en sommerdag, og ikke orker andet end at smide sig med maveskindet mod de kølende klinker en meter fra vandskålen…
  
• Dén slags dejlige mennesker lister ned i stuen en tidlig søndag morgen, tænder computeren, åbner morens yndlingssider og lister derefter hen og lægger sig i underbukser på sofaen og forsvinder væk i sin bog…
  
• Dén slags dejlige mennesker kan være sikker på, at blive pakket ind i et varmt tæppe, når moren opdager den iskolde læsehest, der ligger stille og lang i sofaen, kun afsløret af en klukkende latter af og til…

Kender du også sådan

et dejligt menneske ?

Pink all over...

Så kan jeg vist godt være bekendt at tage ned og se Giro d'Italia...

Jeg håber på at få et lille glimt af min 14-årige søn. Han skal være med til at bringe liv og glade dage i den cykelglade by sammen med ca. 15 andre drenge på trialcykler.

Jeg glæder mig til at opleve den rosa fornemmelse af at svæve på en lyserød sky...

Helt særlige Magnolia-tanker…

Jeg tror, jeg kommer til at drømme om Magnoliaer i nat…

I dag var en ganske særlig dag, hvor jeg havde en ganske særlig, god gerning, der skulle gøres. Og det blev den! Lettelsen var tydelig, da vi nåede hen, sidst på eftermiddagen og var kommet på den anden side at noget, der havde presset på længe…

På vejen hjem fik jeg at vide, at jeg skulle finde på noget at købe, som var helt til mig selv… Noget, jeg ville blive rigtig glad for! Og tanken faldt hurtigt på det smukke Magnoliatræ, som jeg gik og fantaserede om sidste år. Dengang havde jeg ikke en plads til et Magnoliatræ, hvor det kunne stå og vokse sig stort, men i år ser haven anderledes ud: Jeg har fået mulighed for at bruge en helt særlig plads lige midt i haven, hvor vores helt særlige kastanietræ skulle have vokset til det blev 100 år… Mindst… Kastanietræet overlevede desværre ikke frosten sidste forår. Den kom snigende, lige da kastanien havde vist sine første, smukke blade…

Jeg tror, at jeg vil købe mig en smuk Magnolia og plante lige dér på havens bedste plet. Og dér kan det så stå og minde mig om denne ganske særlige dag!

Jeg har mange minder forbundet

med mine forskellige træer i haven…

Kender du det ?

Hvis mit liv havde været en kageautomat…

• Ville der have ligget en tryg og god barndommed far, mor, søster og bror i det rum, som jeg startede med at åbne engang for mange år siden…
• Så ville der have ligget en god skolegang i det andet rum…
• …og en god uddannelse sammen med en sød kæreste i det tredje.
• I tre rum, som jeg flåede op rimeligt hurtigt efter hinanden, fandt jeg de tre dejligste drenge, jeg kunne ønske mig!
• I det næste rum fandt jeg et drømmehus med en have så skøn.
• Og i mange andre rum ind imellem, fandt jeg en sød svigerfamilie, dejlige veninder og kolleger…
  

 

Hvor heldig har jeg egentlig lov at være? Og hvordan mon min kageautomat egentlig var blevet fyldt op hen ad vejen?

Livet er en forunderlig ting, og een ting er i hvert fald helt sikkert:

Min drøm om min egen kageautomat stammer helt tilbage fra dengang, jeg sad i cykelstolen bag på min mors cykel, og hun løftede mig ned foran Wienerbageriets kageautomat på vej hjem fra byen. Jeg kunne ikke selv nå møntindkastet, men jeg kan stadig huske fornemmelsen af at trække ned i det sorte håndtag, så glaslågen drejede ned i vandret position.

En eller anden dag, må jeg bare eje min helt egen kageautomat, og så vil jeg hænge den op lige nede i min gang, hvor jeg kan gå og fylde den op med ting, man må trække, hvis man har penge nok…

Hvis dit liv havde været en kageautomat,

hvad mon du så havde fundet i rummene?

Alternativ skattejagt…

Efter morgenmaden, gjorde min mand, vores søde Holly (vuf) og jeg os klar til at gå op til vores geocache, “The Jukebox”, som ligger godt gemt indenfor hundelufteturs-afstand fra vores hjem. Cachen skulle lige strammes op; den skulle tørres, fyldes op med nye CD’er, der skulle nye bytteting i, så der igen var lidt for børn, der kom med på skattejagt. En ny logbog (en slags gæstebog) skulle erstatte den gamle o.s.v. Som navnet “The Jukebox” antyder, er det en cache, hvor man kan tage én CD og lægge en anden i boxen i stedet for.

Uhmnn… Guf for øregangene!

Alt blev bragt i fineste orden, og vi begav os hjemad igen. Vi blev hurtigt enige om at tage en alternativ rute hjem, ind over et “off-piste”-uvejsomt terræn, som af vores børn engang i tidernes morgen blev navngivet “Ødemarken”. Vi var enige om at træde en ny sti, så vi og andre hundeluftere kunne begynde at bruge Ødemarken som alternativ rute hjem.

Lige i udkanten af marken, fik min mand øje på et sygesikringskort og et andet plastickort, der lå nede i det høje græs. Vi tog det med hjem, fandt nummeret til ejeren, og var straks en håndfuld informationer rigere:

Damens pung var blevet stjålet 1. december, og politiet havde været godt inde i sagen, der havde omfattet bl.a. overvågningsbilleder fra tyveriet. Damen savnede forfærdeligt indholdet af sin pung – deriblandt billeder af hendes datter og hendes afdøde mand!

Vi så på hinanden, mærkede en klump i halsen og var ikke i tvivl et øjeblik: Kort efter var det OS, der gik på skattejagt, og Ødemarken var målet!

___________________________

Her i min stue, i en solstråle ligger nu en halvt opløst og ilde lugtende pung, adskillige fotos, som er delvist ødelagte/bevarede, men som stadig kan bringe glæde, - ikke mindst p.g.a. en håndskrevet hilsen fra 1966! Der ligger kørekort, blodtypekort og meget, meget mere!

Jeg glæder mig til vi sidst på eftermiddagen skal overbringe den glædelige nyhed til damen, som venter vores besøg…

Hav en god eftermiddag !

Måske skal du også på skattejagt?

Fredagsslik sammen med svigermor!

Hvor jeg glæder mig til i aften! Jeg er nemlig så heldig at have en sød svigermor, der ofte går i teateret med sin teaterveninde…

…En teaterveninde, som en sjælden gang bliver forhindret i at komme med svigermor i teateret. Og billetterne er både købt og betalt…

…Heldigt for mig! For så bliver jeg jo ringet op af søde svigermor og inviteret med!

Denne gang skal vi se en komedie af Holberg, der hedder “Henrik og Pernille”. Billedet er lånt fra Viborg Teaters hjemmeside, som du kan se HER.

__________________________________

Jeg elsker at komme ind i Viborgs flotte teatersal, mærke stemningen, høre klokken, når der bliver ringet til forestilling. Opleve, hvordan både lyset og stemmerne dæmpes, og vente spændt på at skuespillerne gi’r alt, hvad de har!

Engang var jeg skrækslagen for, at en af skuespillerne skulle gå i stå midt i en halvt glemt / halvt husket replik, men det er endnu ikke sket! Og Gudskelov for det! Det er super professionelle skuespillere, der kan deres kram!

__________________________________

Før vi går ind i salen, vil jeg købe slik i den lille bod i foyeren! Det føles altid lidt som at blive skruet tilbage i tiden til dengang, jeg var en lille pige. Dengang gik jeg i “Kinopalæet” sammen med min storebror og så Olsen Banden-film. Det var i samme smukke sal, og vi købte slik i boden i foyeren!

I aften vil jeg købe fredagsslik til

Svigermor og mig i den lille bod!

 

Draken-simulator-nostalgi-julestjerne…

Et stykke julepynt, jeg specielt godt kan lide, er denne julestjerne, som blev flettet, da jeg var lille og boede hjemme hos min mor og far. Den har sin HELT egen, særlige historie, og jeg tror ikke, der findes mange magen til noget andet sted i Verden! Historien er sådan her:

Da jeg var 2 år gammel, flyttede hele min familie til Crawley, syd for London, fordi min far, skulle lære alt om den Draken-simulator, som det danske flyvevåben skulle have med hjem til Flyvestation Karup. Han skulle kende den i allermindste detalje og i enhver kringlekrog. Min far var nemlig leder for elekronik-værkstedet, hvor simulatoren skulle “bo”, og hvor alle de danske pitoter skulle have flyvetimer.

Nogle gange, kom vi unger med ud og prøvede at sidde nede i selve cockpittet, som dengang var et vaskeægte Drakencockpit, der var boltet fast på gulvet. Det var propfyldt af kontakter, instrumenter, håndtag, dimser og dingenoter. Med andre ord: Et sandt slaraffenland for mig, der allerede dengang elskede teknik og knapper (gad nok vide, hvor jeg fik dén prægning fra…).

Alle funktionerne i cockpittet skulle jo styres af en computer – det siger sig selv, ikk’?! Det sjove er, at den computer, der programmerede simulatoren var så kæmpestor, at man skulle tro, det var løgn! Den fyldte lige så meget som en flere meter lang skabsvæg! Og “det eneste”, den kunne var, at styre simulatoren. Denne kæmpestore computer (som i øvrigt kunne mindre end en ganske almindelig bærbar computer, anno 2011), blev programmeret ved hjælp af informationer fra lange, lysegule og lyserøde hulstrimler, som blev kørt igennem en aflæser, hvorefter de havnede i en stor, sort kasse nede på gulvet.

Og dét var jo fantastiske for en lille pige som mig! Vi fik nogle af strimlerne med hjem… og af dem, blev der flettet julestjerner!

Hardu noget julepynt, som har

en særlig, nostalgisk historie?

På svampe-hyggetur…

Lyset var fantastisk, Holly var parat, svampene var imponerende smukke – og der var ganske mange. Kæresten havde hældt kaffen på termokanden, tæppet var lagt i tasken og solens stråler på de skovede træstammer lokkede. Vi samlede tragtkantareller i massevis, som vi måtte transportere i en (ren!) pølsepose, som til sidst så ud som om vi havde ryddet op efter en Sankt Bernhardshund…

Jeg kan varmt anbefale en

efterårstur i det skønne solskin!

(Husk evt. en romantisk kurv …)

På barsel…

Jeg er (vist) gået på orlov fra bloggen… Nærmere bestemt “virtuel barselsorlov på ubestemt tid for hundehvalpes nybagte menneske-forældre ”!

Jeg vil ikke sige, at mit liv har taget en hel kolbøtte. Det er ikke ligesom dengang, jeg blev mor, meeen tiden er for en tid blevet fyldt godt og grundigt ud med noget andet end hæklerier og blog-skriblerier ...De dér stunder, hvor jeg indtil for nylig kunne nappede mig en lille pause i dagens program, (og sidde og surfe på nettet og skrive på bloggen), de er for en stund skiftet ud med:

-At få Holly til at tisse af ude i haven efter en god nats søvn. (Eller midt i en…)

-At være på hvalpekursus.

-At gå ture med Holly og møde en masse søde mennesker, der gerne vil nussse og ae hende.

-At finde ud af, hvordan hunde af forskellig størrelse og forskellig alder bedst mødes, så det bliver et ligeværdigt møde .

-At læse om hundepsykologi. (Anders Hallgren er genial!)

-At nyde Holly’s dejlige samvær både inde, ude, på gåtur og på biltur.

-At nyde synet af, når hun møder alverdens nye ting for første gang. Det er virkelig sjovt at se! Desværre har jeg ikke et billede af første gang hun oplevede en bil, der kom kørende i høj fartude på vejen , men jeg kan stadig se for mig, hvordan hun kastede sig sidelæns ind i hækken!

 

 

 

Til gengæld har jeg her et billede, som jeg snuppede af hende, da hun så sit eget spejlbillede i en butiksrude. Hvis du ser godt efter, kan du se, at den anden hund ser ud til at være venligt stemt… Heldigt!

 

 

 

 

 

 

 

 

…Og tiden bliver brugt på at finde noget, som Holly gerne må bruge hendes små, kløende mælketænder på!

 

 

 

 

-Så næste gang du undrer dig over, at der går lidt længe mellem indlæggene om frihækling her på bloggen, så tænk på, at det godt kan være svært at koncentrere sig om at hækle, mens man har en hundesnor i den ene hånd og en godbid i den anden!

Hav en fornøjelig søndag aften!

 

“Holly-day”

Den anden dag fik vi fornemt  besøg: Vores lille Holly kom til Viborg sammen med alle sine brødre for at blive dyrlægetjekket, chippet og vaccineret. Det er nemlig så heldigt, at racens dygtigste dyrlæge - ja landets eneste racespecialist er vores egen dyrlæge gennem mere end 20 år! Helt fantastisk og pudsigt! Så jeg skulle naturligvis med og følge Hollys første tur på dyrlægens bord! Hun klarede det fint, men var ikke helt tilfreds med situationen; dyrlægen forsøgte ellers at bestikke hende med et par godbidder, men det passede ikke lige Holly, så hun spyttede dem bare ud igen…Bagefter kom alle hvalpene med hjem til os og fik et længe ventet måltid, en masse klap, beundring, leg og nusseri af både vores børn og et par stykker mere… Det var rigtig dejligt og virkelig en god oplevelse for både børn og hvalpe.

…Men åh, hvor blev de altså trætte efter et stykke tid, og pludselig lå de alle 5 (eller er der 6?) draperet ud over ganggulvet.

Allerdejligst af alle var nu hende her, som bare slet ikke vidste,

at det var hendes kommende hjem, de var på besøg i…

Der er under to uger til hun skal bo her!

Jeg er gået i hundene!

Tja, om jeg er gået i hundene, eller om jeg bare er nyforelsket, kan være svært at bedømme… Begge dele er med til at gøre, at man mister fodfæstet for en tid, og ind imellem lige får brug for hjælp til at se tingene fornuftigt an. Kan du selv huske, hvordan det føles at være rigtig nyforelsket? Tankerne vender konstant tilbage til den, man er forelsket i, og man kigger billeder af denne mest fantastiske skabning på Jorden igen og igen... Fornuften er vredet om til ukendelighed og alt er bare definitivt fantastisk!

Sådan føles det at have mødt hende her: Holly med den bløde pels, den kære mule, den lyserøde snude og de dejlige og kære kaldelyde. Sådan her så hun ud, da hun var 14 dage gammel – dvs. for en uge siden - og endnu ikke havde fået øjne.

Jeg tæller ned til lørdag… Så mødes vi igen!

Hængebryster…

 

“Har du flere bryster til salg?”

    …stod der i en chatbesked i bunden af min skærm i aftes. Det var Onkel Anne, der spurgte. Hun har købt et par før. De var til at sætte i håret.

- Og ja, det havde jeg da! Jeg havde et par liggende parat lige til at blive smidt i postkassen. Det har jeg som regel.

Anne skulle bruge brysterne til noget sjovt… Til at sende til en blogger, der vist havde et eller andet med bryster… Mon ikke vi kan se noget om det inde på hendes blog indenfor den nærmeste fremtid?!

Jeg viste hende et par bryster, som jeg hæklede til at binde på min søsters pusletaske engang. “Hængebryster” er de kommet til at hedde ;o) Dem faldt hun for! Du kan se dem HER.

Så nu er der et par bløde, uldne bryster på vej i postkassen med retning mod Onkel Anne. Måske skal de lige nuldres i form, når de kommer frem, men så er de til gengæld også så gode som nye igen!

Jeg glæder mig til at se, hvad det er, hun har gang i…

Hvis du er blevet nysgerrig efter, hvad det er med mig og mine “Bare Bryster” og “Hængebryster”, kan du læse nogle af de ældre indlæg HER.

"Bare Bryster" og “Hængebryster” hækler jeg for at bringe glæde og smil med ind i kampen mod brystkræft. ...Lige netop i Kræftens Bekæmpelse's ånd. Når jeg har solgt tre par, ryger pengene direkte til Kræftens Bekæmpelse, som et ydmygt ekstra tilskud til deres forskning indenfor brystkræft !

Prisen for alle bryster er 50,- kr. plus 10,- kr., hvis de skal sendes.

 

 

Lykken er…

“Lykken er en lille, varm hundehvalp!”

…sagde min gamle læge engang til mig, da han så, at jeg havde taget et boligmagasin med ind i hans konsultation. Jeg var helt væk i nogle meget pæne (men for ham at se ret uinteressante og døde…)ting… Han mente, at han havde fundet de vises sten her i livet… Og ved du hvad? Det havde han faktisk også!

Jeg kan høre hans ord give genlyd gang på gang, for han havde jo fuldstændig ret! Jeg var bare på et lidt andet sted i livet, da min interesse faldt på indretning, og hans faldt på små, hjælpeløse hvalpe.

Nu er jeg endelig kommet dertil, hvor jeg har tid og overskud til at lade benene feje væk under mig! Nu bliver det snart virkelighed, og jeg glæder mig usigeligt til at dele livet med både børn og hund…

I aftes var vi på barselsvisit hos 6 små, dejlige, bløde vidundere og deres mor. De var 4 dage gamle og ikke til at stå for! Måske er det hende her, der skal bo hos os – og måske skal hun hedde Holly…

Sommer ved Limfjorden

Vi var inviteret til Salling i det dejlige sommervejr, og tog turen derop fra Viborg til Hvalpsund og med færgen over til Sundsøre. Bare for at få oplevelsen af sommerferie… For det er lige, hvad det er for mig! Jeg har sejlet på Limfjorden i rigtig mange sommerferier i min barndom - altså i sejlbåd, ikke færge…

Jeg elsker lyset over vandet og synet af bredderne, lystbådehavnene og livet på strandene. Bøjerne i vandet, arbejdet inde på molen og alle dem, der går og spiser is. Færgen, der lægger til og dønningerne efter bådene. Børnene, der går og samler krabber eller leger på legpladsen.

Solen skinnede hele dagen og var med til at give os den dejligste sommerdag, vi kunne tænke os…

Hurra for Limfjorden!

Tænker hundetanker…

Der er mange oplevelser fra min barndom, som jeg har lyst til, at give mine drenge mulighed for også at opleve. En af tingene er det, at have en ven, der altid er loyal og altid har tid og lyst til at være der, når man har brug for det. Sådan en ven havde jeg selv som barn! Han hed Ciccero og var vores Sankt Bernhardshund. Han fik rigtig mange hemmeligheder at vide, når jeg lå op ad ham ude i haven… Og han sladrede ALDRIG! Hvis min scanner lige gad virke, ville jeg have vist et billede af min kæmpestore ven, som jeg kan savne den dag i dag…

Nu er vores tre drenge blevet så store, at vi synes,  det er på tide at give dem et nyt familiemedlem, som kan blive DERES bedste ven. Teenageårene er fantastiske til sådanne venskaber, for der er så mange tanker og hemmeligheder, og så meget, som de voksne ikke fatter en døjt af! -Men det gør en hund!

Snakken har gået længe herhjemme, faktisk så længe at det har været med risiko for aldrig at blive til noget, fordi vi vil være 100 % sikre på alting før vi  tager det endelige skridt…

Nu har vi så taget det allerførste skridt med besøg på en dejlig hundekennel med den hunderace, som vi er faldet pladask for, nemlig Shar Pei’en.

 

Her er et par billeder fra vores 3½ time lange besøg, som føltes som om det havde varet i en enkelt time… Tiden smuttede simpelthen fra os i det gode selskab uden vi opdagede det. Vi blev taget med storm af alle disse kærlige, opsøgende, interesserede hunde, som bød os velkommen i deres hjem.

De havde et fantastisk sind og var lette for både drengene og os voksne at komme ind på livet af. Faktisk foregik det med modsat fortegn, for hundene nød at få gæster og VILLE os!

Først, da alle havde hilst på og hygget sig i et godt stykke tid, faldt de omkuld på gulvet. Her er to af de fem, der var inde i stuen hos os til at starte med. Vi mødte 10 forskellige hunde før vi vendte næserne hjemad. Sikke en oplevelse!

Nu venter vi så på at Kennelens skønne hanhund, Elliot skal være far engang her i løbet af sommeren… For det er nemlig lige netop hans temperament og sind, vi er på udkig efter. Det er værd at vente på!

Indtil da bliver der læst om hundeadfærd, snakket om navne og hundetræning, og det er ikke sikkert, at det er sidste gang, der kommer noget på bloggen her om Shar Pei…

VUF!