Hvert år har jeg det samme væddemål med min søde svigermor! Vi tager det dødsens alvorligt, for den, der taber, skal give kanelstang til kaffen!
Vi vædder om, hvem der har den højeste solsikke, og de sidste mange år har jeg tabt, da det desværre kun var de solsikker, som fuglene havde sået for mig, der dukkede frem rundt om i haven... Og de var ikke ret høje!
I år prøvede jeg så noget nyt: Jeg købte to poser solsikkefrø: Én med kæmpesolsikker og én med dværgsolsikker.
FORSIGTIGT pillede jeg poserne op i bunden og byttede rundt på frøene, hvorefter jeg limede begge poser sirligt til igen.
Svigermor anede ikke uråd, da jeg gav hende posen med en frisk kommentar bag et halvkvalt grin. Py ha - SÅ langt, SÅ godt...
Hendes solsikker voksede - men blev dog noget lave i det og med mange hoveder, fortalte hun mig undrende en dag...
...Mine blev ædt af snegle... (Hvem tænkte lige på Nemesis her?!)
ØV! Jeg havde sådan glædet mig til at nyde grineflippet sammen med hende! Men det kommer! For nu har jeg nemlig lige opdaget, at mine små fugle i haven har sået den fineste solsikke, som på nuværende tidspunkt rager 179 cm. op over jordens overflade!
Jeg er spændt på, hvad hun siger...
Årets væddemål skal snart afgøres!

I skal forresten lige se, hvad et af mine andre træer gemmer på: Den flotteste jordbærplante - sået af fuglene!
Det er sjovt, hvad sådan en gammel have har af finurligheder!
Hav en dejlig efterårsdag - og husk at se efter solsikker i din have...