Morgenture i skoven sammen med en glad hund er…
-Fantastisk fængslende…
-Vældig vanedannende…
-Aldeles afstressende…
-Overordentlig opmuntrende…
-Temmelig tankesamlende…
-Og mentalt motionerende…
-En god start
på en lang arbejdsdag!
Morgenture i skoven sammen med en glad hund er…
-Fantastisk fængslende…
-Vældig vanedannende…
-Aldeles afstressende…
-Overordentlig opmuntrende…
-Temmelig tankesamlende…
-Og mentalt motionerende…
-En god start
på en lang arbejdsdag!
Dér var den! Lysten til at liste ned af trappen før de andre begyndte at røre på sig… Lysten til at komme igang med hæklerierne og kaffen, før nogen kan nå at forstyrre mine cirkler… En hurtig tur omkring badeværelset, og så ellers ind i stuen og rode hele spisebordet til i løbet af meget få minutter…
Mappen med hæklerier blev bladret igennem. Idé’erne var begyndt at suse rundt i knolden på mig, men de var ikke helt færdige - eller for den sags skyld helt enige med hinanden om, hvem af dem, der kom først og hvem, der skulle løbe af med sejren…
Kurven med bomuldsgarn blev endevendt, og de farver, som jeg ville bruge, endte i en anden kurv, som for nylig blev tømt for uldgarn. (Og dét var i øvrigt et afsluttet projekt, som jeg snart skal have vist her på bloggen…).
Jeg (tror nok, at jeg) gik igang med begyndelsen på et lille tørklæde. Bare sådan et, som kan passe sammen med en bluse. Det skal hækles i et hav af farver ud og ind imellem hinanden. Og jeg vil forsøge at puffe lidt til min sædvanlige måde at vælge farver på… Jeg lod mig inspirere af farverne på et tørklæde, som jeg en dag så i et blad. Jeg havde hevet siden ud, og det halve tørklæde, som var at se, var hæklet med bedstemorfirkanter i en sammensætning af farvet, som jeg aldrig selv ville være kommet på. Men det var utrolig sødt, så nu prøver jeg at lade mig inspirere lidt!
Hvordan startede
din søndag?
Dagen i dag bød bl.a. på en gåtur gennem Viborg’s smukke parkanlæg, Borgvold. Jeg havde retning mod den store, flotte Magnolia, som jeg altid er ved at dreje hovedet af led efter, når jeg kører forbi på vejen udenfor. Jeg skulle lige nærstudere den, for jeg skal have fundet ud af, hvilken Magnolia jeg skal have i haven.
En Magnolia er nemlig ikke bare en Magnolia… Det vil en lynhurtig billedsøgning på Google hurtigt afsløre! Jeg tror, at denne her er en Magnolia Yellow River, men der var desværre ikke noget skilt ved. Gid der havde været det, for jeg vil så gerne finde ud af det… Jeg skal jo have undersøgt alt muligt med blomstringstider, størrelser, bundforhorhold osv. for de forskellige Magnoliaer.
Ud over den mange smukke planter og bede, har Borgvold rigtig mange, smukke detaljer. En af dem, en spiralformet afslutning på et gelænder, fik jeg lige med her i forgrunden, mens Tobias fodrede de mange måger. Egentlig ville vi have fodret de mange “Borgvold’ske” ænder med vores fire, tørre pølsebrød, men var så stopmætte, at de ikke engang gad dreje hovederne for at kigge efter, hvor brødstykkerne landede.
Nå, men nok om ænder…
Ved du noget om Magnolia,
så fortæl det endelig her …
Jeg tror, jeg kommer til at drømme om Magnoliaer i nat…
I dag var en ganske særlig dag, hvor jeg havde en ganske særlig, god gerning, der skulle gøres. Og det blev den! Lettelsen var tydelig, da vi nåede hen, sidst på eftermiddagen og var kommet på den anden side at noget, der havde presset på længe…
På vejen hjem fik jeg at vide, at jeg skulle finde på noget at købe, som var helt til mig selv… Noget, jeg ville blive rigtig glad for! Og tanken faldt hurtigt på det smukke Magnoliatræ, som jeg gik og fantaserede om sidste år. Dengang havde jeg ikke en plads til et Magnoliatræ, hvor det kunne stå og vokse sig stort, men i år ser haven anderledes ud: Jeg har fået mulighed for at bruge en helt særlig plads lige midt i haven, hvor vores helt særlige kastanietræ skulle have vokset til det blev 100 år… Mindst… Kastanietræet overlevede desværre ikke frosten sidste forår. Den kom snigende, lige da kastanien havde vist sine første, smukke blade…
Jeg tror, at jeg vil købe mig en smuk Magnolia og plante lige dér på havens bedste plet. Og dér kan det så stå og minde mig om denne ganske særlige dag!
Jeg har mange minder forbundet
med mine forskellige træer i haven…
Kender du det ?
Ja, det var så dén påskeferie… Og hvor har den været dejlig!
Jeg havde blandt andet de dejligste timer, hvor jeg gik i strålende solskin og arbejdede i haven sammen med Holly. Hun fandt sig en plet med sol og læ lige i nærheden af, hvor jeg gik og arbejdede, og så forsvandt hun langt, langt væk i “nydning”…
Jeg nød det også… Tankerne glider let, når jeg arbejder i haven, og jeg glemmer alt om tid og sted for en stund…
Når trillebøren var fuld og jeg trillede ned i den anden ende af haven for at tømme den, rejste Holly sig op og luntede bagefter – både derned og tilbage igen… For så igen at finde sig til rette i solen, misse med øjnene og slippe søvnen langsomt ind igen.
Det er godt, jeg har hende til at hjælpe mig - både med havearbejdet og med at vise, hvordan man får TOTALT ro i sindet ;o)
Hvor heldig har jeg egentlig lov at være? Og hvordan mon min kageautomat egentlig var blevet fyldt op hen ad vejen?
Livet er en forunderlig ting, og een ting er i hvert fald helt sikkert:
Min drøm om min egen kageautomat stammer helt tilbage fra dengang, jeg sad i cykelstolen bag på min mors cykel, og hun løftede mig ned foran Wienerbageriets kageautomat på vej hjem fra byen. Jeg kunne ikke selv nå møntindkastet, men jeg kan stadig huske fornemmelsen af at trække ned i det sorte håndtag, så glaslågen drejede ned i vandret position.
En eller anden dag, må jeg bare eje min helt egen kageautomat, og så vil jeg hænge den op lige nede i min gang, hvor jeg kan gå og fylde den op med ting, man må trække, hvis man har penge nok…
Hvis dit liv havde været en kageautomat,
hvad mon du så havde fundet i rummene?
Der er de fineste inspirationsbilleder at finde, hvis man roder lidt rundt på “App Store” på sin iPhone (eller anden smartphone).
Dette søde billede er fra “Crochet Today”, som har en applikation, der gratis giver adgang til at se ét af deres blade gratis, og ellers købe de øvrige. Applikationen har for nylig fået en opdatering, så man kan gennemse bladene før man bestemmer sig for at købe. Så der er mange sjove og inspirerende fotos at finde ved et par tryk på “fonen”!
Prøv også at søge på “crochet” i App-store, og se, hvad der kommer frem!
“Crochet Today” kan naturligvis også ses på din PC lige HER.
Rigtig hyggelig fornøjelse!
Efter morgenmaden, gjorde min mand, vores søde Holly (vuf) og jeg os klar til at gå op til vores geocache, “The Jukebox”, som ligger godt gemt indenfor hundelufteturs-afstand fra vores hjem. Cachen skulle lige strammes op; den skulle tørres, fyldes op med nye CD’er, der skulle nye bytteting i, så der igen var lidt for børn, der kom med på skattejagt. En ny logbog (en slags gæstebog) skulle erstatte den gamle o.s.v. Som navnet “The Jukebox” antyder, er det en cache, hvor man kan tage én CD og lægge en anden i boxen i stedet for.
Uhmnn… Guf for øregangene!
Alt blev bragt i fineste orden, og vi begav os hjemad igen. Vi blev hurtigt enige om at tage en alternativ rute hjem, ind over et “off-piste”-uvejsomt terræn, som af vores børn engang i tidernes morgen blev navngivet “Ødemarken”. Vi var enige om at træde en ny sti, så vi og andre hundeluftere kunne begynde at bruge Ødemarken som alternativ rute hjem.
Lige i udkanten af marken, fik min mand øje på et sygesikringskort og et andet plastickort, der lå nede i det høje græs. Vi tog det med hjem, fandt nummeret til ejeren, og var straks en håndfuld informationer rigere:
Damens pung var blevet stjålet 1. december, og politiet havde været godt inde i sagen, der havde omfattet bl.a. overvågningsbilleder fra tyveriet. Damen savnede forfærdeligt indholdet af sin pung – deriblandt billeder af hendes datter og hendes afdøde mand!
Vi så på hinanden, mærkede en klump i halsen og var ikke i tvivl et øjeblik: Kort efter var det OS, der gik på skattejagt, og Ødemarken var målet!
___________________________
Her i min stue, i en solstråle ligger nu en halvt opløst og ilde lugtende pung, adskillige fotos, som er delvist ødelagte/bevarede, men som stadig kan bringe glæde, - ikke mindst p.g.a. en håndskrevet hilsen fra 1966! Der ligger kørekort, blodtypekort og meget, meget mere!
Jeg glæder mig til vi sidst på eftermiddagen skal overbringe den glædelige nyhed til damen, som venter vores besøg…
Hav en god eftermiddag !
Måske skal du også på skattejagt?
“Kan du også strikke, Mor ?”…
…spurgte min 16-årige søn i går, da jeg for første gang i rigtig mange år havde fundet strikkepindene frem igen…
Og min 11-årige søn kom og spurgte, hvad det var for en underlig hæklenål, jeg brugte…
Det siger jo en del om, hvor meget de har set mig hækle, ikk’?!
Nå, men de 17 minusgrader, der stod på termometeret i går morges, motiverede mig til at komme i gang! Lige med det samme, og med lige præcis dén hue, som jeg havde gået og tænkt på. Og det krævede altså at jeg skulle have gang i rundpind str. 7.
Huen fik en hæklet kant for neden, og den skulle også have haft en blomst på siden… Såe en lille smule hækleri kunne der da blive klemt ind. Men så var det lige, at jeg kom til at tænke på alle de hæklede brocher og hårspænder, jeg har, og dem, jeg har i min Amio-butik… Så i stedet for en fast blomst, vil jeg nu bytte pyntet på siden af huen ud, så den kommer til at passe til humøret!
Måske kan du bruge idé’en…