Så er der hæklet fredagsslik…

Sørme, om ikke det lod sig gøre, at hækle en

slikskål i jordbærsnørrebånd til fredagsslikket…

Forsøget skulle bare gøres, for da min yngste søn og jeg stod og så på skålene, der var hæklet i gummi, i sidste uge, gav han mig den sjove idé, og spørgsmålet “Hvilken størrelse hæklenål mon passer til lakridssnørrebånd?” skulle nu besvares! Her er, hvad jeg kom frem til:

• Hæklenål størrelse 7 er fin, og en enkelt pose snørrebånd rækker lige nøjagtig til en skål i “håndfuldsstørrelse”. Billedets kvalitet lader noget tilbage at ønske… (mobilfoto i aftenbelysning) -men ser du godt efter, kan du ane min hånd forneden, og dermed et størrelsesforhold.
• Husk at vaske hænder inden du går i gang!
• Tag en bluse på, der ikke drysser fnuller ned i hækletøjet- altså ingen langhårede trøjer på imens!
• Man må gerne spise “garn-enderne”, men tag at vent, til du er færdig, for du får brug for at trække i nogle af dem! Hækl dem med ind, når du starter op med nye snørrebånd.
• Du får fedtede fingre!
• Jordbær-aroma dufter ikke særlig godt i længere tid af gangen…
• Skålen har en begrænset levetid og bør spises samme dag, for efter noget tid, knækker snørren alle de steder, hvor den er blevet bøjet – og det vil jo sige over alt!

God fredag aften

–-med eller uden fredagsslik!

 

Meget mere moskusmaskeri…

SÅ kan jeg endelig vise  resultatet af mine mange moskusmasker frem… Det blev til det dejligste, blødeste par luffer med hvert deres særpræg.

De er ikke ens på andre måder end materialet og farven!De er afsluttet med hver deres pyntekanter:

Den venstre har en lille rille udenpå og en lille picotkant, der vender opad… …og den højre har en lille hulkant og små picot’er,

der ligger ovenpå som små kugler.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det… Men det gør JEG!

Moskuslufferne fik samme gode “sammenhold” som mine gamle vanter, så nu kan de følges ad i tykt og tyndt, hænges på knagen, min rygsæk eller min stol og frem for alt – ikke blive væk for hverken hinanden eller mig!

Hvis du vil læse de foregående indlæg om moskusulden - og maskerne, kan du kikke HER og HER.

Inspiration gennem et vindue…

De hæklede masker sprang mig i øjnene, da jeg kiggede ind af ruden.

Butikken var lukket, men min nysgerrighed var åben…

Skålene var hæklede.

I gummi.

Flotte og røde.

Var de ment som brugsgenstande?

Eller som en lille provokation?

En lille rusken op i min hjerne, der ubevidste forventede et andet materiale?

Hvilken størrelse hæklenål mon passer til lakridssnørrebånd?

-Og i så fald…

Skulle det så

være jordbær

eller salt lakrids ???

AWARD....Noget meget "bloggisk"!

Her i “Blogland” sker det af og til, at der bliver delt virtuelle skulderklap ud til andre bloggere, som man synes, har noget særlig godt at byde ind med…

Denne gang har jeg været heldig at blive udpeget af Maria fra bloggen “KIRKEBY”. Hvor er det egentlig en rigtig dejlig fornemmelse… Tak, skal du have, Maria!

Sammen med awarden følger en lille leg: Jeg skal simpelthen fortælle jer tre ting, som jeg godt kan lide at lave.

Ømme nømme… Hvad skal jeg nu vælge? For der er jo så meget godt… Og noget af det, er der jo ligesom ikke så meget nyt ved at fortælle om, vel?!

1. Jeg kan godt lide at male akvarel, men gør det desværre alt, alt for sjældent… Jeg har lækre akvarelfarver, måhårspensler og akvarelpapir. Altsammen i en ufattelig god kvalitet. Dejlige sager, der bare ligger nede i skuffen og venter på, at jeg en dag pakker det i rygsækken sammen med en kande kaffe og et par “Blommer i Madeira”.
2. Jeg kan godt lide at lave collager, men det samme fænomen gør sig gældende her. Jeg har det dejligste lager af sorterede materialer til at lave collager af. Det ligger bare lige og venter på mig. Du kan se et par af mine gamle collager HER, HER og HER.
3. Jeg elsker en tur i skoven på hesteryg! Her er det lige ved, at det samme fænomen gør sig gældende endnu en gang - men også kun lige ved… Fornemmelsen og oplevelsen ligger lige derude i fremtiden, og venter på mig… Men de der helt vildt gode materialer, jeg skal brug for for at føre idé’en ud i livet… (altså hesten og diverse tilbehør) – HAR jeg haft! Og HAR desværre også solgt dem igen for mange år siden! Så øh – jeg klapper liiige hesten… eller noget… ØV!

Herfra går awarden videre til disse 3 inspirerende bloggere, som jeg håber gider lege med:

• Rikke fra “Fru Ekelund i hæklehopla”.
• Annika fra “Virkverket”.
• Marina fra “Badut”.

Moskus-masker…

 

I går fik jeg denne lille portion Moskusuldgarn sendt fra Grønland! Det kom i den fineste boblekuvert… …Fra Dorit i Nuuk og med fantastiske frimærker på! Jeg åbnede postkassen og følte suget HELT ned i maven.

(Her skulle jeg så lige til at undskylde, hvis jeg kom til at virke lidt nørdet… Men NEJ! IKKE undskyld! Jeg kan rent faktisk rigtig godt lide det… Og har som tidligere nævnt bestemt, at Jante skal pille af!)

…Indlægget her bliver hækle-nørdet, så hvis du ikke kan holde det ud, så er det lige NU, du skal zappe videre til næste blog!

Nå, men jeg stod så der, foran postkassen og nød øjeblikket lidt. Fornemmelsen var helt den samme, som da jeg som barn endelig så julegaven (hvor jeg godt havde luret, at mit navn stod på til- og frakortet) blive rakt frem imod mig!!!

Denne gang vidste jeg bare godt, hvad der var indeni pakken: Nemlig de 50 gram sort, enkelttrådet moskusuldgarn, som jeg havde ventet på.

Jeg fik hidkaldt den halve familie – De ville også godt se og mærke, hvad det var for noget helt særligt garn, jeg havde underholdt alt og alle med i den sidste tid. Ud af kuverten kom det, og det blev mærket på, duftet til og vejet i hænderne. 50 gram for 375,- kr. + fragt… WOW! Og der skulle være rigeligt til et par luffer… Det skulle man jo ikke lige umiddelbart tro, men garnet er tyndt, blødt, florlet og der er rigtig mange meter! Herunder ser du garnet, under overvågning af “Snabelfanten”, som min 13-årige søn, Silas, havde lavet til mig til jul… (Oplagt mulighed for lige at få pralet af den ;o))

Jeg fik hurtigt vundet garnet op i to lige tunge lette nøgler, og tankerne om de nye luffer skulle kickstartes, for jeg havde nok lige regnet med at det tog et par dage mere før garnet nåede frem.

Jeg rodede nogle forskellige hækleopskrifter igennem, både på nettet og i mine egne gemmere, men endte til sidst med at gå i gang med et par frihæklede, lange luffer.

Det foregår i al sin enkelthed ved at jeg tager den kommende luffe af og på rigtig, rigtig mange gange, og øger og lukkede af, som det blev nødvendigt hen ad vejen, for at den skal komme til at passe perfekt til MIN hånd. Den bliver lige nøjagtig SÅ lang op ad armen, som jeg har lyst til, lige nøjagtig bred dér, hvor min hånd er det, og tommeltothullet bliver lukket godt til forneden med diverse halve og hele stangmasker, så der ikke kommer ekstra lufthuller…

Nu i eftermiddags, fik jeg hæklet et godt stykke på venstre luffe, for kaffen var varm og hyggen komplet: Tobias læste højt for os andre i stuen... Han havde nemlig 24 siders læsning for i bogen “Ivalus sommer”, som handler om en grønlandsk pige… Meget aktuelt!

Her kan du se, hvor langt jeg var nået midt på aftenen.

-Fortsat god aften…

Jeg vender tilbage

- lige pludselig!

…

Moskusuld på vej fra Grønland…

Jeg har hæklet hele morgenen.

Kaffekruset er tømt.

Lysene har brændt længe.

Jeg skal blive færdig med min cardigan!

Jeg ved ikke, hvor længe 50 g. moskusuld er om at flyve fra Nuuk…

Men så snart det kommer, skal der hækles nye luffer!

Derfor skal jeg være færdig, for ellers ender cardiganen i et hjørne…

Jeg faldt for moskusulden her:

Det er sort, varmt, blødt, let, dyrt…

- og lækker luksus til MIG SELV!

Jeg glæder mig helt vildt… Jeg må hellere fortsætte med at hækle!

Læs for pokker – LÆS!

Vi har altid læst meget for vores drenge. Godnathistorier i deres tripelseng i mørket med lommelygter. I campingvognen og i teltet på vores ferier. I bilen, når vi har været på kortere eller længere ture. Ved morgenbordet i week-enden. Ja, jeg kunne blive ved…

Da de selv lærte at læse, blev godnatlæsningen gradvist erstattet af deres egen aftenlæsning. Vi har brugt vores gode bibliotek rigtig meget, og de dygtige bibliotekarer har altid været fantastiske til at vejlede drengene, så de gang på gang har kunnet slæbe hele serier med hjem, som så blev pløjet igennem. Mange gange har vi forladt biblioteket med en arm omkring en læsende dreng, der ikke har kunnet vente med at læse til han kom hjem. Det har været lidt ligesom at lege blindebuk…

Vores faste ritual har i mange år været, at alle drenge ligger i deres senge og læser den sidste halve time før det endelige “Godnat”. Der er helt stille i huset, og alle får sig en historie og en god, daglig læseøvelse!

Historielæsning er er en fantastisk gave at give sine børn. Det er et skatkammer af gode historier, viden og fordybelse, der åbnes for dem. Det gør læsning til en naturlig del af hverdagen, og hjælper på længere sigt børnene med at blive gode læsere, som får let ved at tilegne sig viden. Det er simpelthen en rigtig god investering i børnenes fremtid!

Vores drenge har altid været gode til at lytte, når vi har læst højt for dem, og med tiden er de også selv blevet rigtig gode til at læse! Nu er de 10, 13 og 15 år, og det begynder at blive tydeligt nu, at de er vant til at læse meget! Læsehastighed og forståelse af tekster er høje. De har fået et godt ordforråd og en er gode til at stave. De har en god fornemmelse af, hvordan en historie/tekst kan bygges op, og det er ikke et uvoerskueligt projekt, at læse tekster og bøger, som de får for i skolen.

Her til aften kom vi til at snakke om dengang, hvor de ikke havde deres egne værelser, men delte en mega-tripelseng under hemsen. Dengang, hvor jeg lå imellem dem med en lommelygte hver aften og læste Thomas Windings “Mesterbøger” og Bjarne Reuters bøger om “Kaptajn Bimse og Goggeletten”.

Vi blev helt nostalgiske og bestemte os for råhygge foran brændeovnen på lammeskind og med puder og tæpper, mens jeg læste op af “en af de gode, gamle fra dengang”.

Kurven med lammeskind blev tømt, Mini-missen kom og ville være med og så begyndte jeg at læse “Orla Frøsnapper”. Det var - som tidligere erfaret - ret hårdt for stemmebåndene at læse Ole Lund Kirkegaard… Smedens brovtne stemme slider hårdt, og vi fik os par gode grin over Orla. Og over ham, "den bette lort” og Fru Olsens hund, der var så tyk og fed som en rullepølse og som trillede omkuld, så drengene blev nødt til at rejse den op igen….

Højtlæsning er frem for alt nærvær og fælles oplevelser. Sammen har vi et væld af sjove episoder og sætninger, som vi alle fem kender til hudløshed og som giver os fælles erindring om, hvor i Verden vi var, da vi hørte dem fortalt.

Giv dig selv og dem,

du holder af en god historie!

Pssst: Man kan også godt

læse højt for sin kæreste…

PS. Lydbøger er forresten også i høj kurs her i familien

- Find inspiration HER!

-Og smid gerne en kommentar!

Ka’ du få øje på fidusen?

Jeg er så træt af mørkt tøj og mørke skoletasker, hvor der ingen – overhovedet ingen reflekser er på! Så nu har jeg gjort dagens gode gerning, og syet reflekser på Tobias’ lækre, nye handsker.

Jeg har haft det på min huskeseddel i flere dage nu, men har ikke lige fået gjort noget ved det…

Men i dag skulle det være! Det, der slog hovedet på sømmet var egentlig en frustration over noget lidt andet – omend ikke mindre vigtigt. Nemlig frustrationen over at stå på hovedet i garderoben i Tobias’ klub i eftermiddags og lede og lede efter de sorte handsker mellem alle de andre børns skoletasker, cykelhjelme, huer og sorte fingerhandsker, som ved første øjekast lignede Tobias’ til forveksling. Alting lå i én stor forvirring! Det var ganske umuligt, overhovedet at passere igennem gangen uden at få samme gakkede gangart som Krummes mor, når hun vender hjem fra indkøb med favnen fuld af indkøbsvarer… GISP!

Sidespring: Billedet af “Krummemor” er i øvrigt et billede, der står printet meget tydeligt i min hukommelse! Jeg ser af og til mit liv sådan lidt udefra: Jeg lever i et hjem med tre store knægte og alle deres venner med skoletasker, jakker, gymnastikposer og sko op til str. 45, der ligger på kryds og tværs i indgangspartiet… Og jeg – Krummemor - må vralte igennem med fare for faldulykker…

Nå, men tilbage til klubben…

Da Tobias og jeg endelig havde fundet de rigtige handsker, vidste jeg bare med mig selv, at inden i morgen, skulle Tobias’ handsker have nogle meget tydelige kendetegn OG de skulle selvfølgelig laves i refleksstof i en eller anden afskygning – så’n bare for lige at slå flere fluer med ét smæk!…

Tobias og jeg gik på i gang med at rode rundt i min skuffe med reflekser og kom så i tanke om vores lille overskudslager af reflekser fra TrygFonden. Vi fik gode idé’er, slagtede to refleksmonstre, snakkede og klippede og til sidst syede jeg. Nu tror jeg på, at Tobias får lettere ved at finde frem til sine egne handsker.

Snup idé’en og få sat

reflekser på tasker,

handsker & huer !

Hvis du gerne vil have nogle af de fine reflekser, som TrygFonden gratis forærer væk, kan du bestille dem HER.

Har du en god refleks-idé eller andet, du gerne vil dele med os andre, så kom glad – og smid en kommentar!

Det bli’r et godt år!

Godt nytår – siger jeg bare!

- Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det bliver godt!

Nytårsaften var hyggelig og selskabet godt, og da vi endelig vendte næserne hjemad, var vi godt og grundigt trætte: Så go’ dybt nat!

Jeg sov tungt lige indtil vores dygtige jæger-mis, Findus, stod neden for trappen og råbte og kaldte: “Så er der mus til alle – både tykke og smalle!” (altså frit oversat fra “katsk”!).

-Og jeg vidste bare, at der kun var ét at gøre: Hurtigt var jeg på benene og stod med kølige tæer og løftede en død mus udenfor ved hjælp af kost og fejebakke… Der var gået en lille bitte smule hul på den… Arghh…

Hun har det altså med at fejre alting med en frisk “fælles-mus” til hele sin flok… Og det vil altså sige både hendes store, langhårede søn, Mini – OG alle os to-benede! Det var forresten også hende, der serverede en død mus foran mit ansigt på min 41-års fødselsdag… Endda allerede inden resten af flokken/familien havde indfundet sig til morgensang. Arghh… Hun er en rigtig hyggespreder… Eller i hvert fald nogle gange!

Nå, men vel tilbage i seng, kunne jeg få varme tæer igen og søvnen kunne vende tilbage. Lige et sidste kig på mobilen forsikrede mig om, at jeg havde fået slettet enhver form for alarmer, som ellers ville kunne trække mig ud af søvnen kl. alt-alt-for-tidligt.

Jeg sov for første gang i meget lang tid helt til kl. 9.45, hvor jeg blev vækket ved at en skarp solstråle, varmede mit ansigt! Det var jo lige til at blive i godt humør af, for jeg elsker sollys!

Heldigt, at ingen af os havde tænkt på at få trukket for i soveværelset…

Sikke’n dejlig morgen…

Det MÅ bare blive et godt år!