-DET GÆLDER OM AT NYDE...




mandag den 9. april 2012

Det var så dén påskeferie…

 Holly i Drømmeland (10 mdr.)Ja, det var så dén påskeferie… Og hvor har den været dejlig!

Jeg havde blandt andet de dejligste timer, hvor jeg gik i strålende solskin og arbejdede i haven sammen med Holly. Hun fandt sig en plet med sol og læ lige i nærheden af, hvor jeg gik og arbejdede, og så forsvandt hun langt, langt væk i “nydning”…

Jeg nød det også… Tankerne glider let, når jeg arbejder i haven, og jeg glemmer alt om tid og sted for en stund… Holly på vej til Drømmeland (10 mdr.)

Når trillebøren var fuld og jeg trillede ned i den anden ende af haven for at tømme den, rejste Holly sig op og luntede bagefter – både derned og tilbage igen… For så igen at finde sig til rette i solen, misse med øjnene og slippe søvnen langsomt ind igen.

Det er godt, jeg har hende til at hjælpe mig - både med havearbejdet og med at vise, hvordan man får TOTALT ro i sindet ;o)

onsdag den 4. april 2012

Hvis mit liv havde været en kageautomat…

Snup en bid af livet...

  • Ville der have ligget en tryg og god barndommed far, mor, søster og bror i det rum, som jeg startede med at åbne engang for mange år siden…
  • Så ville der have ligget en god skolegang i det andet rum…
  • …og en god uddannelse sammen med en sød kæreste i det tredje.
  • I tre rum, som jeg flåede op rimeligt hurtigt efter hinanden, fandt jeg de tre dejligste drenge, jeg kunne ønske mig!
  • I det næste rum fandt jeg et drømmehus med en have så skøn.
  • Og i mange andre rum ind imellem, fandt jeg en sød svigerfamilie, dejlige veninder og kolleger…

 

Hvor heldig har jeg egentlig lov at være? Og hvordan mon min kageautomat egentlig var blevet fyldt op hen ad vejen?

Livet er en forunderlig ting, og een ting er i hvert fald helt sikkert:

Min drøm om min egen kageautomat stammer helt tilbage fra dengang, jeg sad i cykelstolen bag på min mors cykel, og hun løftede mig ned foran Wienerbageriets kageautomat på vej hjem fra byen. Jeg kunne ikke selv nå møntindkastet, men jeg kan stadig huske fornemmelsen af at trække ned i det sorte håndtag, så glaslågen drejede ned i vandret position.

En eller anden dag, jeg bare eje min helt egen kageautomat, og så vil jeg hænge den op lige nede i min gang, hvor jeg kan gå og fylde den op med ting, man må trække, hvis man har penge nok…

Hvis dit liv havde været en kageautomat,

hvad mon du så havde fundet i rummene?

torsdag den 22. marts 2012

Hækleinspiration på min iPhone…

IMG_0813

Der er de fineste inspirationsbilleder at finde, hvis man roder lidt rundt på “App Store” på sin iPhone (eller anden smartphone).

Dette søde billede er fra “Crochet Today”, som har en applikation, der gratis giver adgang til at se ét af deres blade gratis, og ellers købe de øvrige. Applikationen har for nylig fået en opdatering, så man kan gennemse bladene før man bestemmer sig for at købe. Så der er mange sjove og inspirerende fotos at finde ved et par tryk på “fonen”!

Prøv også at søge på “crochet” i App-store, og se, hvad der kommer frem!

“Crochet Today” kan naturligvis også ses på din PC lige HER.

Rigtig hyggelig fornøjelse!

 

søndag den 19. februar 2012

Alternativ skattejagt…

Efter morgenmaden, gjorde min mand, vores søde Holly (vuf) og jeg os klar til at gå op til vores geocache, “The Jukebox”, som ligger godt gemt indenfor hundelufteturs-afstand fra vores hjem. Cachen skulle lige strammes op; den skulle tørres, fyldes op med nye CD’er, der skulle nye bytteting i, så der igen var lidt for børn, der kom med på skattejagt. En ny logbog (en slags gæstebog) skulle erstatte den gamle o.s.v. Som navnet “The Jukebox” antyder, er det en cache, hvor man kan tage én CD og lægge en anden i boxen i stedet for.

Uhmnn… Guf for øregangene!

Alt blev bragt i fineste orden, og vi begav os hjemad igen. Vi blev hurtigt enige om at tage en alternativ rute hjem, ind over et “off-piste”-uvejsomt terræn, som af vores børn engang i tidernes morgen blev navngivet “Ødemarken”. Vi var enige om at træde en ny sti, så vi og andre hundeluftere kunne begynde at bruge Ødemarken som alternativ rute hjem.Alternativ skattejagt!

Lige i udkanten af marken, fik min mand øje på et sygesikringskort og et andet plastickort, der lå nede i det høje græs. Vi tog det med hjem, fandt nummeret til ejeren, og var straks en håndfuld informationer rigere:

Damens pung var blevet stjålet 1. december, og politiet havde været godt inde i sagen, der havde omfattet bl.a. overvågningsbilleder fra tyveriet. Damen savnede forfærdeligt indholdet af sin pung – deriblandt billeder af hendes datter og hendes afdøde mand!

Vi så på hinanden, mærkede en klump i halsen og var ikke i tvivl et øjeblik: Kort efter var det OS, der gik på skattejagt, og Ødemarken var målet!

___________________________

Her i min stue, i en solstråle ligger nu en halvt opløst og ilde lugtende pung, adskillige fotos, som er delvist ødelagte/bevarede, men som stadig kan bringe glæde, - ikke mindst p.g.a. en håndskrevet hilsen fra 1966! Der ligger kørekort, blodtypekort og meget, meget mere!

Jeg glæder mig til vi sidst på eftermiddagen skal overbringe den glædelige nyhed til damen, som venter vores besøg…

Hav en god eftermiddag !

Måske skal du også på skattejagt?

søndag den 5. februar 2012

Jeg sætter min blomst som jeg vil…

Vaffelblomst på huen

“Kan du også strikke, Mor ?”…

…spurgte min 16-årige søn i går, da jeg for første gang i rigtig mange år havde fundet strikkepindene frem igen…

Og min 11-årige søn kom og spurgte, hvad det var for en underlig hæklenål, jeg brugte…

Det siger jo en del om, hvor meget de har set mig hækle, ikk’?!

Nå, men de 17 minusgrader, der stod på termometeret i går morges, motiverede mig til at komme i gang! Lige med det samme, og med lige præcis dén hue, som jeg havde gået og tænkt på. Og det krævede altså at jeg skulle have gang i rundpind str. 7.

Huer1Huen fik en hæklet kant for neden, og den skulle også have haft en blomst på siden… Såe en lille smule hækleri kunne der da blive klemt ind. Men så  var det lige, at jeg kom til at tænke på alle de hæklede brocher og hårspænder, jeg har, og dem, jeg har i min Amio-butik… Så i stedet for en fast blomst, vil jeg nu bytte pyntet på siden af huen ud, så den kommer til at passe til humøret!

Huer2

  Måske kan du bruge idé’en…

fredag den 3. februar 2012

Fredagsslik sammen med svigermor!

Hvor jeg glæder mig til i aften! Jeg er nemlig så heldig at have en sød svigermor, der ofte går i teateret med sin teaterveninde…

…En teaterveninde, som en sjælden gang bliver forhindret i at komme med svigermor i teateret. Og billetterne er både købt og betalt…

…Heldigt for mig! For så bliver jeg jo ringet op af søde svigermor og inviteret med!

Denne gang skal vi se en komedie af Holberg, der hedder “Henrik og Pernille”. Billedet er lånt fra Viborg Teaters hjemmeside, som du kan se HER.

__________________________________

Jeg elsker at komme ind i Viborgs flotte teatersal, mærke stemningen, høre klokken, når der bliver ringet til forestilling. Opleve, hvordan både lyset og stemmerne dæmpes, og vente spændt på at skuespillerne gi’r alt, hvad de har!

Engang var jeg skrækslagen for, at en af skuespillerne skulle gå i stå midt i en halvt glemt / halvt husket replik, men det er endnu ikke sket! Og Gudskelov for det! Det er super professionelle skuespillere, der kan deres kram!

__________________________________

Før vi går ind i salen, vil jeg købe slik i den lille bod i foyeren! Det føles altid lidt som at blive skruet tilbage i tiden til dengang, jeg var en lille pige. Dengang gik jeg i “Kinopalæet” sammen med min storebror og så Olsen Banden-film. Det var i samme smukke sal, og vi købte slik i boden i foyeren!

I aften vil jeg købe fredagsslik til

Svigermor og mig i den lille bod!

 

tirsdag den 17. januar 2012

Go’ lilla i håret…

Lilla drømmeblomst...

For – Gud ved, hvilken gang – har jeg hæklet en ulden blomst, som nu vil blive sat til salg inde på min lille Amio-biks.

Det er ikke så meget hækleri, der kommer fra mig af for tiden, men sådan bare lige lidt til mig selv… Og så også lige en lille smule i nogle lækre farver, som jeg kom til at sidde og pille ved en dag.

Jeg er faktisk ikke selv ret god til at hoppe i farven lilla, men der er mange andre, der er helt vildt pjattede med farven. Mange af dem er ikke pædagoger…

Nå, men altså: Færdig hårdims, hårdulle, lilla blomst til nogens hår… En anden end jeg må ende med at få glæde af den. Sød blev den i hvert fald, og sød vil den sikkert se ud til en lilla bluse, kjole eller jakke…

Go’nat og drøm lilla!

lørdag den 7. januar 2012

Nyt bogmærke under vejs…

Dette er faktisk en lille prøve. Jeg er spændt på, om jeg klarer den: Jeg vil lige forsøge at skrive et kort indlæg fra min nye iPhone. Spændende!!!

Billedet her skulle gerne vise begyndelsen til det bogmærke, som jeg skal have sendt afsted som erstatning for det, som Postmand Per tilsyneladende åd... (Se forrige indlæg).

Hav en dejlig lørdag aften derude. Min skal bl.a. handle om: Hæklenål, sofa, drenge, film, tæppe, puder, grin og tøseøl. Hvad skal din handle om?

torsdag den 5. januar 2012

Blev det ædt af Postmand Per ???

"FANTASI-BLOP" - bogmærke

Jeg solgte dette hæklede bogmærke på Amio…

…Amio-bestillingen kom i en fin, lille pose…

…Posen puttede jeg i en lyserød konvolut…

…Konvolutten postede jeg i putkassen…

…Putkassen blev velsagtens tømt af Postmand Per…

…Postmand Per har måske sladret til sin lille kat Emil…

…Emil ved altså muligvis mere end jeg…

…Jeg fatter i hvert fald minus af, hvad der skete for Per…

…Per blev måske brødflov midt på sin tur…

…Turen bød sikkert også på alt for få pebernødder…

…Pebernødder havde givetvis været bedre for Pers fordøjelse…

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...