-DET GÆLDER OM AT NYDE...




fredag den 13. november 2009

Raku-drama i kulden...

Så var det i dag, der skulle brændes raku! Det var en fantastisk proces, der var forbundet med spænding og forventning - der var magi i luften! Fritterbørn og børnehavebørn myldrede til og fra, gik i vejen, blev sendt væk, når noget skulle ske i en fart. De hjalp til med ovnene, varmede sig ved "kighullet" i låget og snakken gik. Nogle af børnene havde tydeligvis prøvet det før, og de delte ud af deres VIP-viden; ind imellem hørtes en lettere ophidselse i en af stemmerne: "Der er over 1000 graders varme dernede i tønden!!!"

Alle fik sig SÅDAN en på opleveren; det øsregnede og var koldt. Savsmulden oste og brød af og til i brand. Gasbrænderne hvæsede advarende og stolte børn og voksne viste deres smukke resultater frem for hinanden.

Ind imellem skete det, at en kant brækkede, et låg gik i stykker, farverne eller krakeleringerne opførte sig anderledes end man havde håbet... Det var et sats, et eksperiment med materialer, farver, former, temperaturer, erfaring. Det var intense oplevelser for alle, der kom og var der...
Krukken overlevede "fødslen", forvandlingen, det store drama... og endte snart efter på bordet ved formiddagsmaden med fyrfadslys i. Min flok af forventningsfulde børnehavebørn, havde oplevet "Det dér baraku" for første gang... men bestemt ikke sidste!

torsdag den 12. november 2009

Zig - zag mellem projekter...

6 dage ind og ud af migræne... SÅ står den altså ikke på ret meget kreativitet her hos mig... Ind imellem bliver det til lidt zig-zag mellem halvfærdige projekter som Groovy Girls-kjolen, der lige fik et par bølger forneden på længden og så en oversættelse af en engelsk hækleopskrift på en sød stjerne. Den fik jeg også prøvet af, og nu er der kun det sidste sammensyning og brodering tilbage.

Mine tre drenge fortalte mig forresten, at det er en "Mario-Stjerne". Hvis man samler sådan en op i et spil Mario, bliver man usynlig...

Og ganske rigtigt, da jeg fik kigget godt efter, fandt jeg da også navnet "Super Mario Invincibility star!"


Sød er den i hvert fald, og jeg kan da også godt gå og glæde mig til næste gang, jeg har en "dårlig-hår-dag"... Det bliver da for fedt, at kunne fiske sådan en "invicibility-star" op fra bunden tasken...

søndag den 8. november 2009

Jeg har altid elsket pakker - hva' med dig?

Nu har du muligheden for at få en sød, spændende, brugbar, anderledes eller dejlig, hjemmelavet pakke, som jeg sørger for at kreere.

Legen "Gaver på vandring" er nu nået til mig, og den går ud på, at de første tre, som tilmelder sig ved at sende mig en kommentar nedenfor, er de tre vindere af en hyggelig, lille pakke fra mig! For at være med i legen, skal du sende legen videre på din egen blog. Hvis du ikke har én , er det måske nu, du skulle overveje at få dig en :O)

Det skal være sjovt at være med, så derfor forbeholder jeg mig retten til IKKE at blive stresset! Altså lover jeg helt sikkert, at gaverne bliver sendt afsted lige så snart, de er parate, og det vil sige lige pludselig, engang her inden jul!

lørdag den 7. november 2009

Thomas' skjorte - nu som "bademåtte" i brødkurven...

Mit lille forsøg med at klippe en skjorte op i strimler blev gjort færdigt i går. Jeg troede først, at jeg var i gang med en grydelap, men det viste sig dog hurtigt, at det var jeg slet ikke! Der kan man bare se...
Det, jeg hæklede, blev både tyndere og med større huller i, end jeg kunne tænke mig at have i et par grydelapper. Jeg brugte hæklenål str. 10, så tanken om at skifte den ud med en mindre lå da også ligefor. Desværre var det bare lidt besværligt at hækle med "garnet" i forvejen fordi det nok var klippet lidt for bredt. Det varierede i bredden - fra 0,5 cm til 1,5 cm., og med sømme på tværs hist og pist. Jeg fik frygtelig ondt i min stakkels tommelfinger, som jeg kom til at mase så flad med hæklenålen, så det kunne se ud som om jeg havde banket på den med en stor og tung hammer...
Nå, men nu er det så prøvet, det dér med at hækle med stofstrimler - og jeg endte med at stå med denne "bademåtte" til min brødkurv...
Jeg ved endnu ikke helt, om jeg skal elske eller hade den; den gjorde s.... ondt at lave, den er ikke helt perfekt i formen, og den bliver helt sikkert den eneste hjemmehæklede "bademåtte" herfra! Men lidt sød er den nu :O)

fredag den 6. november 2009

In between projects...

Vælge, vælge, vælge... Jeg vil gerne nå ALTING på min frifredag! ...så jeg tog hul på den allerede i aftes!

Jeg kom i tanke om den pose , jeg havde smidt ud i traileren... Den var på vej til genbrugsen med en bunke skjorter som min venindes mand ikke fik brugt, og som heller ikke var faldet i god jord herhjemme...

...Så jeg løb ud til traileren - HAPS! Der måtte være noget, der kunne bruges til et sæt grydelapper - som om jeg ikke allerede HAR projekter nok igang... og som om jeg MANGLER grydelapper... men der er lige noget, der skal afprøves endnu engang... for jeg ELSKER at genbruge ting - det føles så rigtigt i stedet for altid at smide ud til ingenting...

...Så jeg løb op efter stofsaksen og klippede til jeg fik en øm og hævet finger...

...Så gav jeg op - midlertidigt - og hæklede lidt på den kjole til Groovy Girls, som oprindeligt skulle have været en havfruekjole med hale, men som nu har set ud på tre forskellige måder og vist ender med en kjole i lidt hav-inspirerede farver. Miss Groovy her er vist lidt ligeglad... hun sidder med benene over kors og venter på, at roen snart falder på mig, så hun kan komme til fest :O)


Nu starter fredag så med mindst 5 hyggelige ting inde i mit hovede, som jeg gerne vil: Nogle af dem er:
  • Jeg vil med Tobias til matematik i første time!
  • Jeg vil i mindst 4 genbrugser og se efter sjove ting!
  • Jeg vil bage boller!
  • Jeg vil hente min raku-krukke, som kommer ud af ovnen i eftermiddag - Randi har forglødet den for mig!
  • Jeg vil nå at sidde og hækle i sofaen i aften!

Jeg må til at i gang!

1 -2- 3 - HYG!!!

onsdag den 4. november 2009

Årets første snevejrsdag - Uh, hvor der skulle hygges!

Efter SÅDAN en kold og rå dag som i dag, skulle vi bare have gang i brændeovnen, hyggelysene og den varme cacao! Dejlig eftermiddagshygge med drengene!

Til højre i billedcollagen har jeg et billede af vores nye brændeskjul, som Søren lige er blevet færdig med at lave under trappen! Det fungerer genialt med de to rum, der kan tømmes og fyldes op forskudt, så der altid er træ inde, der har nået at tørre et par dage før det skal i brændeovnen.
Hylderne lavede han af et af de tykke asketræstrin, som trappefabrikken havde savet 5 cm. for smalt til at passe til vores trappetegning. Vi fik lov til at beholde alle trinene og gøre med dem, hvad vi ville... (og et helt nyt sæt blev leveret med fragtmand to døgn efter at de havde erkendt, at fejlen lå hos dem - hatten af for det!).
På tegnebrædtet er (til et par ekstra projekter, lidt ud i fremtiden) derfor for 9000,- kr., de fedeste skohylder i massivt asketræ, som skal smyge sig langs de runde vægge nede i vores 1/4-cirkelformede indgangsparti! Og så selvfølgelig en bænk, som skal mures op og løbe parallelt med den ene halvmur dernede. Det bliver rustikt og råt... Lige vores smag!

søndag den 1. november 2009

Raku-grat med Randi...

Posted by PicasaFordybelse, indtørrede fingre, grin, kaffe,
idé'er og dybe tanker...
Randi og jeg nød hinandens hyggelige selskab over en klat ler.

En sovepose til min memorybird :O)

Min hukommelse er ikke hvad den HAR været... så jeg må jo værne om den ekstra hukommelse, som kan købes for penge ;O) Derfor hæklede jeg en sovepose til min memorybird!
Jeg var blevet inspireret på http://www.etsy.com/shop/beag, og fandt forresten en rigtig god side, der kan hjælpe på vej, hvis man kunne tænke sig det: www.kristy-tom.com

Malthe's raslestjerne

Denne sjove stjerne har jeg fundet opskriften på her:
http://www.berroco.com/exclusives/celestine_crochet/celestine_crochet.html

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...