-DET GÆLDER OM AT NYDE...




Viser opslag med etiketten kaffe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kaffe. Vis alle opslag

tirsdag den 4. juni 2013

Dét, du leder efter er det, du får øje på!

Brun broche...En sjælevarmer i brunt, blødt uld er ved at blive strikket. Ikke af mig,

men af en, der meget gerne vil have en broche, der kan passe til. Brun kaffe i kruset med den brune kant...Derfor gik jeg i gang med mit brune uldgarn, fandt en lysebrun knap med flotte, store huller, der kunne give god plads til en kontrastfarve. Jeg fik øje på kaffen, der var brun i kaffekruset med den brune kant… Den lille coffee-coaster under kruset var brun, ja selv bordet var brunt.Brun coffee-coaster på det brune bord...Det var pludselig som om øjnene gik på jagt efter brune nuancer

over alt og inden længe så jeg brunt alle vegne…

Mine bukser var brune…

Min neglelak på tæerne var brun…

Mit armbånd var brunt…

Kender du det?

Dét, du leder efter er det, du får øje på…

Led efter det, du holder af…

Jeg vil starte med at lede efter det, jeg holder af ved min familie - lige nu!

Hvad vil du gerne få øje på?

onsdag den 3. april 2013

Nede i en hækledal…

Hoptimist001 Her har været så stille, så stille… Faktisk i tre måneder på dato…

Jeg har længe været “nede i en hækledal”, som min søde “hækle-blogge-virtuelle-nabokone”, Rikke, fra bloggen “Bare Hæklehopla” til tider har kaldt det, når det var hende, der havde det sådan…

Der har bare ikke været så meget at skrive om… Jeg har hæklet usandsynligt lidt, og den lille bitte smule, det er blevet til, har ikke rigtig fundet vej hertil, fordi Jante, du ved nok, stod og spærrede det hele! Ja, Jante, som lige præcis kan tage det sidste lille pip fra mig, når jeg begynder at tænke på at blogge om småting… “Du skal ikke tro, du er noget…”, står han så og vrisser muggent ovre i et hjørne…

Og han har fået lov til at bestemme længe, og det er nok også godt nok sådan… For jeg gider heller ikke bare blogge derudaf uden mål og med! Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at begynde at grifle alverdens ligegyldigheder ned bare for at holde gryden i kog!

Så nu har gryden altså været af kog længere end nogensinde før, men i aften har jeg besluttet mig for at sige pænt velkommen til de nye læsere, der trods alt er stødt til, mens jeg selv har været fraværende. Jeg vil minde mig selv og alle mine læsere om, at det gælder om at nyde her på bloggen! Derfor får I et billede af mit glade Hoptimistkrus med egen, hjemmehæklet coffee-coaster… Og I får også et citat fra den æske, som kruset var i, da det flyttede ind hos mig:

“De klassiske Hoptimist-figurer

symboliserer smil, glæde og optimisme.”

PS. Opskriften finder du HER.

tirsdag den 4. september 2012

Forsvind væk…

DSC00353Nogle gange trænger jeg bare til at forsvinde væk… Væk fra pligter, krav, huskesedler, gøremål og følelsen, jeg får af at have været alt for længe i en tandlægestol…

DSC00355Så er det dejligt at dufte friskbrygget eftermiddagskaffe og tænke på tæppet henne i sofaen, der ligger og venter på at blive bredt ud og svøbe mig ind i varme. Og tanken om min skønne bog, som allerede ligger slået op og ligger og venter på mig… Mit glade bogmærke nærmest kalder på mig:

“Kom nu og smid dig; jeg har ventet alt for længe på, at du gav dig tid til at gøre noget godt for dig selv.”

Det er et godt bogmærke… Egentlig var det bare en prøve til at starte med. Jeg ville vise min svigerinde, hvordan man kunne lege med fedtfarver, sprittusch, bejdse og karduspapir, og få et skønt, nyt stykke papir frem, med helt andre muligheder end før… Og det var så lige præcis, hvad jeg fik: Det skønneste, farverige papir, som lige pludselig kunne bruges til et “glad bogmærke.”

I øvrigt er det Camilla Läckbergs “Isprinsessen”, jeg er i gang med… Nydning…

 

 

Husk: Det gælder om at nyde!

søndag den 22. april 2012

Jeg MÅTTE bare hækle !

BomuldsfarverDér var den! Lysten til at liste ned af trappen før de andre begyndte at røre på sig… Lysten til at komme igang med hæklerierne og kaffen, før nogen kan nå at forstyrre mine cirkler… En hurtig tur omkring badeværelset, og så ellers ind i stuen og rode hele spisebordet til i løbet af meget få minutter… DSC00884

 

Mappen med hæklerier blev bladret igennem. Idé’erne var begyndt at suse rundt i knolden på mig, men de var ikke helt færdige - eller for den sags skyld helt enige med hinanden om, hvem af dem, der kom først og hvem, der skulle løbe af med sejren…

 

Kurven med bomuldsgarn blev endevendt, og de farver, som jeg ville bruge, endte i en anden kurv, som for nylig blev tømt for uldgarn. (Og dét var i øvrigt et afsluttet projekt, som jeg snart skal have vist her på bloggen…).

 

 

 

DSC00882

Jeg (tror nok, at jeg) gik igang med begyndelsen på et lille tørklæde. Bare sådan et, som kan passe sammen med en bluse. Det skal hækles i et hav af farver ud og ind imellem hinanden. Og jeg vil forsøge at puffe lidt til min sædvanlige måde at vælge farver på… Jeg lod mig inspirere af farverne på et tørklæde, som jeg en dag så i et blad. Jeg havde hevet siden ud, og det halve tørklæde, som var at se, var hæklet med bedstemorfirkanter i en sammensætning af farvet, som jeg aldrig selv ville være kommet på. Men det var utrolig sødt, så nu prøver jeg at lade mig inspirere lidt!

 

Hvordan startede

din søndag?

 

fredag den 21. oktober 2011

En god feriemorgen

Hos mig ser en dejlig efterårsferie-morgen således ud:

  • Morgen-gåtur med Holly, der lokker mig afsted, selv om jeg er kommet ud i havetræsko og regnede med, at hun bare lige skulle tisse af…
  • Morgenkaffe med kolde kinder efter den friske tur.
  • Et par kapitler i “Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Uh, hvor er den altså spændende! Det er mange år siden jeg læste den sidst, så detaljerne var forsvundet hen i tågerne.
  • Arme riddere med kanelsukker til dem i familien, der ikke sover hos venner eller er på arbejde. Det vil sige Tobias og mig ;o)
  • Varm hundehvalp på fødderne… Det er lykke!Arme riddere

Hvordan mon en hyggelig efterårsferie-morgen

ser ud hos dig?

fredag den 3. juni 2011

Fødselsdagsforberedelser i sofaen…

Olivenfarvet armbånd

 

Morgenen startede hyggeligt i sofaen sammen med Tobias, der krøb sammen under tæppet for at få varmen. Han havde taget sig et laaaaangt morgenbad i baljen, og var først stået op af badet, da vandet var blevet koldt…

 

Nå, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, så han blev “rullepølset” i tæppet og udstyret med controlleren til en Playstation med et sjovt spil. Så sad vi sammen der i sofaerne og hyggede os. Jeg fik drukket alt for meget kaffe og hæklet og syet et armbånd, der kan passe til min olivenfarvede bluse, som jeg vil tage på til 8-års hundefødselsdag senere i dag… Fint skal det være ;o)

 

Hav en rigtig dejlig dag

i Blogland og omegn……...

torsdag den 7. april 2011

Sjusket på den pæne måde…

Så er morgenkaffen serveret… På noget så u-nødvendigt som en “coffee-coaster” - hæklet lidt for sjov… Jeg faldt over opskriften den anden dag, og så gik der lidt sport i at bryde den engelske hækleopskrift og rette den til. Den skulle passe til min Clover hæklenål str. 3 og den garnrest, der bedst kunne bære, at der kom kaffepletter på…Coffecoaster1De blev meget søde, men ærligt talt, så var det altså bare lidt afstresning og hyggeligt tidsfordriv, der bragte dem frem… Og nu står jeg så med tre Coffee-coasters og tænker “Hvad skal jeg nu med dem? De ligger bare og flyder dér, hvor jeg “prøvekørte” dem sidst…”

Men nåe jo… Jeg har forresten prøvet det der med at spilde kaffe på den ene… Så nu ved jeg da, hvad de er gode til: Til at give mig selv lov til at være lidt sjusket, magelig og doven på én og samme tid. Nu behøver jeg ikke længere styrte afsted efter en serviet lige med det samme, jeg har spildt kaffe! Skønt at få mulighed for at være lidt sjusket uden at skilte helt vildt med det!

-Så nu kan jeg jo overveje, om jeg også skal i gang med at hækle et “coffe-carpet” som kan rulles ud på trappen… Så er jeg fri for at gå og tørre kaffepletter af trappetrinene, når morgenkaffen har været båret op til den af os, der har sovet længest…

Min opskrift blev omtrent à la dette her:

 

LisBethLys’ Coffee-coasters

(– meget frit efter “Pardon my chaos”)

CoffecoasterBrug hæklenål str. 3.0.

1. omg.: 3 lm samles til en ring med en km og der hækles 8 fm deri. Saml omg. med en km.

2. omg.: Hækl 2 db-stgm i hver fm hele vejen rundt med 1 lm imellem alle db-stgm. 1. db-stgm erstattes af 3 lm, hvoraf den 3. tæller som den lm, der skal være før næste db-stgm. Saml omg. med en km.

3. omg.: Km i næste db-stgm, km i mellemrummet ml de to db-stgm. 2 lm, db-stgm i samme mellemrum, *1 lm, 2 db-stgm i næste mellemrum*. Gentag fra * til *. 1 lm, luk omg. Med 1 km i 3. begyndelses-lm. (Pas på, ikke at miste det mellemrum, du startede med at lave med km).

4. omg.: 1 lm, fm i næste db-stgm, 2 lm over lm-mellemrummet, der er mellem de to par db-stgm. * 1 fm i hver af de to db-stgm. 2 lm over det næste lm-mellemrum.* Gentag fra * til *. Saml omg. med en km. 
(Så du laver fm i alle db-stgm og 2 lm som mellemrum!)

5. omg.: *1 lm. 3 db-stgm, 1 lm i samme mellemrum. Km ned imellem de 2 fm.* Gentag fra * til *. Saml omg. med en km.

Bare dryp og drik!

 

lørdag den 2. april 2011

Hækling bringer energi og glæde…

Den sidste uges hæklerier har bragt en række små dryp af “nydning” ind i min hverdag. Her er en lille billedserie… Randi's gave2I søndags hælklede jeg et solskins-bogmærke til min søde veninde, Randi, inden jeg tog til hendes fødselsdag sammen med Mette b. Bogmærket skulle være en sol, fordi Randi altid lyser op, når jeg har brug for det… Lena's solsikkeDet blev til kreativ fødselsdags-kaffeslabberads, og jeg havde fornøjelsen at hjælpe en helt grøn nybegynder-hækler, som fik hæklet denne solsikke. Hendes resultat var rigtig godt, og jeg var imponeret over, hvor meget, hun kunne nå at lære - godt klaret! DSC09717Senere på ugen kom en kollega og fortalte mig, at dette hårspænde, som hun havde haft med hjemme og vise til sine piger var faldet i god jord… Faktisk var hendes ene datter blevet så glad for det, at hun havde sovet med det på om natten :o) Skønt at høre… Det blev jeg glad for!DSC09786Sådan her så mit sofabord ud, da jeg vendte hjem fra arbejde den anden dag! Det så forfærdeligt ud, men det var alligevel rigtig dejligt; jeg fandt en lille plet til mit kaffekrus på sofabordet, og fortsatte lige præcist dér, hvor den hæklende /sovende opryderske var skredet fra det hele aftenen før…

Har dine kreative udfoldelser

bragt noget godt med sig i ugens løb?

 

onsdag den 23. marts 2011

SÅDAN en hæklemorgen er dejlig…

DSC09713

Det her er et billede af en dejlig morgenstund for mig!

Jeg kunne godt være blevet liggende en halv time længere – eller faktisk tre kvarter…

Men jeg er vild med at have mulighed for at starte langsomt op! At have tid til at sidde og dufte kaffen, mærke morgenhåret i nakken, tænke tanker for dagen, som skal til at begynde, og få hæklet og måske endda afsluttet et par små duttelutter til butikken…

Umnn… Sådan burde alle dage starte.

Hav en dejlig dag derude

i det virkelige liv!

 

søndag den 6. februar 2011

Varme til mine fødder og mit hjerte!

Villsau1Her er de så… Mine nye, dejlige labber og min lille, nye ven.

Se engang her, hvad der skete:

 Villsau

Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvorfor mit nuttede, lille lam skal hedde Villsau, kan du læse noget om det i indlægget HER.

Jeg blev simpelthen så glad, da postbudet stod og bankede på min dør og sagde “denne kuvert kan vist ikke gå i postkassen.”

For nej! Det kunne den da bare slet ikke!

-Og det skulle den da heller ikke!

…Så inden længe, sad jeg inde i min stue med fødderne oppe på stolen ved siden af, varmt pakket ind i mine nye labber/sokker fra Ullemia. Lille Villsau lå og sov sødt i min kurv med garn, og jordemoder-kaffen duftede dejligt, alt imens jeg hæklede videre på den lille hemmelighed, som jeg skal have sendt tilbage til Ullemia i Bergen ;o)

Jeg har været sat lidt ud af spillet, den sidste uges tid, så både bloggen, I læsere og ikke mindst Ullemia har måttet vente… Jeg satser på snart at få overskud til at hækle, blog-skrive, overspringshandle og meget, meget mere…

Ullemia!

Tusind tak for varme til mine fødder

– og mit hjerte!

lørdag den 8. januar 2011

Moskusuld på vej fra Grønland…

HæklemorgenJeg har hæklet hele morgenen.

Kaffekruset er tømt.

Lysene har brændt længe.

Jeg skal blive færdig med min cardigan!

Jeg ved ikke, hvor længe 50 g. moskusuld er om at flyve fra Nuuk…

Men så snart det kommer, skal der hækles nye luffer!

Derfor skal jeg være færdig, for ellers ender cardiganen i et hjørne…

Jeg faldt for moskusulden her:moskusgarn_alle

Det er sort, varmt, blødt, let, dyrt…

- og lækker luksus til MIG SELV!

Jeg glæder mig helt vildt… Jeg må hellere fortsætte med at hækle!

fredag den 26. november 2010

Morgennisse wannabe

DSC02732Morgenen startede ikke ude i børnehaven, for jeg har fri i dag!

…Næ, den startede herhjemme i godt selskab med min allermindste arbejdskammerat, Balder. Vi hyggede os med morgenkaffe før drengene stod op, og jeg fik hæklet den nissehue, som jeg har planer om, han skal vågne op med den 1. december.DSC02735

Normalt ligger han og sover i sin røde kuffert, indtil jeg skal holde samling med mine små 3-årige børnehavebørn. De er vilde med ham, for han er forbundet med mange ritualer, sange, sjove historier, uheld og opmærksomhed… DSC02738Balder har virkelig fået personlighed efterhånden… Se bare hans ansigtsudtryk på billederne. Jeg kan næsten selv blive lidt i tvivl, om han har levende øjeblikke… DSC02740

Til morgenmaden, gik snakken om Balder og hans hue. Skal han have den på, når kufferten bliver åbnet på onsdag, eller skal jeg have en lillebitte pakke med til ham? Skal jeg hækle en hue mere i blå, lilla eller grøn, som han kan vågne op med en tilfældig dag i december? Idé’erne var mange, og det er hyggeligt at gå og planlægge!DSC02746

 Go’ nisselig fredag!

 

lørdag den 13. november 2010

Det bli’r en god dag!

DSC02597  

  • Familien vågner stille op – vi er her allesammen…
  • Solen skinner mig i øjnene, når jeg ruller gardinerne op…
  • Der strømmer gamle minder ud af DAB-radioen i køkkenet…
  • Min smukke, franske anemone har åbenbart mod på endnu en dag, hvor den kan stå og stråle solitært midt på øen i mit køkken. Den snupper opmærksomheden fra resten af køkkenet, som jeg ikke orkede at rydde i aftes efter en monsterlang, men dejlig arbejdsdag.
    Hurra for anemonen!
DSC02593 

  • Min kaffe er brygget af bønner fra en nyåbnet pose… Jeg elsker at stikke næsen ned i posen og snuse ind…
  • Vi har tid til at vågne LANGSOMT! Det er tiltrængt!
  • Jeg får tid til at hækle videre på min koksgrå jakke, som ligger og venter på bordet. Jeg har tid… Lige NU!

 

– Find de gode ting frem

- og giv dig selv

en rigtig dejlig dag !

søndag den 7. november 2010

TAK! …Øh… Tror jeg nok…

Hæslig gave

Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle grine eller græde, da min dejlige veninde Randi kom til gåtur og kaffe i går, og overrakte mig denne “tus”…

Hun havde ganske vidst skrevet til mig, at hun havde en hæslig gave til mig, - men min fantasi rakte bare slet ikke! Jeg blev vidst noget mundlam, hvorefter jeg fik sagt noget i retningen af:

“TAK…

Øh… Tror jeg nok…”

Gudskelov slog hun et grin op og fortalte følgende: Hun havde fundet den i en genbrugs og tænkt, at dén skulle jeg have til, hvis jeg gik lidt i stå i mine hæklerier og trængte til opmuntring. Så kunne jeg kan altid se på den og tænke ved mig selv, at…

“…lige meget hvad jeg hækler,

så vil det ALTID

være smukkere end dén!”

Det skulle det i hvert fald også helst! Ellers må nogen straks gemme både mit garn og alle mine mange hæklenåle langt væk, for så rabler det da vist for mig!

Tak for et godt grin!

fredag den 24. september 2010

2 dage tilbage...

Sådan her ser mit spisebord ud lige nu!

kreativt rod...

2 dage tilbage...

Jeg har travlt, men blogger ?!

Ren overspringshandling og hæklepause !

Fortsæt!

fredag den 17. september 2010

Hilsen fra Nabokonen...

Her skal I bare se indholdet af den fine pakke, jeg modtog fra min kære nabokone...

Jeg blev simpelthen SÅ glad, da jeg opdagede, at jeg blev en af de tre heldige vindere af Rikke Ekelunds give-away.

Nej, jeg må starte et andet sted: I skal simpelthen have historien om min "Nabokone"! Hun er jo "kun" min cyberspace-nabokone... I det virkelige liv bor vi i hver vores ende af landet, og vi har aldrig drukket rigtig kaffe eller the sammen. Højest et virtuelt krus i tankerne, hvor vi gerne lige smutter forbi hos hinanden og nyder den andens frihækle-nørde-idé-bloggeri. Det hele startede vist cirka HER i kommentarerne under dette indlæg fra den 16. marts 2010.

Inspirationen flyder lige som den skal, og jeg bliver altid så glad hver gang jeg ser, at Rikke har været forbi eller har droppet endnu et dejligt indlæg af på sin blog, "Fru Ekelund i Hæklehopla". Du skulle tage og smutte ind omkring hendes dejlige blok - og husk endelig også at kigge ind på hendes gamle blog, "Hækledrømme".

Tak for mobiltasken, søde Nabokone.
Jeg gi'r kaffe i morgen, hvis bare du kommer!

søndag den 29. august 2010

Kreadag...

I går havde jeg kreativt besøg af Mette b og vores "dele-veninde", Randi. (Når der findes dele-børn, må der nødvendigvis også være dele-veninder...).

Hele huset summede dagen og aftenen med, og det gør mit hovede også stadigvæk. Faktisk vågnede jeg tidligt op, fordi min hjerne baksede med nogle idé'er. Idé'er til detaljer på den bluse, som ligger halvt færdig på øen i køkkenet. I går var den en nederdel, og nu er den halvvejs slå-om-bluse.

Dagens dejlige huskeord:

kreativitet - snak - stofbunker - råd
hæklerier - udveksling af idé'er
kaffe - sytråd garn - stofsaks
grin - snitmønster - opsprætter strygebræt - målebånd - rod - boller
hæklenål - tzatziki - på gensyn...

onsdag den 25. august 2010

Kærlighed og hygge...

På vej ud til Mette b, holdt jeg lige ind omkring hendes lille street-art i Tapdrup og sikrede mig den allersidste stump kærlighed, der var tilbage...

Med den lille lap papir i bukselommen, trillede jeg glad afsted. Vi fik snakket og hygget sammen med vores fælles veninde, Randi, som jeg gav lappen videre til - det ville jo ikke være rimeligt at tage det hele lige for næsen af hende. Kærlighed er jo som bekendt godt at dele med nogen, man holder af...

Før jeg kørte på arbejde, nåede vi også lidt "hækle-hykle" og så var jeg helt parat - tanket op med både kærlighed og hygge...

På billedet er det min Mini-mis, der nyder godt af dagens sidste portion hygge...

søndag den 9. maj 2010

En tidlig søndag morgen...

Sådan ser denne tidlige søndag morgen ud hos mig!

Lettere opstillet - ja! -Men vigtigst af alt, så vendte kameraet da ikke omvendt, for så havde der været sovehår ud over det hele i stedet for!

Nydelsen består nemlig i at nå at hækle lidt videre, rode lidt rundt i blogland på udkig efter inspiration og drikke lidt kaffe FØR huset igen begynder at summe...

...For når drengene vågner, er det slut!

Så starter dagen rigtigt op med morgenmad, planlægning af dagen, fødselsdags-kage-bagning for en, der ikke så godt kan selv for tiden, udflugt til "Skovens dag" og endelig en dobbelt fødselsdag sammen med min dejlige familie!

Nu begynder alle drengene at vågne ...

Det bli'r en go' dag!

-Hvad skal din søndag bruges til???

fredag den 12. marts 2010

Skal du også ha', søde?

Endelig lidt mere overskud til at tænke på andre end bare mig selv... Tidligt i seng, alle søde børn i skole og så en hel fri-formiddag sammen med kæresten - dét var kuren!

I går var der ikke overskud til at tænke på, om der var andre end mig selv, der havde brug for så meget som et glas vand...

Efter en god, lang nattesøvn var det straks bedre! Ro, morgenkaffe, søde børn, dejlig kæreste, tanker, planer og gøremål, vi kunne klare sammen...

Godt med sådan et åndehul midt i al hverdagens travlhed!

Dog ingen hæklerier i dag - jeg må tage revanche i morgen...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...