I dag skulle vores søn, Rasmus på 14½ år til karate-graduering. Han regnede med at skulle graduere fra blåt bælte til blåt bælte med gul streg. Vi troppede som sædvanelig op alle 4 - og Mormor og Morfar! Vi stod først længe udenfor "dojo'en", som træningslokalet hedder. Vi kunne høre, hvordan alle knoklede og råbte derinde bag dørene. Jeg ville have givet meget for at få lov til at være på den anden side af døren... men det er lukket område - nærmest helligt! Vi hviskede sagte sammen for ikke at bringe nogen ud af den dybe koncentration derinde... Der er urtolig meget respekt og rigtig mange ritualer forbundet med karate. På den gode og sunde måde, vel at mærke! (i hvert fald i denne karateklub).Da vi kom ind, var alle, både børn og voksne helt røde i kinderne af anstrengelse. De havde alle ydet deres bedste i 1½ time...
Jeg sad med krydsede fingre og ventede spændt. Jeg havde længe gået med tanken om, at Rasmus MÅSKE var i stand til at springe en grad over til gradueringen; noget, jeg har oplevet andre gøre en sjælden gang, og som bliver husket! Men jeg har jo i bund og grund ikke forstand på, hvad det kræver... så jeg sad bare dér og krydsede fingre og tæer...
Han sprang en grad over og gik direkte fra blåt til gult bælte!
Cheftræneren pointerede, at man ikke får en graduering som en gave fordi nogen har ondt af en eller fordi det snart er jul! En graduering er KUN noget man kan opnå ved at arbejde hårdt med sin træning på alle områder - og man graduerer KUN, hvis man KAN!
OG DET KUNNE HAN! ENDDA DOBBELT!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Hvor er det hyggeligt, at du læser med; jeg bliver altid glad for en hilsen!