-DET GÆLDER OM AT NYDE...




lørdag den 30. juni 2012

TALK !

Mikrofon nærmest RÅBTE til mig: “TALK !”

Dér stod jeg som den næste i køen og ventede på, at det blev min tur. Mit blik gled rundt på inventaret omkring mig i supermarkedets kasselinie, indtil noget fik det til at stoppe… Dér til højre for mig, stod en mikrofon og nærmest RÅBTE til mig: “TALK !”

Min pegefinger bevægede sig over imod den sorte knap, der var fremhævet med en tynd streg omkring og ordet “TALK”

Mit blik fortsatte hurtigt til højre, hvor min søn på 11 stod og stirrede på mig med en pegefinger, der også havde retning mod knappen… To sjæle – een tanke…

“Nej!” sagde jeg sagte til ham, “dét gør du ikke! Du ligner mig… Og så fniste vi sammen, og jeg sneg min telefon op af lommen og knipsede.

…Så blev det vores tur…

------------------------------------------------------

Tankerne har kværnet i mit hovede lige siden; det jer jo ikke hver dag, man får sådan en mulighed serveret! Jeg skulle jo have været hurtig til at komme med den helt rigtige Anders Mattensen- eller Mick Øghendal-agtige sætning, der med ét skulle have lydt ud over hele butikken. Jeg skulle have været hurtig, velovervejet, modig og morsom på een gang. Det ville have været hylemorsomt…

-Men jeg var ikke parat; ville blot have ønsket, at jeg havde haft mod og evner til at have smidt et eller andet hurtigt og kækt ud i æteren som om det var det mest naturlige for mig.

Måske byder muligheden sig en anden dag, og så vil det være fedt, at have udtænkt de helt rigtige ord, som så kan flyde ud i æteren i de få sekunder, jeg vil have til min rådighed, før en forvirret kassemedarbejder vil komme og sætte en stopper for mit forehavende. SÅ sjovt!

Det må på ingen måde skade nogen, sætte nogen i forlegenhed eller eller gøre andet, end at give folk et godt grin…

Min familie sad ved middagsbordet og kom med forskellige input. Fantasien fik frit løb, og mange hele og halve sætninger kom i spil:

  • "De hører Lidl’s kundeinformation. Vi gør opmærksom på, at uautoriseret brug af højtaleranlægget ikke er tilladt. Vi gentager: Uautoriseret brug af højtaleranlægget er ikke tilladt!”
  • "Dette er Bilka’s kunderadio. Vi gør opmærksom på, at vi har gratis kagemand til de af vore kunder, der har fødselsdag i dag! Henvend dem hos de søde piger i bageriet og få en fødselsdagssang med på vejen.”
  • “De hører Føtex’ kunderadio. Vi bringer en efterlysning……..”

Prøv lige selv at tænke situationen igennem… En fantastisk mulighed LIGE dér foran dig… Fristelsen…

 

Hvad ville du have sagt ???

søndag den 24. juni 2012

Lidt søndags-hækleri...

Ikke meget, men lige præcis nok til at være søndag-hyggeligt...
 Inspirationen kom helt sikkert fra de smukke silkepæoner ude i min forhave; de er smukkest lige nu, før regnen skyller dem helt omkuld.
God søndag i det regnfyldte Blogland!

fredag den 22. juni 2012

Isdronningens bedrifter…

Isskabet...

Et lille tilbageblik på mit køleskab midt på eftermiddagen i dag… Virkelig ikke interessant! Og tro mig: Jeg gad hellere sidde i sofaen og nørkle med et eller andet… Men ét er LYST - noget helt andet er MUST…

De kæmpestore iskager på bagvæggen skulle elimineres, koste, hvad det koste ville! Der gik fuldstændig “husmoder” i projektet med masser af varme gryder, karklude, viskestykker og endda også min gamle retro-føntørrer.

Og jeg, der bare ikke er ret meget husmoderagtig… Jeg kæmpede mig vej gennem ismasserne i flere timer! Jeg var tapper… (Is-tapper?!)

Det var løbet helt af sporet med alt det is… Og min teori går på, at lågen rigtig mange gange er kommet til at stå et par millimeter åben, når vores flaske med Ribena solbærsaft har - halvt stået - halvt ligget i køleskabslågen… Dén flaske er bare for høj til vores køleskabslåge! Det er SLUT nu! Enten må de hælde deres fantastiske saft på lavere flasker, eller også må vi undvære saft!

Nå, men nu er pligten klaret, hunden luftet, og hæklenålen kalder…

God fredag aften rundt om i Blogland…

-Kølige hilsener fra “Isdronningen”.

 

torsdag den 21. juni 2012

Endnu en læseværdig bog fra Far…

Holly læser

Min søde far kom for nylig med den lækre bog “Broderier i farver” af Lis Paludan. Han havde fundet den på en lokal “biblioteks-bog-byttedag”, hvor man måtte bytte –og/afhente alle de bøger man havde lyst til. Alternativet var, at bøgerne blev sendt til forbrænding…

Min far er god til at spotte noget, der er guf for mig, og han ved også, at jeg mangler Lis Paludans bog “Hækling”. Da han så fandt denne bog af samme forfatter, kunne han jo godt se, at den var spækket med inspirerende tegninger og fotos, som jeg ville falde i svime over… Og det gjorde jeg så (sammen med Holly, der også er en hund efter hygge og nydning!)

Her kan du se lidt af, hvad han ellers er kommet med til mig ;o)

Har du nogle bøger, som betyder noget særligt for dig, og som du inspireres af ?

onsdag den 20. juni 2012

Så blev det min tur til at slappe af!

Jeg blev trukket hen til lænestolen og bedt om at sidde ned. Mine trætte ben blev løftet op på en stol. Mit hæklegrej og min IPhone blev lagt i mit skød sammen med fjernbetjeningen til fjernsynet, og så fik jeg at vide, at nu var det MIN tur til at slappe af! Før de begyndte at arbejde i køkkenet, fik jeg et køligt glas Asti i hånden…

...SÅ dejligt kan det være at være mig...

søndag den 27. maj 2012

Kunsten at gøre noget for at glæde andre…

Tørst...
Kender du den slags mennesker, der gør noget, kun fordi det vil glæde eller hjælpe en anden? En af den slags mennesker, der gør det lidt mere behageligt for os andre at være her? Ikke fordi de selv har noget ud af det – altså ud over glæden ved at se, at det gjorde godt… Eller måske bare at tænke på, at det kommer til at gøre godt, når en anden opdager den lille forskel?
  • Dén slags dejlige mennesker sætter vandskålen hen under hundens hovede, når den kommer varm, pustende og træt ind efter en hed gåtur en sommerdag, og ikke orker andet end at smide sig med maveskindet mod de kølende klinker en meter fra vandskålen…
  • Dén slags dejlige mennesker lister ned i stuen en tidlig søndag morgen, tænder computeren, åbner morens yndlingssider og lister derefter hen og lægger sig i underbukser på sofaen og forsvinder væk i sin bog…
  • Dén slags dejlige mennesker kan være sikker på, at blive pakket ind i et varmt tæppe, når moren opdager den iskolde læsehest, der ligger stille og lang i sofaen, kun afsløret af en klukkende latter af og til…
Kender du også sådan
et dejligt menneske ?

tirsdag den 22. maj 2012

Snitmønster søges…

Sødme, sødme, sødme...

“Undskyld, at jeg sådan maser mig på, men jeg har gået med et helt bestemt billede på nethinden hele dagen, og dét billede er faktisk dit...”

…Sådan startede jeg en besked på Facebook her til aften til en gammel bekendt fra min højskoletid. Jeg havde set billedet af den sødeste bluse på hendes side på FB, og jeg faldt da lige pladask for den! I dag fik jeg så lyst til at sy en farvestrålende, figursyet sommerbluse, og så faldt tanken straks på dén!

Jeg har sådan lyst til at sy et par søde sommerbluser af dén slags, så jeg satte mig til at skrive til hende. Gad vide, om hun vender tilbage med hjælp til mig?!

Nå, men mens jeg venter, må jeg jo arbejde videre på idé’en, for ét er sikkert: Jeg skal nok få lavet et eller andet lignende: Figursyet, kortærmet, farvestrålende, sød!

Ligger du inde med et snitmønster, der måske vil kunne bruges, må du rigtig gerne hjælpe mig på vej! Skriv gerne herunder eller på mail

Snitmønster efterlyses!

lørdag den 5. maj 2012

Pink all over...

Så kan jeg vist godt være bekendt at tage ned og se Giro d'Italia...

Jeg håber på at få et lille glimt af min 14-årige søn. Han skal være med til at bringe liv og glade dage i den cykelglade by sammen med ca. 15 andre drenge på trialcykler.

Jeg glæder mig til at opleve den rosa fornemmelse af at svæve på en lyserød sky...


mandag den 23. april 2012

Fængslende morgenture i skoven…

Fængslende træ

Morgenture i skoven sammen med en glad hund er…

-Fantastisk fængslende…

-Vældig vanedannende…

-Aldeles afstressende…

-Overordentlig opmuntrende…

-Temmelig tankesamlende…

-Og mentalt motionerende…

-En god start

på en lang arbejdsdag!

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...