Hue!

I forgårs lovede jeg moren til en lille dreng i vores vuggestue, at jeg gerne ville hækle en nissehue til deres kære Kay Boyesen abe. Drengen havde aben med i en lille pose i går, og han strålede over hele hovedet, da han rakte den frem imod mig. Han havde fået en meget vigtig og betroet opgave; ingen tvivl om det! Hele familien ventede på, at HAN klarede det der med at få afleveret den søde abe til mig!

Så jeg gik fluks i gang med at hækle! Jeg kunne næsten ikke bære, hvis han ikke kunne få aben med nissehue tilbage igen allerede i dag, når vi mødtes igen…

Og det var godt, jeg fik den færdig, for der var kontant afregning ved kasse 1: Da jeg kom ind i vuggestuen og kaldte på ham med aben rakt frem, varmede han mit hjerte: Det sødeste og mest strålende smil bredte sig fra hans mund og helt op i øjnene! Vi kiggede lidt på nisse-abekatten sammen, og bagefter gik han rundt til alle de voksne, han kunne finde og sagde stolt og med en forventning om indlevelse fra deres side:

 

“ HUE! ”

Der er ingen tvivl om, at han har været dagens mand i skysovs,

da han kom hjem med aben i dag!

(PS. Vil du se den “Avekat”, jeg lavede nissehue til sidste år, kan du se den HER.)

Anbefal en hæklebog…

Jeg troede, at jeg var blevet færdig med min ønskeseddel… Men nej!

Ved nærmere eftersyn fik jeg øje på, at der manglede noget! Jeg kom i tanke om sidste år, hvor jeg fik Politikens hæklebog, skrevet Lis Paludan. Jeg kan huske glæden ved at sidde og rode den igennem og undersøge den på kryds og tværs. Dét var en rigtig dejlig gave!

Så nu er jeg kommet i tanke om, at der selvfølgelig bliver nødt til at komme en spændende hæklebog på ønskelisten! Og hvor kan man mon få de bedste anbefalinger? Her i Bloglandia, selvfølgelig!

Så kom lige med et par rigtig gode titler,

som du mener, man bare MÅ have på bogreolen…

Tak !

Jeg har arvet!

I dag var vi afsted for at se, om der var noget, vi kunne tænke os at arve fra min svigermors mor. Det havde ikke noget med penge at gøre. Det handlede om minder, nostalgi og værdsættelse af nogle af de ting, hun havde fra sit næsten 98 år lange liv.

Og det var der! Denne søde kravlenisse ville med mig hjem! Ham kunne jeg bare ikke stå for!

Dét blik! Jeg er sikker på, at hvis man kunne vende ham om og se, hvad det er, han gemmer inde i lommen på sit blå forklæde, ville man helt sikkert finde et par pebernødder, vanillekranse eller brunkager… Han ligner simpelthen en, der har haft fingrene nede i julekagedåsen og nu lige står og holder øje med, hvornår de voksnes blik glider væk fra ham, så han kan komme til at fylde nogle af de søde sager i munden…

Han skal bo her hos os og minde os om Oldemor Dorthe!

Har du mon noget julepynt,

som minder dig om nogen, du holder af?

 

Så er julen sparket i gang!

SÅ skete det! NU er mit julehumør ved at være på plads! NU har jeg virkelig fået sparket til min indre nisse – NU er jeg i gang!!!

• Familiens to nisser ankom gennem kattelemmen, i går nat.
• Formiddagen i dag er gået med fælles juleplanlægning.
• Invitationer til juleaften og
• 2. juledag er på plads.
• De to første julegaver er købt!
• Jeg har endelig fået gang i både julemusik og peber-nødder (Tak, Karen Volff!)
• Jeg har fået købt masser af pakker til diverse pakkelege i julen – nu er jeg parat til at slå en masse 6’ere!
• Jeg er begyndt at planlægge en enkelt hjemmesyet gave – måske med lidt hæklerier på…
• Jeg har for første gang sendt en af mine sønner afsted til julebal på Viborg Katedralskole – og det bliver helt sikkert ikke sidste gang! God fest…
• Jeg har leget drillenisse på steder, hvor ingen regnede med det :O)

Glædelig 2. december!

 

Julen er hjerternes tid…

…og det gælder selvfølgelig også her hos mig !

Ikke, at antallet af “skal-ting”, antallet af “har-vildt-meget-lyst-til-ting” sammenholdt med antallet af timer i døgnet, levner ret meget overskudskvinde at prale af… Indrømmet! …Og måske lige præcis i derfor, er det godt at blive mindet om, at have hjertet med mig i det, jeg skal finde overskud til i en travl familie-arbejde-omsorgs-tid!

Så i dag snuppede jeg min røde hjertebroche og satte den på min cardigan. Den er lavet af et stykke coladåse og et stykke filt, som er klippet og limet sammen. Bagpå har jeg syet en brochenål fast.

Snup idé’en, hvis du kan lide den!

(– Og pas på fingrene! Sådan noget metal kan være både skarpt og spidst!)

Julestemning efterlyses!

Det burde jo flyde med kreative og julede hækle-idé’er her hos mig, men det gør det bare ikke… Julestemningen vil bare ligesom ikke indfinde sig. Jeg har det som om jeg famler mig rundt i efterårets mange gøremål, mens der rundt om mig er en sammensværgelse under opsejling…

Der pusles i det skjulte med lyskæder, nissehuer, hæklede snefnug og ønskesedler… Her og der og allevegne kan jeg fornemme, at overskudskvinder har været igang med dekorationsler, julekasser, årtier gamle traditioner om nisser og juletræer, der skal være på rette plads inden en absolut deadline…

Jeg har altså ikke tid endnu… Kan jeg bede om udsættelse bare en lille måneds tid? Bare lige til jeg har fået vænnet mig til tanken? Jeg er midt i at hækle luffer, trevle dem op igen og hækle på ny – og det er der altså ikke det mindste jul over… Beklager… Måske sker der lige pludselig noget…

Har du et godt råd til, hvordan jeg kan sparke mig selv igang med julehumøret? Jeg har allerede prøvet med julefrokost og et par tanker om julegaveønsker, men det er ikke helt nok…

Har du et godt råd???

Holly’s hvalpelegestue

Lige siden den uge, hvor Holly flyttede ind hos os, har hun gået i hvalpelegestue hver onsdag aften. Hos vores dyrlæge, har klinikkens to dygtige vetærinærsygeplejersker, Signe og Tanja, et hvalpekursus. Hver kursusaften starter med hvalpeleg i 20 – 30 minutter, efterfulgt af et godt tilrettelagt kursusoplæg for de “medbragte mennesker” ;o)

Kurset løb egentlig kun over otte uger, men Holly er gået hen og blevet “besøgsven”, og har nu været med til rigtig mange ekstra onsdages hvalpelegestue. For som Signe og Tanja siger: “Holly er bare SÅ god til alle de andre hvalpe!”.

…Så hun er blevet inviteret igen og igen! Hun lægger sig ned til de andre hvalpe og deltager lystigt i deres “fange- og bideleg” lige indtil hun ikke orker mere. Så rejser hun sig op, og de mindre hvalpe nærmest vælter ned fra hendes ryg. Hun har en utrolig tålmodighed og finder sig i en masse, og det er rigtig godt, at hun bliver socialiseret med en masse vidt forskellige hunde!

Holly ELSKER at komme ud på dyreklinikken, der for hende er ensbetydende med en helt masse gode oplevelser. Hun er ikke til at holde tilbage, når først vi holder på parkeringspladsen, og jeg er næsten sikker på, at hun allerede ved, hvor hun er på vej hen, når hun mærker bilens bevægelser gennen de sidste par sving ned ad bakken…

 

 

For et par dage siden skete der så noget sjovt…

Min dyrlæge havde åbenbart haft samme gode oplevelser som jeg… I hvert fald skrev han en artikel til den lokale avis, om Holly og hendes glæde ved at komme på klinikken – også når det er til en undersøgelse! Det var sjovt og dejligt at læse om hende fra en andens vinkel. Ikke mindst fordi det var fra vores dygtige dyrlæges vinkel.

Artiklen kan du læse HER, og hvis du er interesseret i at læse om Center Dyrekliniks fantastiske hvalpekursus, kan du læse mere HER.

 

VUF!

 

Shar Pei-guldkorn #1 og #2

Da vi havde fået vores lille Shar Pei-hvalp, Holly, gik det hurtigt op for os, at vi ikke bare lige kunne komme anstigende alle mulige steder med sådan en dejlig, lille, foldet hundehvalp… I hvert fald ikke ubemærket!

Mange sjove kommentarer fyger gennem luften, hvor hun kommer, og vi får os en masse sjove grin over, hvad folk dog får lukket ud… Noget af det er overhovedet ikke gennemtænkt, men ryger bare direkte ud af munden uden lige at nå op forbi hjernen først… 

Eksempelvis mødte vi en voksen dame for nylig, som faldt i svime over Holly, og gerne ville prøve at røre hende. Og selvfølgelig måtte hun det! Mens hun aede hen over alle de bløde folder på Holly’s ryg, sagde hun disse “vise” ord:

“Neje, hvor er den bare sød!

Er det ikke sådan én med helt vildt mange folder ???”

…”Hmnnn… Tjoe”… fik jeg vist svaret, mens jeg bed mig selv i læben for ikke at komme til at smile for højt… For hvad skulle jeg egentlig sige? Jeg ville jo ikke være bekendt at komme med den småbarnlige sætning “Hvordan synes du egentlig lige selv, det føles?” Men den lå godtnok lige på tungespidsen, må jeg indrømme. Vi var et par stykker, der fik dagens billige grin, da vi gik videre ;o)

-------------------------------------Nu i eftermiddags, hørte jeg endnu et sjovt guldkorn:

Jeg stod og talte sammen med to søde piger i trediverne. De syntes, Holly var sød, så den ene satte sig ned og aede hende:

“Neje, hvor er den blød! Den har bare mange deller!”

-Hvortil veninden stolt og storgrinende sagde:

“Ha! Dét har jeg da bare også!”

Go’ week-end!

 

Frihæklede luffer – tror jeg nok…

En køretur til Legoland… Hvad kunne jeg nu finde på? Halvanden times kørsel som co-driver åbner jo visse muligheder.

På skødet havde jeg min lille rejsekasse med hæklenåle, saks, synåle og uldgarn i (næsten) alle regnbuens farver; alle de skønne rester fra Maja’s og Malthe’s barnevognstæpper, og lidt andre nuancer også. Jeg har en masse garn tilbage fra tæpperne, og jeg bliver aldrig rigtig træt af at se dem sammen. Oppe i hovedet havde jeg et par halve idé’er, men ingen færdige.

En af idé’erne gik på at starte på et par nye luffer. De skønne “moskus-maske-luffer”, som jeg hæklede sidste vinter, blev desværre slidt igennem flere steder efter bare et par måneder(-s bilkørsel !). Jeg havde egentlig troet, at moskusuld var urtolig slidstærkt – men det var det så altså ikke!

Idé’en med lufferne var ikke helt på plads, da jeg gik i gang! Jeg startede med en turkis farve og et par omgange med lidt hulmønster og et lille hak i kanten. Derefter hæklede jeg et tilsvarende stykke i pink, mens jeg endnu kunne huske, hvor mange masker jeg havde startet op med, og hvordan de sådan cirka var fordelt.

Efterhånden fandt jeg ud af, at lufferne ikke skulle være 100 % ens, men bare danne et par! Den ene skal hækles i tøsefarver og den anden i drengefarver - tror jeg nok! Første indskydelse bød på noget med en masse striber i forskellige tykkelser. Måske skulle der “lånes” en enkelt kontrastfarve fra den anden luffe hist og her til at bryde nuancerne det lidt?

Det vides endnu ikke helt, hvad jeg finder på, men indtil videre, er jeg i hvert fald gået i gang med at flette lidt rødt ind i den pink farve på den ene luffe. Det bliver et rigtig frihæklings-luffe-projekt!

 

…- Og jeg er vild med det!