-DET GÆLDER OM AT NYDE...




lørdag den 27. marts 2010

Hjerne-frys...



I går morges klokken temmelig tidligt, sendte vi vores ældste søn, Rasmus på 14 år, på studietur til Amsterdam sammen med klassen, parallelklassen og 6 forældre.
Den sidste tid har været fyldt af tanker, huskesedler, formaninger og beskeder...

Det hele er uvant og nyt for os alle, og der er mange ting, der skal tænkes igennem på forhånd for at skabe ro og tryghed... Ikke mindst for mig selv!

Jeg har aldrig undværet en af mine drenge så længe og med så stor afstand - og jeg har ikke før givet slip uden at en anden voksen har taget helt over! Det er nok både godt og ondt, kan man jo sige... Men grænseoverskridende er det i hvert fald for mig lige nu...

Rasmus får en fantastisk oplevelse - ingen tvivl om det, for han er dygtig, og kan klare en masse udfordringer uden problemer... (og uden sin pyldremor...).

...Men det er sin sag at få hjernen til at forstå, at alt er i skønneste orden, og at den ikke konstant behøver at sende signaler til hele kroppen om, at noget ikke er, som det bør være...
Det er som om den spiller mig et puds og får mig til at lægge mærke til de mest irriterende ting: Mine øjne stoppe op ved artikler og billeder om busulykker, farlige rutchebaner i forlystelsesparker og udenlandske sygehusvæsener.

Det er som om hjernen ikke rigtig kan komme hverken frem, tilbage, op eller ned... I hvert fald ikke af sig selv... Jeg har ikke rigtig ro på, før han er hos mig igen.

Så jeg må hjælpe mig selv til at falde til ro! Og heldigvis har fornuften efterhånden også fået overtaget. Godt hjulpet godt på vej af resten af vores dejlige familie, og ikke mindst af min mobil, som et par gange har bibbet lystigt med et livstegn fra Rasmus, hvor jeg mellem linierne har kunnet spore glæde og godt humør.

Dét er fantastisk! Så kan jeg holde det ud igen!
Det er ikke HAM, der har et problem her, og jeg har gjort mig umage mig for ikke at komme til at smitte af på ham.
-Og det lykkes!

Kan du huske, hvordan det føles, hver gang
elastikken mellem du og dit barn skal strækkes lidt længere - IGEN ?!

tirsdag den 23. marts 2010

Kan man hækle i en madkasse?

Njaa... Måske ikke helt, men det kan altså godt komme til at se sådan ud, for i min taske ligger en madkasse fuld af gode sager til at nørkle med: Bomuldsgarn, hæklenåle, nåle, brochenåle, hårspænder, elastikker, tråd og saks.

Den fylder ikke meget, så den er let at have med. Den må jo kunne kaldes mit hækle-kit... Eller mit survival-kit... Ti hi...

Den ligger dernede i tasken og venter som et særligt godt bolche, som jeg først må tage, når jeg er helt alene....

...vente, vente, vente...

I dag har jeg siddet stille til en temadag i rigtig mange timer. Ind imellem var der lange perioder, hvor der intet var at notere ned... og tankerne strøg straks ned til madkassen, som jeg standhaftigt lod ligge dernede i mørket! Men det var ikke let at skulle sidde stille SÅ længe med hænderne i skødet!

...Vente, vente, vente...

Jeg skal hækle noget til shoppen i aften!
Hvad skal du lave? Har du noget, du har gået og glædet dig til???

søndag den 21. marts 2010

NÅR VENINDEN ER LIDT FOR FRISK...

Jeg har en dejlig veninde, som fylder 50 år i morgen! (Det kunne f.eks. godt have været hende, du kan se på billedet her...)

Hun er dejlig, sød, humoristisk (jeg VED, at hun sidder og læser med her!)...

...og SKIDE IRRITERENDE! -Og det er der mange grunde til:

  • Hun ser knaldgodt ud...
  • Hun kommer gerne løbende på rulleskøjter eller ski på arbejde (LIGE forbi vinduerne ind til min arbejdsplads). De 5-6 km. hver vej betyder da ingenting...
  • Hun er supermor til fire skønne unger - jeg nåede kun til tre og er ikke altid supermors-agtig...
  • Hun har overskud til alt det, jeg ikke ORKER... f.eks. at gå til aqua-jogging... Hov, nåe nej... Hun underviser i aqua-jogging!!
  • Hun kan trække enhver op med sit smittende humør... (OKAY... Dér skød jeg vist ved siden af... Det er nemlig slet ikke irriterende!)
  • Hun ser løsninger frem for begrænsninger, hvor jeg oplever uovervindelige problemer...
  • Hun er 9 år ældre end mig, og det virker som om det er omvendt...

HVOR ER DET GODT, AT JEG HAR HENDE!

TILLYKKE, SØDE RANDI!

lørdag den 20. marts 2010

NATURAL GAS...

Min dejlige bror ved godt, at jeg er lidt af en "garn-nørdic", så han sender mig af og til nogle sjove garn-hækle-nørde-relaterede ting, som han falder over rundt omkring på nettet. Se engang denne dejlige reklamefilm fra Belgien, "Natural gas commercial" som jeg kan nyde op til flere gange i træk. (Du skal klikke på linket i teksten - ikke på billedet! Teknikken ville ikke helt som jeg ville)

Nu vil jeg dele den med dig...
Så læn dig tilbage - den er ren nydelse for alle garn-afhængige...

Der er også en film om filmens tilblivelse, og den er også værd at kigge på! Den får du et link til her: "
Making of natural gas".

Jeg ved ikke, hvordan min bror finder frem til alle de sjove ting, eller for den sags skyld, hvordan han finder tid til det... (Ikke at jeg tror, han kan finde på at google noget som helst, i mangel på andre idé'er til overspringshandlinger... men alligevel...).* Og jeg er en taknemlig søster - jeg tager altid imod med kyshånd!

Se nu også dette billede, som han har fundet (her)...

Tankevækkende...

Måske kan sådan en opfindelse gøre livet lidt mere tåleligt for folk, som har haft en masse bøvl livet igennem, når det gjaldt om at slippe igennem nåleøjet... Nu skal de bare lære at sno sig...

Har du set noget sjovt på nettet eller i det virkelige liv,
som du vil dele med os andre garn-nørder???
*I øvrigt... Rimer overspringshandlinger ikke en lille bitte smule på flow?

fredag den 19. marts 2010

Tøsepynt i shoppen...

Jeg er simpelthen kommet rigtig i forårshumør!


Jeg er blevet grebet af at frihækle alle mulige slags fantasiformer som pynt til hårspænder, hårelastikker og brocher. Der er efterhånden en hel lille forårskollektion inde på shoppen - så har du piger, der kan li' pynt i håret, eller har du selv hang til fest og farver, så kig ind...

Der kommer mere, det næste stykke tid, så hold øje...
Husk, at prisen, der står ved varerne er den pris, du kan regne med! Portoen ER regnet med...
Du kan forresten stadig nå at være med på min åbnings-give-away!
Go' fredag aften og go' week-end!
-LisBethLys.

tirsdag den 16. marts 2010

Frihækling og flow...

Sådan her ser det ud, når jeg er midt i et af mine små LisBethLys-projekter... Masser af farver, der er valgt nøje ud efter hinanden, masker, der bliver trevlet op utallige gange fordi de ikke er, som jeg havde tænkt mig, at de lige nøjagtig skulle være... (gid jeg dog kunne lære at leve med det...), ender, der skal hæftes og i dette tilfælde et spænde, der skal limes og syes på.

Det er hyggeligt - og det tager tid... men jeg kan lide det - og jeg laver KUN det, jeg selv har lyst til!

Min drivkraft hænger særligt meget sammen med min kære højre hjernehalvdel og tilstanden "Flow", som I kreative læsere vil kunne nikke genkendende til! (Citatet er fra denne side):
"En flow-tilstand er en tilstand, hvor man er fuldstændig opslugt af noget eller fordybet i noget. Det betyder, at alle de 114 bits opmærksomhed, vi har til rådighed per sekund, er fokuseret på det samme. Det er en meget nydelsesfuld tilstand, fordi man er selvforglemmende. Ens krop og psyke smelter sammen i en samlet oplevelse, hvor man nærmest svæver, og "arbejdet går som en leg". Det strømmer bare ud af én - deraf ordet flow - lysten driver værket. En flowsituation er desuden kendetegnet ved, at man er tilpas udfordret, det vil sige, at ens kompetencer matcher de udfordringer, man står overfor."
Og det er også LIGE nøjagtig derfor, jeg IKKE tager imod bestillinger! Jeg laver det, jeg laver, og ikke andet! Jeg elsker derimod at blive inspireret og høre andres idé'er, som jeg så kan gå og brygge på - eller lade være...

Tiden forsvinder, man glemmer at mærke sulten og nyder bare den udfordring, man har stillet sig...

Kender du følelsen?

mandag den 15. marts 2010

Årets SIDSTE skitur - IGEN...


Dette skønne billede MÅTTE jeg bare ud i solskinnet og tage, da min mellemste søn, Silas endnu engang kastede sig ud på årets sidste skitur!
Dén - altså årets sidste skitur - har han nok efterhånden taget en 15 - 16 dage i træk... bare for en sikkerheds skyld ;O) Jeg synes, billedet har en (omvendt)symbolsk opbygning med vinter i forgrunden og forår i baggrunden!



Farvel dejlige vinter
- velkommen skønne forår!

lørdag den 13. marts 2010

Ingen krav - kun en tulipan...


Dagen i dag skulle hovedsageligt gå med hygge omkring en flok drenge, som havde haft en hård aften / nat... Én havde været til LAN-party i klubben indtil han ringede i morges kl. 06.45 og sagde meget kort:
"Hej, det er Silas! Jeg vil gerne hentes NU!"
De andre havde haft en hyggelig aften sammen med en ovenattende ven, og klokken var temmelig meget før de sidste grin fortog sig oppe fra værelset... (Og de vågnede igen før kl. 7.00!)
Dét giver bagslag - og jeg VED det!
Så alle midler blev taget i brug; både fløjlshandsker, opmuntring, overbærende hjælp med alt muligt og servicering langt hen ad vejen for at opnå dagens ydmyge succeskriterie:
"At alle skulle få en hyggelig og god dag,
og så på hovedet i seng i rigtig god tid!"
Alle krav er udsat til i morgen, og der er blevet hygget igennem; vi har haft biograf-eftermiddag med sækkepuder, dyner, popcorn og masser af grin, mens jeg nørklede på et lille eksperiment, som endte med denne "tulipan-broche".
Jeg synes, den minder om en tulipan med sine dejlige, grønne forårsblade og en lille kant af pink, der er parat til snart at dukke frem i forårets stråler...
Den er ikke stor, men til gengæld rigtig tøset med pink kant, perlemorsknap med pink nister, og et pinkfarvet kryds i midten!
Nu har jeg lagt den ind på min LisBethLys-Shop... Så dér kan du købe den!

fredag den 12. marts 2010

Skal du også ha', søde?

Endelig lidt mere overskud til at tænke på andre end bare mig selv... Tidligt i seng, alle søde børn i skole og så en hel fri-formiddag sammen med kæresten - dét var kuren!

I går var der ikke overskud til at tænke på, om der var andre end mig selv, der havde brug for så meget som et glas vand...

Efter en god, lang nattesøvn var det straks bedre! Ro, morgenkaffe, søde børn, dejlig kæreste, tanker, planer og gøremål, vi kunne klare sammen...

Godt med sådan et åndehul midt i al hverdagens travlhed!

Dog ingen hæklerier i dag - jeg må tage revanche i morgen...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...