Er der mon liv i bloggen, eller i hende, der står bag den?
Tja, der er da stadig en puls, kan jeg orientere om, men lige nu er det vist mest de halve projekters tid, og hvem gider egentlig se på alle mine halve projekter, der måske alligevel aldrig bliver færdige?!
Nå, men for lige at I ikke skal tro, at jeg er faldet helt af pinden, må jeg hellere vise jeg et af dem alligevel. Så må du jo vælge at zappe videre, hvis det bliver for meget for dig !
Jeg har længe haft planer om at lave nogle bamser til eventyret “Guldlok og de tre bjørne”, som jeg vil bruge i børnehaven. Idé’erne har været mange, og jeg har haft flere forskellige udgaver af eventyret med hjem fra biblioteket for lige at få genopfrisket handlingen. Og hvor er der dog mange forskellige udgaver!
På et tidspunkt faldt jeg så over denne søde billedbog på et loppemarked. Der havde engang været 4 fingerdukker med, men de var for længst blevet væk. Til gengæld skulle jeg få den for sølle 5 kroner! Jeg faldt pladask for billederne og den utrolig søde tekst, og så var det jo lige pludselig givet, hvilke bamser, jeg skulle hækle…Det var jo finger-bamser!
Sikke et lillebitte og meget hyggeligt hækle-nørkle-pille-projekt! Jeg gik i gang den anden dag, hvor jeg alligevel skulle have tiden til at gå med dyne og fjernsyn.
…Og så er jeg ikke lige kommet videre endnu, men det kommer nok lige pludselig... Han skal da have et par øjne, og den der hvide kant, der ligesom skulle have antydet, at der jo var et par hvide sko under de blå bukser… Den er kikset! Den ryger af! Det ser ud som om han har kjole på.
Nå, men nu fik du et halvfærdigt projekt at se. Måske kan det inspirere selv om det ikke er gjort færdigt endnu? Det håber jeg!
Har DU et halvfærdigt projekt,
du tør vise frem?