-DET GÆLDER OM AT NYDE...




torsdag den 11. marts 2010

SOV GODT!

Arghh... træt har jeg været siden jeg kom hjem i dag...

Det må skyldes, at jeg har cyklet til og fra arbejde for første gang i flere måneder... 12 km. og en kondition, der er lig NUL. Det føltes næsten som om køretøjets motor var gået i stykker... det tog godtnok lang tid at komme hjem! Godt, jeg har fri i morgen, så jeg lige kan komme mig...

Sov godt!

onsdag den 10. marts 2010

Kreativitet i venteværelset...

I dag var en vældig rodet dag: Først var jeg på arbejde, så til læge, dernæst på arbejde igen, så til møde og til sidst endnu engang til læge...

Mange vidt forskellige ting at holde styr på og holde adskilt oppe i hovedet... Kunsten at holde tungen lige i munden skulle udfordres...

Mange ting, der skulle klappe og nøje udtænkes tidsmæssigt og emner, der skulle tænkes til ende, så de kunne bundfælde sig de rigtige steder...

Hurra for min skønne bil, for alle tingene skulle foregå i hhv. nord, syd, øst og vest umiddelbart efter hinanden.

-Og hurra for en sød kæreste, der havde hældt diesel på bilen sent i aftes, så der var en ting mindre, jeg skulle huske...

-Og hurra for den lille madkasse fuld af farvestrålende garn, hæklenåle, saks og nåle, som lå og ventede på mig i tasken...

...For som det så ofte før er sket, kom jeg til at tilbringe mange, lange stunder i et venteværelset... (faktisk to!)

Det er typisk...

Specielt, hvis jeg har trodset ufattelig mange farer og forceret utrolig mange forhindringer for at nå ind til lægen lige nøjantig tids nok til at kunne være det bekendt...

er det sikkert, at lægens konsultationer viser sig at være trukket ud, og tiderne derfor er skredet mindst 20 minutter. Til min store glæde, de første 2 minutter, hvor jeg får pusten... Og senere til min store ærgrelse, de efterfølgende mange minutter, hvor jeg sidder og tænker tilbage på mit hektiske forsøg på at overholde lægetiden.

Jeg føler mig overbevist om, at det er en endnu ikke videnskabeligt dokumenteret naturlov, som dog er kendt blandt en meget stor del af den danske befolkning... Den er ikke navngivet... endnu!

Nå, MEN... I hvert fald har jeg meget ofte stiftet bekendtskab med dette naturfænomen, og for ikke at blive fuldstændig opkørt af stress over en situation, som jeg alligevel ikke er i stand til at forandre, så hiver jeg hækletøjet frem med det samme jeg får mig sat...



Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!


PS. Denne fantasi-blob kan købes på LisBethLys-Shop. HOV... Det rimer :O)






tirsdag den 9. marts 2010

Man ka' da godt hækle en ost, ikk'?!


...spurgte en af mine hækledrenge (vi kunne jo kalde ham Martin) i børnehaven en dag, da vi sad og skulle til at smørre ostemadder til formiddagsmad... En af de andre drenge havde ikke villet tro på, hvad han havde påstået... Men Martin her mente at vide bedre... (men det ville nu være vældig rart, hvis jeg ville være sød at støtte ham i hans påstand!)

Og sådan en udfordring kunne jeg jo ikke stå for, så vi kastede os fluks ud i et kollektivt projekt:

Min søde kollega overtog ostemadderne sammen med børnene, mens Martin og jeg fandt hæklenål og en lille stump ostegult garn, som sjovt nok lå på bordet foran os.
Og SÅ kom der ost på formiddagsbordet!

Da fadet var parat til servering, kunne Martin ikke holde grinet tilbage!
God appetit, venner!

mandag den 8. marts 2010

BEDRE SENT END ALDRIG!

Da jeg læste Puk's indlæg i dag, satte det noget i gang ved mig:

Jeg fik dårlig samvittighed, for hun viste et kort, som hun havde fået tilsendt fra D' jo hanne.

For noget tid siden fik jeg nemlig også et kort, som var næsten magen til. Det vil jeg skynde mig at vise jer nu!

Hanne havde sendt det til mig sammen med dette søde armbånd, som tak for et godt drillenisse-råd, som jeg gav hende i december, da hun var i drillenisse-nød.

Jeg fik sendt hende en tak, men jeg fik aldrig vist I andre, hvad jeg havde fået... Var jeg ikke bare heldig? Armbåndet kan jeg bruge, når jeg igen skal have min fine, lilla skjortebluse på igen, og det fantastiske kort hænger lige her ved siden af min computer på opslagstavlen, og jeg nyder det hver eneste dag!

...Heldigvis skrev Hanne på kortet:
"Bedre sent end aldrig" er drillenissens motto :O)"

søndag den 7. marts 2010

HVOR KOMMER FUGLE EGENTLIG FRA?



Sig mig lige en ting:

Kommer alle fugle egentlig ud af æg, eller er der særlige underarter, der kommer til Verden ved hjælp af en hæklenål???

Der ligger de mærkeligste dimser på mit køkkenbord! -Og når jeg sætter dem sammen, kommer de næsten til at minde lidt om en ugle, men mon ikke det er en solsort med de der knaldgule ringe rundt om øjnene?




Det er lige som om, der er gået pip i den her hos mig efter at jeg nu har studeret alle de forskellige fugle på foderbrættet hele vinteren.

Fugleunger og forår... Min højre hjernehalvdel slår knuder...

... I går flyttede årets første (og hidtil eneste) blå "Cool bird" ind i min nye shop.

Den slags har det med at skifte bo umiddelbart efter man opdager dem første gang, så jeg er spændt på at se, hvor længe den bliver... "PIP SOM PAP", si'r jeg bare! *

* Hvis du ligesom mig er en af den slags mennesker, som har humor, kan lide at lege med det danske sprogs finurligheder - OG som godt kan lide morfædre... Ja, så skulle du tage og læse "SPROGSTRID eller PIP SOM PAP", som er en 4½ siders prosa-fortælling fra Benny Andersens bog "Denne kommen og gåen". Meget anbefalelsesværdig for os med lidt PIP!

God læselyst!

lørdag den 6. marts 2010

Pakæsel på kælkebakken


En lang, dejlig og afslappende dag ville snart gå på hæld... Det kunne vi se på lyset... Fire kåde drenge og jeg begav os mod kælkebakken; tre havde bobslæder med og en havde langrendsski på skulderen.

Alle havde tisset af... troede jeg... Indtil ham med skiene pludselig fik travlt og sagde "Åh, Mor... Hvis jeg nu skynder mig at løbe i forvejen og finder en busk, er du så ikke sød at tage dem her?" Og jo, det var jeg da!

Jeg havde i forvejen tasken på ryggen med kamera, skorper, en liter vand og 5 plasticglas (Jeg er tredobbelt belastet med pakæsel-gener... gammel spejder, pædagog - og MOR). Så jeg travede afsted bag de mange, raske drenge med taske på ryggen, ski og stave over skulderen og en stor pose-taske i venstre hånd, som ville slæbe hen ad jorden, hvis ikke jeg løftede den et par cm. - hele tiden... Nå, men han nåede det!

Drengene havde nogle vilde stunts - ikke mindst "ham med skiene", som er en ret vild nybegynder. Han kæmpede sig op på den høje bakke for derefter at tage turen i vild fart, ende næsten i spagat for til sidst at få en "mega mavepumper".
Bagefter kom det lidt forsinket:
"Mor - hvordan bremser man egentlig sådan nogle her?"
Han skal nok nå langt, hvis han overlever sin barndom! ;O)

Vi nåede at være længe på den dejlige kælkebakke før dagens sidste solstråler var helt væk og vinden begyndte at bide i kinderne.
Der er en god udsigt fra toppen ud over plantagen - og sørme om ikke også vi kunne se vores dejlige hus dernede i dalen i det fjerne...
Hjem, kære hjem... Afsted med os - hjem til brændeovnen og aftensmaden. Hjem til en god film, dynen i sofaen og for pakæselets vedkommende: Hækletøjet, som måske bliver noget til den nye shop...

LisBethLys-Shop...

Så har jeg åbnet min LisBethLys-Shop!


Idé'en er, at få samlet de ting, jeg hen ad vejen gerne vil sælge, så de ikke længere kommer til at være her på bloggen. Du kan melde dig til at følge med på LisBethLys-Shoppen, ligesom her, og så ser du jo automatisk, hvis jeg sætter noget til salg.

tirsdag den 2. marts 2010

Godmorgen, kære højre hjernehalvdel!

Dejligt, at have fået overskud til lidt kreativ tænkning igen... Højre hjernehalvdel var lukket 100 % ned, mens migrænen rasede, de sidste døgn... men i dag vågnede den så op igen! Godmorgen, du dejlige... hvad skulle jeg dog gøre uden dig?

Et lille hårspænde blev det så til i dag... Eller måske en lille broche?! Den kan faktisk bruges til begge dele. Evt. også som pynt på en taske... Jeg elsker at sidde og forme mine små finurlige fantasi-former eller fantasi-blobber (kært barn...). Det er ikke lige til at vide, hvad de kommer til at blive, før man er helt færdig.

Måske er denne her en kylling? Eller måske en fugleunge? Eller en forårskåd blomst, som er ved at springe ud???

Den lyser op i hvert fald dejligt op
med sine forårsfriske farver!
Jeg overvejer, om jeg skal lave en lille forårskollektion med tøsespænder, som jeg kan sælge ud af... Ikke to vil blive ens, og dét er jo meget sjovt...

Her har været MEGET stille i et stykke tid!

(Klik på billedet, så det bliver større og mere læsevenligt...)

Jeg bliver HELT vildt lydfølsom, når jeg har migræne... Bill Watterson må have kendt til dette fænomen, da han tegnede denne Steen & Stoffer-stribe! Det kunne ligeså godt have været mig, der havde siddet model...

Nu er jeg på vej op til overfladen igen - håber, min højre hjernehalvdel også snart vågner op igen...

Hav en rigtig dejlig solskins-tirsdag derude!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...