Arghh - For pokker da!Gennem det meste af mit liv har jeg kæmpet med en meget voldsom fobi, som det med tiden er lykkedes mig at komme delvist til livs...
Den handler om edderkopper...
Jeg boede engang sammen med en kæreste, som lærte mig at klaske de store husedderkopper nede i vores vaskekælder med en god sko, str. 43... Det var nemlig størrelsen på Haralds kæmpesko, som altid kunne hentes til formålet...
Nogle år senere læste jeg en del om "følelsesmæssig kapring", hvilket var en betegnelse for, at kroppen havde fejlindlært en følelsesmæssig meget uheldig reaktion, når jeg så en edderkop...
Jeg fik kæmpet mig vej gennem lang tids selvterapi... Og faktisk med et forbavsende godt resultat: Jeg lærte mig selv at sætte andre og mere ønskede følelser i spil i stedet for panik, som ellers satte hele kroppes "kæmp eller flygt-mekanisme i højeste alarmberedskab på et splitsekund.
Det har været en kæmpestor hjælp de sidste ca. 10 år, men jeg ved også godt, at jeg SLET ikke skal presse eller udfordre mig selv overhovedet, for jeg har aldrig kunnet få fobien til at forsvinde helt SPORløst...
Der sidder stadig spor i mig, og de kan desværre ribbes op i. Derfor kalder jeg normalt på Søren, og så klarer han problemet uden jeg behøver være i samme rum.
__________________
Nu til aften, da jeg kom sent hjem, var Søren så bare ikke lige hjemme...
Da jeg havde puttet drengene, ville jeg lige tænde computeren..... Og dér sad der en husedderkop på væggen og bevogtede computeren, da jeg kom rundt om hjørnet. Den var jo nærmest på størrelse med en fugleedderkop, og den sad LIGE i højde med mit ansigt, og mindre end en meter væk!
Dét gjorde min hjerne fuldstændig ude af stand til, at komme igennem med mine fornuftige, tillærte reaktioner, der skulle have forårsaget min ønskede følelse af at "have set noget spændende, som jeg havde lyst til at undersøge."
Jeg reagerede prompte efter mit gammelkendte mønster med at kæmpe eller flygte. Jeg prøvede nærmest at gøre begge dele på een gang, og adrenalinet pumper endnu i mit blod... Jeg var ikke mange sekunder om at anskaffe den største og fladeste sko nede i gangen, for derefter at placere den med et 100 % sikkert første-klask. (Tak Harald, omend jeg i dag kun har adgang til sko op til str. 42!).
Nu, ca. en halv time senere, reagerer min krop stadig helt automatisk med at gippe og fare sammen, når jeg f.eks. kommer til at strejfe noget let hen over hånden eller ser en mørk skygge ud af øjenkrogen... Blikket flakser ufrivilligt rundt på alle vægge og hen ad gulvene...
ØV, for pokker da... Jeg må starte om igen... I morgen begynder jeg endnu engang på Thomas Milsteds bog "Stress"! Det kan godt være, jeg ikke kan slippe helt af med fobien, men jeg kan rykke mig! Det véd jeg!
Dét gjorde min hjerne fuldstændig ude af stand til, at komme igennem med mine fornuftige, tillærte reaktioner, der skulle have forårsaget min ønskede følelse af at "have set noget spændende, som jeg havde lyst til at undersøge."
Jeg reagerede prompte efter mit gammelkendte mønster med at kæmpe eller flygte. Jeg prøvede nærmest at gøre begge dele på een gang, og adrenalinet pumper endnu i mit blod... Jeg var ikke mange sekunder om at anskaffe den største og fladeste sko nede i gangen, for derefter at placere den med et 100 % sikkert første-klask. (Tak Harald, omend jeg i dag kun har adgang til sko op til str. 42!).
Jeg rammer plet 1. gang!
...For mit allerstørste mareridt består i, at se kreaturet løbe væk for mig...
Nu, ca. en halv time senere, reagerer min krop stadig helt automatisk med at gippe og fare sammen, når jeg f.eks. kommer til at strejfe noget let hen over hånden eller ser en mørk skygge ud af øjenkrogen... Blikket flakser ufrivilligt rundt på alle vægge og hen ad gulvene...
ØV, for pokker da... Jeg må starte om igen... I morgen begynder jeg endnu engang på Thomas Milsteds bog "Stress"! Det kan godt være, jeg ikke kan slippe helt af med fobien, men jeg kan rykke mig! Det véd jeg!
Uha Lis Beth, det lyder ikke spor rart. Selv om du i den grad er fysisk overlegen. Hvilket minder mig om at sejle med børnene på åen med tømmerflåde, når der drysser edderkopper og andre små insekter ned fra busker og træer, det gør der jo, når man ikke kan styre udenom og det kan vi jo ikke! Vi kan heller ikke bare gå i land, for der er de også! Det er virkelig en prøvelse for alle, hvis der er et barn (typisk en pige!) der har det lidt ligesom dig med de små, ret fantastiske dyr....
SvarSletSå var der engang en af venninderne lavede en sang, som skulle synges, når der dumpede edderkopper ned på flåden: "Når der er en edderkop på din tømmerflåååe- skal du ikke blive bange, den gør ikke nåååååe-når du klapper den på ryggen er den hurtig død!" Efterfulgt af klask mod bundpladen. melodi, ganske rigtig, den med krokodillen i badekaret. Så jeg tror det skal synges væk, har du prøvet det?
Knus fra Randi
Hvor er du bare sød, Randi! Den skal jeg prøve næste gang! For det er noget med at få sat nogle mere ønskede følelser i stedet for dem,, jeg bare HAR... Måske med sang?! Det kan nu godt være, at jeg kkommer til at synge lidt højt og hurtigt, men det skal da prøves! Knus fra mig!
SvarSletLidt sjovt at dig og frk Høiriis skriver om det samme, samme aften:-)
SvarSletFor med sympati tjek http://frkhoiriis.blogspot.com/2010/03/arrrrrgggghhhhh.html