Jeg solgte dette hæklede bogmærke på Amio…
…Amio-bestillingen kom i en fin, lille pose…
…Posen puttede jeg i en lyserød konvolut…
…Konvolutten postede jeg i putkassen…
…Putkassen blev velsagtens tømt af Postmand Per…
…Postmand Per har måske sladret til sin lille kat Emil…
…Emil ved altså muligvis mere end jeg…
…Jeg fatter i hvert fald minus af, hvad der skete for Per…
…Per blev måske brødflov midt på sin tur…
…Turen bød sikkert også på alt for få pebernødder…
…Pebernødder havde givetvis været bedre for Pers fordøjelse…
…
Mangler du lige idé’en til håret til i aften?
Så se lige engang her… Denne smukke blomst er lavet af min søde niece og sat i hendes mors hår. Den er jo ikke til at stå for i al sin enkelhed…
Kan det tage ret meget mere end et kvarter at kopiere idé’en? Frem med filt, stofrester eller et par flade, hæklede blomster, en passende knap, et hårspænde, nål og tråd og måske lidt lim… Og vupti!
Der er ingen garanti for at resultatet bliver lige så charmerende som det på billedet, men man har jo lov at prøve…
God nytårsaften!
Vi skulle have spillet pebernød i aften… Men krukken var tom – så’n næsten da! Kender du det? På bunden af krukken lå én eneste “ene-og-alene-pebernød” og trillede rundt. Hvad er det for en naturlov, der gør sig gældende her?
Er den sidste giftig?
Når der har været rov i lækkerierne, er der ALTID – og jeg mener virkelig ALTID én tilbage af det, den uindbudte gæst var på udkig efter. Om så det er min “hemmelige” bakke med flødeboller, dåsen med bolcher på kontoret på arbejde, æsken med pålægschokolade, eller andre gode sager – så er der ALTID én tilbage!
Nu vil jeg gå ud i køkkenet og gøre mig selv til forsøgsperson! Så hvis I ikke hører mere til mig frem over, så ved I, hvorfor: Så HOLDT teorien altså stik, og I må resten af jeres dage være dømt til ikke at tage den sidste af noget som helst! Det er simpelthen dødsens farligt!
Glædelig jul –
Det var hyggeligt at være her…
PS. Der gælder tilsyneladende andre naturlove, når det kommer til toiletruller…
Holly har jo gået til hvalpelegestue på dyreklinikken, hver onsdag, i de 4 ½ mdr., vi har haft hende. Det kan du læse nærmere om HER.
Derudover, har jeg nu oprettet “Holly’s hundelegestue” for at skabe kontakter til andre venlige og legesyge hunde i og omkring Viborg. Idé’en er, at vi kan mødes i hundeskoven, i lukkede haver eller indendørs i en hal, som jeg lejer mig ind i her i det kolde og glatte vintervejr.
Idé’en kan med fordel snuppes! Gør evt. som mig, og åben en Facebookgruppe, hvor du kan koordinere med andre hundeluftere, der har en venlig hund, der elsker at få nogen at lege med ind imellem…
Snup idé’en !
Ja, det ser godtnok rigtig fint ud (hvis man altså er en rigtig nisse), men pye-ha, hvor det bare ikke duftede ret godt med rødbedesaft i pandekagedej, der blev stadigt varmere og varmere…
Jeg er lettet over udfaldet… Det var rigtig godt, at de skulle have nisseøl til, og at de var ovenud nisse-jublende glade for, at drengene havde tænkt på dem og fundet på at ofre den sidste slant pandekagedej og bagt nisse-(lyserøde)røde nisse-pandekager…
…For sikke alle de nisse-drille-streger, vi skulle have fundet os i, hvis de var blevet godt og grundigt nisse-fornærmede…
Go’ nisselig lørdag aften derude…
Håber, jeres nisser er glade og tilpasse!
Et stykke julepynt, jeg specielt godt kan lide, er denne julestjerne, som blev flettet, da jeg var lille og boede hjemme hos min mor og far. Den har sin HELT egen, særlige historie, og jeg tror ikke, der findes mange magen til noget andet sted i Verden! Historien er sådan her:
Da jeg var 2 år gammel, flyttede hele min familie til Crawley, syd for London, fordi min far, skulle lære alt om den Draken-simulator, som det danske flyvevåben skulle have med hjem til Flyvestation Karup. Han skulle kende den i allermindste detalje og i enhver kringlekrog. Min far var nemlig leder for elekronik-værkstedet, hvor simulatoren skulle “bo”, og hvor alle de danske pitoter skulle have flyvetimer.
Nogle gange, kom vi unger med ud og prøvede at sidde nede i selve cockpittet, som dengang var et vaskeægte Drakencockpit, der var boltet fast på gulvet. Det var propfyldt af kontakter, instrumenter, håndtag, dimser og dingenoter. Med andre ord: Et sandt slaraffenland for mig, der allerede dengang elskede teknik og knapper (gad nok vide, hvor jeg fik dén prægning fra…).
Alle funktionerne i cockpittet skulle jo styres af en computer – det siger sig selv, ikk’?! Det sjove er, at den computer, der programmerede simulatoren var så kæmpestor, at man skulle tro, det var løgn! Den fyldte lige så meget som en flere meter lang skabsvæg! Og “det eneste”, den kunne var, at styre simulatoren. Denne kæmpestore computer (som i øvrigt kunne mindre end en ganske almindelig bærbar computer, anno 2011), blev programmeret ved hjælp af informationer fra lange, lysegule og lyserøde hulstrimler, som blev kørt igennem en aflæser, hvorefter de havnede i en stor, sort kasse nede på gulvet.
Og dét var jo fantastiske for en lille pige som mig! Vi fik nogle af strimlerne med hjem… og af dem, blev der flettet julestjerner!
Hardu noget julepynt, som har
en særlig, nostalgisk historie?
Så jeg gik fluks i gang med at hækle! Jeg kunne næsten ikke bære, hvis han ikke kunne få aben med nissehue tilbage igen allerede i dag, når vi mødtes igen…
Og det var godt, jeg fik den færdig, for der var kontant afregning ved kasse 1: Da jeg kom ind i vuggestuen og kaldte på ham med aben rakt frem, varmede han mit hjerte: Det sødeste og mest strålende smil bredte sig fra hans mund og helt op i øjnene! Vi kiggede lidt på nisse-abekatten sammen, og bagefter gik han rundt til alle de voksne, han kunne finde og sagde stolt og med en forventning om indlevelse fra deres side:
“ HUE! ”
Der er ingen tvivl om, at han har været dagens mand i skysovs,
da han kom hjem med aben i dag!
(PS. Vil du se den “Avekat”, jeg lavede nissehue til sidste år, kan du se den HER.)
Jeg troede, at jeg var blevet færdig med min ønskeseddel… Men nej!
Ved nærmere eftersyn fik jeg øje på, at der manglede noget! Jeg kom i tanke om sidste år, hvor jeg fik Politikens hæklebog, skrevet Lis Paludan. Jeg kan huske glæden ved at sidde og rode den igennem og undersøge den på kryds og tværs. Dét var en rigtig dejlig gave!
Så nu er jeg kommet i tanke om, at der selvfølgelig bliver nødt til at komme en spændende hæklebog på ønskelisten! Og hvor kan man mon få de bedste anbefalinger? Her i Bloglandia, selvfølgelig!
Så kom lige med et par rigtig gode titler,
som du mener, man bare MÅ have på bogreolen…
Tak !
