Gudernes straf - på vore breddegrader

De gjorde det i 1951 i Kongens Have og vi gør det i dag i Viborg....

Egentlig ville det nok være startet for utrolig mange år siden, i det gamle Grækenland, da guderne ville straffe Sisyfos... Hvis det da ikke lige havde været for den evindelige varme, de må trækkes med dernede...

Ellers ville de måske have haft sne ligesom vi har her. Og så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at guderne havde sat Sisyfos til at skovle sne i en indkørsel, der minder utrolig meget om min! ...men i mangel på sne, måtte de gribe til mindre temperaturfølsomme midler, og DERFOR endte de med at sætte ham til at rulle en sten, større end ham selv op på toppen af et bjerg, (hvorfra den til evig tid ville trille fra ham, og han kunne begynde forfra.)

Således har jeg idag indført mine sønner i en væsentlig del af Odysseen... mens vi gik og skovlede i LANG tid, for overhovedet at kunne få bilen ind i indkørslen...

Da vi gik ind til den velfortjente varme cacao med flødeskum, begyndte det at sne...

Godt arbejde, "Brødrene Sisyfos"! Vi fortsætter i morgen tidlig!

Refleks-navn...

Sådan! Så er jeg klar til arbejde igen! De nye skibukser bliver garanteret ikke væk ret længe af gangen!

Idé'en med at sætte navn på overtøj ved hjælp af refleksbånd fik jeg, da mine drenge i sin tid gik i vuggestue og børnehave med en masse andre børn, som havde termotøj fra "Formel 1" i marineblå, rød eller armygrøn. Det var valget dengang!

-Ganske umuligt for et lille barn at hitte rede i, når man skal på tur. Der kom navn på jakke og bukser, og så hjalp det jo også herhjemme, hvor de kunne kende deres eget fra brødrenes, som også var marineblåt...

Mandag 06.00...

Svag i troen
gider jeg ikke at stå op.
Jeg ligger og føler mig så sympatisk,
formløs, uflyttelig.
Vil ikke ud af puppen,
dynen, fjerene,
mit lille skur på marken.
Alligevel skal der stor, træg
standhaftighed til at blive liggende
uden at røre sig.
Jeg tror,
jeg står op...

(…Af Jørgen Gustava Brandt, 1980)

-Dette dejlige digt blev ved med at køre i mit hovede, mens jeg trak mig selv igang tidligt i morges. Det var lige præcis her og nu, at det passede ind i mit liv; mandag morgen klokken 06.00 efter en dejlig lang, men alligevel alt for kort juleferie…

...Så godmorgen kæreste, kaffemaskine og bruser… Godmorgen, alle søde drenge… Godmorgen nybagte boller (Skønt, at jeg lige huskede at sætte en lille portion i køleren i aftes i stedet for i ovnen sammen med de andre boller...).

Og godmorgen, dejlige symaskine – vil du hjælpe mig med at sy navn på mine nye skibukser, så de kan finde hjem, hvis jeg glemmer dem et eller andet sted ligesom jeg gjorde med de andre?

Tak…

Jeg må hellere tage kaffekruset med…

Hav en god dag - og pas på! Jeg så lige på Googles startside, at det er Newtons fødselsdag i dag - og så i dét vejr...

LisBeth's æbleskive-dommerpanel

Min yngste søn ønskede sig

en æbleskivepande i julegave...

...og så var det jo lige, at Mor her fik noget at tænke over... jeg var åbenbart ikke alene om at synes, at købe-æbleskiver kun ligner rigtige æbleskiver... Der mangler ligesom noget...

Jeg kunne ikke bruge den gamle æbleskivepande på det nye induktionskomfur, så UD røg den i et af mine afsindige oprydnings- og udsmidnings-øjeblikke... Når jeg tænker tilbage, kan jeg svagt erindre en af drengene spørge, om vi så ikke bare kunne bruge den på bålet, i det mindste... men NEJ! Når først jeg har taget beslutningen om, at noget skal UD, så skal det bare slet ikke ind i varmen igen!

"Besutsomhed er,
når man er brutal på det rette tidspunkt"

-tænker jeg så, mens jeg for mit indre ser en ung kvinde fra en gammel Cirkel Kaffe-reklame; hun sidder i et pulterrum med en kande i hånden og vurderer, hvad hun skal gøre med den, mens hun tænker denne fantastiske sætning - Jeg ser mig selv... (Se evt. billedet aller nederst på min blog...)

Dét blev den gamle æbleskivepandes skæbne: UD! Brutalt UD!

-Jeg har af og til tænkt på, at vi skulle have købt en ny, så da Tobias kom og pegede på et billede i brochuren fra en af byens isenkræmmere og sagde, at han ønskede sig "sådan en dér", så var sagen afgjort! Tænk, han kunne jo ikke engang huske, hvad sådan en hed...

På min ønskeseddel stod der så i sidste øjeblik "En æbleskivestegepande til induktion". Jeg kunne simpelthen ikke bære, at en 9-årig dreng skulle sidde og pakke isenkram op juleaften! Det ville grænse til omsorgssvigt...

Nu er jeg så gået i æbleskive-træningslejr; er jo ligesom kommet ud af træning... Min første portion var ærligt talt ikke særlig vellykket, og smagsdommerne var sjove på min bekostning: "De kistrer slet ikke ret meget oppe i ganen... må jeg få noget at drikke?", "Skal de være så mørke? Vi må da ikke spise noget, når det er blevet sort, vel Mor?! og "De er vel nok fine og gyldne... (fnis)..." var nogle af de "konstruktive" kommentarer, som jeg kunne få med til videre overvejelse... De syntes nu allesammen, at jeg godt måtte få lov at prøve igen...

Så nu har jeg bestemt, at jeg vil prøve en ny opskrift af hver gang, i håb om snart at komme "i form" igen...

Resultatet i aften blev lidt bedre end det første, og dommerpanelet, bestående af 5 drenge i alderen 9 - 15 år, var godt tilfredse denne gang!

Sætningen "De er meget bedre den her gang, Mor" hæftede jeg mig ved; den kom faktisk mere end een gang!

Så hvis du ligger inde med Verdens bedste æbleskive-opskrift, eller bare en super god æbleskive-stege-idé, så vil jeg rigtig gerne høre fra dig!

Cecilie's gave til mig

I dag tog Tobias, Silas og jeg med toget til Bjerringbro for at hente min søde niece, Cecilie på 12 år. Hun ville så gerne komme og være hos os en dag sammen med noget garn og en hæklenål!

Togturen var simpelthen bare en hurtig indskydelse for at vi rigtig kunne mærke, at vi havde ferie. Vi nåede både at tømme en pose lakridskonfekt, kigge ud af vinduet, spille Nintendo, snakke, grine og hilse på konduktøren på de 2 x 17 minutter... Sikke'n skøn ferieoplevelse!

Knapt var Cecilie kommet ind og sidde i toget, før hun hev en ganske lille pose op af sin taske og rakte den over til mig. Jeg var i fuld færd med at vinke farvel til hendes mor, som hun ikke selv havde øje for, på dette tidspunkt, men blev hurtigt færdig, for jeg kunne se, at hun glædede sig til, at jeg skulle åbne posen.

Det var en gave til mig - og kun fra hende! Dén fornemmelse var fantastisk! Hun havde lige været et smut inde i Genbrugsen, mens de ventede på toget, og der havde hun købt 3 hæklenåle til mig! Hvor er hun bare sød og betænksom!

Dagens sødeste super-niece!

Vel hjemme, fandt vi garn og hæklegrej frem! Nu skulle der gang i "hækle-kuvøsen"! Maskerne startede stramme og uregelmæssige, men hurtigt fik hun taget på hæklenålen, som var en kæmpestor turkis str. 10. Det fine, lilla mohair fra Superbrugsen tog snart form som begyndelsen af et dejligt tørklæde. Der gik ikke længe før maskerne blev regelmæssige, ligesom kanterne også rettede sig op, efterhånden som arbejdet skred frem.
Vi fik os nogle kloge snakke om at lave fejl, trevle op, og lære af det. Cecilie var fordybet og nød at sidde og nørkle ved køkkenbordet mens jeg gik og lavede aftensmad.

Da hun senere kørte hjem sammen med sin mor og far, gik snakken om, hvor hun mon kunne købe en str. 10 i morgen... - og om jeg mon troede, at de kunne købes

...i lyserød...

Som mor til tre drenge, må jeg indrømme, at det er noget, jeg aldrig har overvejet... Jeg blev vist lidt overrasket. Sjovt at opleve, hvor forskellige drenge og piger er! Herhjemme er det nok at vide, om værktøjet virker... Skal man nu også interessere sig for dets farve??? Måske kunne jeg lige tage og tænke lidt over det!

"co-produktion" i sølv og bambus

Min mand og jeg lavede en co-produktion i sidste uge... Et par sølvøreringe til min 18-årige niece, som for første gang ikke skulle have en julegave af os. Et eller andet sted "SKAL" grænsen trækkes, og vi voksne er blevet enige om, at 18 år er passende... Det føles bare lidt underligt i praksis...

Så vi lavede en "IKKE-julegave"!

Jeg hæklede et par blomster-vedhæng i bambus (!) og Søren fandt sine gamle guldsmede-værktøjer frem fra dybet. Det er ved at være rigtig mange år siden, at guldsmedebordet har været sat op og været funktionsdygtigt!

...Men i løbet af ingen tid, blev spisebordet omdannet til guldsmedeværksted med skruetvinge, æsker med mange finurlige sager i, og bankelyde, der hidkaldte alle drengene. De kan slet ikke erindre at have set deres far lave smykker... Suk... Det er ALT for længe siden!

Nå, men i hvert fald blev det til disse søde øreringe med spiraler, som jeg ville ønske, var til mig! Jeg elsker spiraler... Og Sørens kreative smykker...

Hun fik dem i dag, da vi mødtes til den årlige 1. juledag's jule-familie-hygge-komsammen hos mine forældre, og hun blev rigtig glad for dem!

Julefreden sænker sig over min familie

Jeg synes, det skønneste ved julen er, når julefreden sænker sig over alt og alle. Når vi alle mødes hjemme og kan sige "Glædelig jul" til hinanden, og ingen af os længere skal suse afsted... Så er det familien, som der er tid og overskud til - endelig!

I går fik vi fældet årets flotte juletræ og flettet en masse julestjerner til det. Drengene sad med tungen lige i munden og koncentrerede sig, gav gode råd, bandede lidt ind imellem, kylede det hele fra sig i ærgrelse, hvis det bare ikke duede, og jublede, når en stjerne blev færdig, fin, fantastisk!

Nu er vi HELT parate til i aften, og jeg glæder mig allerede til julemorgen, når vi sidder og sunder os over juleaften, sang, grin, spænding og glæde. Det er lige dér, vi plejer at sidde og snakke om ordet "julefred". Der er ikke en lyd at høre udenfor. Alle slapper af og vender blikket ind i familien.

Jeg håber, alle I, der læser med her må få en rigtig dejlig juleaften i aften!

GLÆDELIG JUL!

Vinterpalads, drenge & "en hellig sne-kat"

Sikke et fantastisk smukt vintervejr! Hvad mere kan vi ønske?

Sidste dag på arbejde; nu skal familien i fokus, og det bliver skønt!

Kroppen og hjernen er gået på vågeblus efter en gang migræne og dertil hørende medicin. Alting går nu i et adstadigt tempo; jeg sænker mine forhåbninger til, hvor meget jeg kan præstere resten af dagen, og lader medicinen hjælpe og drengene være glade og godt tilpasse. Det er vist lige præcis dér, mit succeskriterie skal være for resten af denne dag. Så skal jeg ikke ønske mere!

Jeg købte æbleskiver og droppede prompte mine tanker om at lave Jødekager og havregrynskugler sammen med drengene hele eftermiddagen...

De nød hyggen i stuen og stressniveauet var lig med nul! ...Og ærligt talt, så tror jeg mest det er mig, der ønsker at julebage!

Efter mørkets frembrud, tændte vi ild i faklerne, og drengene var helt parate til dagens sidste tur i sneen. De var enige om, at sneen lige nu var helt perfekt til at bygge af. Den pakkede godt, var tung, men alligevel ikke helt våd. Ved fælles indsats, fik de frembragt "en hellig sne-kat"! Se bare engang!

Jeg trænger til lige at lade op, før de sidste ting skal falde i hak i morgen... Det kan være, at hæklenålen kommer lidt i gang, når "Pagten" starter op? Det er så dejlig afslappende!

Go' 22. december derude!

Den blev lidt sjov, den hue...

Jeg prøvede lige at hækle en hue i aftes med inspiration fra en hue jeg fandt i boghandlen lige før lukketid. Bogen er en af Sys Fredens små, dejlige bøger til en 50'er. Den hedder "Huer".
Det var noget andet garn, end det, jeg skrev om i går. Jeg fandt en rest fra '88... Tænk engang, hvad jeg dog kan gemme på, med det er nu sådan noget godt uldgarn med minder fra et fantastisk højskoleophold på Ry Højskole!

Og sådan noget skal man jo lige passe på med at smide ud, ikke! -og det gjorde jeg så heller ikke...

Nu sidder jeg så her med en hue, som til nogens hovede (f.eks. mit eget...) ligner en fantastisk solid del af en ridder-brynje... men som på f.eks. min søde nieces hovede ser aldeles yndig ud!

Og sådan er der jo så mange ting her i livet, der virker dybt urimeligt... men jeg kan jo altid tage den på på en "dårlig-hår-dag). Hmnn...