Vi har altid læst meget for vores drenge. Godnathistorier i deres tripelseng i mørket med lommelygter. I campingvognen og i teltet på vores ferier. I bilen, når vi har været på kortere eller længere ture. Ved morgenbordet i week-enden. Ja, jeg kunne blive ved…
Da de selv lærte at læse, blev godnatlæsningen gradvist erstattet af deres egen aftenlæsning. Vi har brugt vores gode bibliotek rigtig meget, og de dygtige bibliotekarer har altid været fantastiske til at vejlede drengene, så de gang på gang har kunnet slæbe hele serier med hjem, som så blev pløjet igennem. Mange gange har vi forladt biblioteket med en arm omkring en læsende dreng, der ikke har kunnet vente med at læse til han kom hjem. Det har været lidt ligesom at lege blindebuk…
Vores faste ritual har i mange år været, at alle drenge ligger i deres senge og læser den sidste halve time før det endelige “Godnat”. Der er helt stille i huset, og alle får sig en historie og en god, daglig læseøvelse!
Historielæsning er er en fantastisk gave at give sine børn. Det er et skatkammer af gode historier, viden og fordybelse, der åbnes for dem. Det gør læsning til en naturlig del af hverdagen, og hjælper på længere sigt børnene med at blive gode læsere, som får let ved at tilegne sig viden. Det er simpelthen en rigtig god investering i børnenes fremtid!
Vores drenge har altid været gode til at lytte, når vi har læst højt for dem, og med tiden er de også selv blevet rigtig gode til at læse! Nu er de 10, 13 og 15 år, og det begynder at blive tydeligt nu, at de er vant til at læse meget! Læsehastighed og forståelse af tekster er høje. De har fået et godt ordforråd og en er gode til at stave. De har en god fornemmelse af, hvordan en historie/tekst kan bygges op, og det er ikke et uvoerskueligt projekt, at læse tekster og bøger, som de får for i skolen.
Her til aften kom vi til at snakke om dengang, hvor de ikke havde deres egne værelser, men delte en mega-tripelseng under hemsen. Dengang, hvor jeg lå imellem dem med en lommelygte hver aften og læste Thomas Windings “Mesterbøger” og Bjarne Reuters bøger om “Kaptajn Bimse og Goggeletten”.
Vi blev helt nostalgiske og bestemte os for råhygge foran brændeovnen på lammeskind og med puder og tæpper, mens jeg læste op af “en af de gode, gamle fra dengang”.
Kurven med lammeskind blev tømt, Mini-missen kom og ville være med og så begyndte jeg at læse “Orla Frøsnapper”. Det var - som tidligere erfaret - ret hårdt for stemmebåndene at læse Ole Lund Kirkegaard… Smedens brovtne stemme slider hårdt, og vi fik os par gode grin over Orla. Og over ham, "den bette lort” og Fru Olsens hund, der var så tyk og fed som en rullepølse og som trillede omkuld, så drengene blev nødt til at rejse den op igen….
Højtlæsning er frem for alt nærvær og fælles oplevelser. Sammen har vi et væld af sjove episoder og sætninger, som vi alle fem kender til hudløshed og som giver os fælles erindring om, hvor i Verden vi var, da vi hørte dem fortalt.
Giv dig selv og dem,
du holder af en god historie!
Pssst: Man kan også godt
læse højt for sin kæreste…
PS. Lydbøger er forresten også i høj kurs her i familien
- Find inspiration HER!
-Og smid gerne en kommentar!
I går blev det tid til en hel julehyggedag sammen med vores gode, gamle venner gennem mange år. Vi piger (eller måske kan vi efterhånden kaldes koner eller damer ???) nød at have god til at kigge i gamle hæklebøger sammen, hækle, strikke, kigge raku og udveksle idé’er. Jeg hæklede lidt på vejen derop i bilen og blev i løbet af dagen færdig med denne farverige, 3-dimentionelle broche. Den blev lige en LisBeth-ting! 
Da vi sad og snakkede idé’er, fik jeg et billede af et hjerte (inde i hovedet…), som jeg prøvede at beskrive for min veninde, Ane. Hun fandt fluks noget lækkert, rødt, filtet stof frem, så jeg kunne begynde at vise hende, hvad det var, jeg mente med “et filtet hjerte med hæklet kant, der hvælver i rundingerne”… Det blev straks lidt mere håndgribeligt… Så nu har jeg et sødt, rødt hjerte, som måske ville være fint at sy på en pigehue… Eller på mit nissetøj? Eller… elller… eller ??? Har du en god idé? Det er jo ligesom ikke så meget jule-nisse-tid længere, og jeg har heller ingen piger, der kan bruge en hue… Men det hjerte måtte bare lige frem i lyset / ud af min snørklede, højre hjernehalvdel… 
Jeg bliver også lige nødt til at vise jer et billede fra vores lange og skønne gåtur på den tilfrosne fjord. Det var fantastisk smukt i det skarpe vinterlys, der trak skyggerne lange hen over isen. Sneen var pudderlet og sjov at sparke i… Som du kan se her.
