-DET GÆLDER OM AT NYDE...




lørdag den 26. juni 2010

En hækle-epoke slutter...

...I hvert fald for mig...

Nu er tiden kommet, hvor mine store børnehavebørn skal til at starte i børnehaveklasse efter ferien. Så skal jeg til at have de små, søde "nullere" på 3 år, og der går lige lidt tid, før de er store nok til at lære at hækle...
(Beklager den forringede billedkvalitet...)
De store børn blev rigtig dygtige til at hækle, og flere af dem drev det så vidt, at de kunne frihækle de sjoveste og fineste dimser, armbånd og blomster, som de kunne glæde familie og venner med. Det blev bl.a. til et politihunde-armbånd med en rigtig politiknap på, som blev foræret til en vaskeægte politihund (...som kun får lov at have den på til parade!), brocher til bedstemødre, blomster på hårspænder og pandebånd, en hund med påsyede ben(!) og armbånd med fine knapper på.

Det har været fantastisk at opleve den fordybelse, det har givet både piger og drenge at sidde og nørkle med garn og høre historie hver dag, før vi gik på legepladsen. De fik lige koblet fra oppe i hovedet og ladet op til de sidste timer før mor eller far kom og hentede dem.

Hvis du gerne vil prøve at hækle med børn, har jeg her et blogindlæg fuld af mine gode råd.
God fornøjelse
- og husk: Hækling er ikke kun for piger!!!

torsdag den 24. juni 2010

En engel så sød...

I dag har jeg modtaget et par fantastiske billeder fra Bergen, hvor denne søde, lille engel bor. Hendes oldemor og jeg lavede for nylig en byttehandel, hvor jeg fik de skønneste "labber" og hun blandt andet fik det søde hårspænde, som oldebarnet her viser frem.

Jeg er utrolig glad for billederne - det er så skønt at se
mine hæklerier blive brugt - og så får hun englebarnet mig til at smile...

Tak for billederne, Ullemia
og tak fordi jeg måtte bruge dem!

tirsdag den 22. juni 2010

Rangle som pausebillede...


I får lige et nyt pausebillede at kigge på indtil jeg igen får tid og overskud til at være nærværende igen. Jeg hæklede ranglen for et par uger siden til en kollegas lille baby. (Jeg tror ikke hun kender til bloggen her... det satser jeg i hvert fald på, for gaven er ikke givet bort endnu...)

Jeg hæklede ranglen i det lækre bomuldsgarn, som jeg købte på blogtræffet i Silkeborg, og den er fyldt med polyesterfyld og en enkelt klokkke.

Nå, men dagens sidste pligter kalder, og det gør min seng forresten også...

Go' nu nat...

søndag den 20. juni 2010

Se den lille solsort...

Se den lille solsort... den er - åh - så fornøjet...

Nåe ja... Jeg VED jo godt, at det skulle have været en stær! Men nu VAR det altså lige den fineste solsortehan, der sad deroppe på min flagstangsknop og fløjtede de smukkeste fløjt til alle de andre solsorte, der sad på de omkringliggende havers flagstangsknopper...

Og så var det lige, at jeg kom til at tænke på, at hvis jeg nu havde været en solsort, så ville jeg også have siddet på en knop et eller andet sted og have ladet mig friste af sådan en flot, fløjtende solsortehan. Ikke noget med en helt masse ting, jeg hele tiden skulle have gjort indenfor en bestemt tidsramme...

Men jeg ER altså ikke en fugl, og derfor har jeg i stedet brugt mit krudt på en masse fornuftige gøremål, på det sidste.

Jeg håber, at der snart bliver lidt "LisBeth-tid" i mit program!

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet med en hæklenål uden at måtte opgive fordi jeg faldt i søvn... Det føles mærkeligt!

Nu vil jeg krybe til køjs i håb om at have lige så meget energi som solsorten, når jeg igen skal op...


søndag den 13. juni 2010

Barnevognstæppet - next step...

Så har jeg haft lidt tid til at hækle på barnevognstæppet igen, og jeg lovede tidligere at vise arbejdet frem efterhånden som jeg kom videre. Billedet er fra i forgårs, for det er ikke just hækleri eller andre finmotoriske udfordringer, der ellers præger min dag i dag. Det er mere sådan noget med at have gæster, ordne have og nyde, at det endelig er tørvejr...

Hav en god søndag derude...

Hvad mon DU får ud
af denne skønne dag???

onsdag den 9. juni 2010

Varme tæer i Ullemia's "labber"...

I dag er en dejlig dag!
Det er der faktisk mange grunde til, men her får I lov at få en af grundene at se. I min postkasse lå der nemlig en pakke fra Ullemia fra Bergen. Hun skrev til mig i sidste uge for at høre, om vi ikke kunne lave en byttehandel til fordel for hendes oldebarn - og til fordel for mine forfrosne tæer. Hun skrev bl.a.:

"...jeg er helt facinert av dine nydelige hårspenner - jeg er helt sikker på at mit oldebarn ville bli kjempeglad om hun ble den lykkelige eier av et par slike!"
Så i går sendte jeg 2 hårspænder, en hårelastik og en broche (til oldemor Ullemia) afsted mod nordligere breddegrader, og nu tøffer jeg så rundt i mine nyerhvervede, bløde, lækre, VARME "labber" og sender Ullemia en sød tanke. Tænk engang, hvor heldig jeg er! "Labberne" er simpelthen resultatet af en fantastisk proces, hvor Ullemia og hendes datter, Brita har forarbejdet de ypperste materialer. Her er, hvad Ullemia fortalte mig:


"Ullen er fra villsau, en spælsaurase som går ute hele året. Brita og jeg er med på sanking og klipping i juni. Så sorterer vi ullen etter farge og kvalitet, vasker den for hånd, og spinner garn som igjen vi strikker til deilige, varme labber. Ullen inneholder mye lanolin, i motsetning til "kjøpegarn" som har gjennomgått mange kjemiske prosesser. Har man først prøvet et slikt par, er man solgt, ALDRI MER kjøpelabber i vår
familie og vennekrets."

Og JA! Jeg ER solgt!
-Og glad for, at vide,
hvor de
fantastiske "Ullemia-labber" findes...

mandag den 7. juni 2010

Anbefaling til ro og fordybelse...

Han er næsten 10 år...

Han har ikke rørt sig ud af flækken i to stive timer...

Og dog: Ind imellem har gyngestolen rokket hidsigt frem og tilbage og en klukkende lyd har skåret sig vej gennem min stille stue...

Nu er de 222 sider tilbagelagt, og jeg vil hermed sende en anbefaling til alle unge læsere, der kunne lide filmen "Sådan træner du din drage".

Cressida Cowell har skrevet tre fantastiske bøger om Hikke Harald Håkonson den Tredje: "Sådan træner du din drage", "Sådan bliver du pirat" og "Sådan taler du dragsk".

Som min søde søn gentager:

"Seriøst, Mor! LÆS SERIEN!"

Hvem der bare havde tiden, roen og koncentrationsevnen ;O)

lørdag den 5. juni 2010

Skønne havedage...

Så smuk ser min iris ud lige nu...
Jeg har ikke fået hæklet meget de sidste dage -
det er ikke til at gøre med havehandsker på!

Til gengæld har jeg fået luftet både trillebøren, mine grimme træsko og min "Felco 2" - min røde, personlige grensaks!

-Og jeg har haft trofast følgeskab af katten Findus, som synes, det er fantastisk, når selv de tobenede i flokken gider komme med udenfor!

Jeg har flyttet planter, duftet til syrener, studeret klematisblomster, og planlagt fældning af en stor, grim og syg blågran, som kun har fået lov at blive stående fordi "Du-duerne" har haft rede i toppen hvert år. Undtagen nu. De bor der ikke længere, så nu er det vist NU!

Jeg har planer om, at træet skal laves om til en hyggelig bænk, som man kan sidde og sludre på, hvis man er blevet tvangsindlagt til den obligatoriske "havevandring"; og det bliver man nemt på denne tid af året. Det vil være godt med en slags pit-stop :O)

Har du også bedrevet noget udenfor
i det dejlige sommervejr?

onsdag den 2. juni 2010

Helt unikke hårspænder og elastikker...

Så er der igen kommet lidt nyt i min shop for alle de langhårede og dem, der bare godt kan lide lidt pynt på sommerblusen.

Alle hårspænder- og elastikker koster 40,- kr.
Og portoen ER medregnet!

Kig ind, hvis du er til tøseting... Der kommer hele tiden nyt, efterhånden som det solgte bliver taget af siden.

Hvis du har specielle farveønsker, så prøv at skrive til mig, så finder vi sikkert ud af noget.

Det er fantastisk, så let det er, at finde pigers hårpynt, når det ikke ligner alle de andre pigers...

Har du tænkt på det ?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...