Den anden dag gik jeg tur i skoven med mine børnehavebørn. Vi fandt anemoner, der endnu ikke havde åbnet sig og vi gik og snakkede om, hvor smukke de er, når de er åbne og står og nikker med hovederne. “Jeg ville sådan ønske, at jeg havde sådan nogle fine anemoner hjemme i min have”, sagde jeg. Det ønske har jeg nemlig haft i mange år.
På et tidspunkt ønskede jeg dem faktisk så meget, at jeg forsøgte mig med at flytte en lille “dusk” anemoner med hjem og plante i min have. Jeg husker ikke lige nøjagtig, hvor jeg satte dem - kun at de ikke holdt til at blive flyttet…
______________________________
Vores have er temmelig stor! Faktisk så stor, at jeg sjældent kommer rundt i alle kroge… Nogle steder har vi “skovbund”, og buskene og træerne passer sig selv. Grene og blade dratter til jorden og rådner uden min indblanden…
Lige præcis sådan et sted kom jeg helt tilfældigvis gående om eftermiddagen, den samme dag, som jeg havde gået tur i skoven sammen med børnehavebørnene… Og se engang, hvad jeg fandt:
Et helt tæppe af de
allersmukkeste anemoner!
Det kan da godt være, at de ikke lige stod og struttede med det samme jeg havde plantet dem engang, men de må jo have fået godt fat senere…
Hav en fortsat fin forårsdag!