I går morges klokken temmelig tidligt, sendte vi vores ældste søn, Rasmus på 14 år, på studietur til Amsterdam sammen med klassen, parallelklassen og 6 forældre.
Den sidste tid har været fyldt af tanker, huskesedler, formaninger og beskeder...
Det hele er uvant og nyt for os alle, og der er mange ting, der skal tænkes igennem på forhånd for at skabe ro og tryghed... Ikke mindst for mig selv!
Jeg har aldrig undværet en af mine drenge så længe og med så stor afstand - og jeg har ikke før givet slip uden at en anden voksen har taget helt over! Det er nok både godt og ondt, kan man jo sige... Men grænseoverskridende er det i hvert fald for mig lige nu...
Rasmus får en fantastisk oplevelse - ingen tvivl om det, for han er dygtig, og kan klare en masse udfordringer uden problemer... (og uden sin pyldremor...).
...Men det er sin sag at få hjernen til at forstå, at alt er i skønneste orden, og at den ikke konstant behøver at sende signaler til hele kroppen om, at noget ikke er, som det bør være...
Det er som om den spiller mig et puds og får mig til at lægge mærke til de mest irriterende ting: Mine øjne stoppe op ved artikler og billeder om busulykker, farlige rutchebaner i forlystelsesparker og udenlandske sygehusvæsener.
Det er som om hjernen ikke rigtig kan komme hverken frem, tilbage, op eller ned... I hvert fald ikke af sig selv... Jeg har ikke rigtig ro på, før han er hos mig igen.
Så jeg må hjælpe mig selv til at falde til ro! Og heldigvis har fornuften efterhånden også fået overtaget. Godt hjulpet godt på vej af resten af vores dejlige familie, og ikke mindst af min mobil, som et par gange har bibbet lystigt med et livstegn fra Rasmus, hvor jeg mellem linierne har kunnet spore glæde og godt humør.
Dét er fantastisk! Så kan jeg holde det ud igen!
Det er ikke HAM, der har et problem her, og jeg har gjort mig umage mig for ikke at komme til at smitte af på ham.
-Og det lykkes!
Kan du huske, hvordan det føles, hver gang
elastikken mellem du og dit barn skal strækkes lidt længere - IGEN ?!
Uha stakkels LisbBeth, at du har det sådan, må ikke være sjovt. Jeg er ved at DØ af skæk, når mine børn har været på tur med dagplejen eller børnehaven. Dagen lang går jeg og frygter, at der skal komme en politibetjent for at overlevere en meddelelse om en tragisk ulykke.
SvarSletMen omvendt gør det jo også én så glad, når man ser eller hører eller får at vide, at de hygger sig og er glade. Godt for dig, at han er så flink til at sms's.
Jeg håber, han får en fantastisk tur. Jeg var selv med klassen i Holland, da jeg var 15 - det var en FED tur!
KH + god karma til dig - Rikke
Hvor er du sød, min gode cyber-nabo. Dejligt at høre fra en, der stadig er i live efter en tur til Holland som 15-årig!
SvarSletSms'erne kom faktisk p.g.a. startvanskeligheder; han var blevet rykket væk fra kammeraterne i bussen og kunne se frem til en ca. 12-timers bustur uden de venner, han skulle have hygget med. Vi fik klaret problemerne takket være mobilerne! HURRA!