Det er en god idé at sidde bagved barnet med armene rundt om, så du let kan hjælpe med at hækle/vise, hvad du mener.
Det er godt at finde ud af på forhånd, om I bruger samme hånd. Hvis den ene er højrehåndet og den anden venstrehåndet, er metoden, at sidde overfor hinanden i stedet for sådan som jeg beskrev før.
Brug en glat hæklenål, f.eks. str. 5, og så noget tykt, ensartet garn!
Det er en god idé med garn, der skifter farve tit. Det virker motiverende, når det bliver tydeligt, at det går fremad. Lad barnet skifte til en ny farve ofte (ligesom pigen på billedet), hvis garnet er ensfarvet. Bare bind garnenderne sammen med en dobbeltknude... og SÅ videre med maskerne!
Overse ubetydelige fejl; hold fokus på det, der går godt!
Lad barnet lave mange, lange snore af luftmasker, før I går videre til andre teknikker. Derved når maskerne at blive lidt løsere end de ofte er i begyndelsen. Mange hækler meget krampagtigt og stramt i starten. Hold i øvrigt øje med, om hæklenål og fingre skal vaskes rene for sved ind imellem, så garnet kan glide lettere.
Find noget at bruge de mange snore til: Snor i gymnastiktaske, hårpynt, en lang snor, man kan måle (Supermotiverende for drengene; hvor mange gange kan snoren nå herfra og dertil?), bælte om spencer, pynt i nøglebundt m.m.
Det er godt at have en ven eller veninde, som også er ved at lære at hækle sammen med en. Det er hyggeligt at have sammen!
De børn, jeg har haft gennem min "Hæklekuvøse" eller "Hækleskole" har været fra 5 år og opefter. Det er både piger og drenge, der kan blive ramt af hæklefeberen.
Når jeg kommer på flere gode råd, skriver jeg det til her.
Børnene elsker at kunne noget af det samme, som vi voksne finder hyggeligt!





.jpg)
