Hjælp, jeg er vist blevet tosset... Jeg sad sammen med en masse hæklebørn i børnehaven i dag og kom til at lave en dubbedit. Først prøvede jeg, om den kunne blive til en ulden næsevarmer, men nej - den manglede mindst ét hul... Pludselig opdagede jeg i stedet, at den passede fantastisk godt til min pegefinger. Den måtte have en fin, glat kant foran og en lille picot-kant bagpå...
Og så tegnede min søde kollega et sødt smile-ansigt...
Og vupti: Pludselig var vores gamle hus-vikar / mine børns barnepige, "Susan Solsort" opstået i miniatureudgave i form af en fingerdukke. Børnene var med på legen med det samme; stemmen var lidt anderledes end min, og ret meget mere skulle der ikke til... Susan Solsort havde deres fulde opmærksomhed!
Da den ægte Susan Solsort for et lille års tid siden drog til Grønland, som pædagogstuderende i et halvt år, hæklede jeg en dejlig varm hue til hende. Den var ligesom den lille hue, jeg hæklede i dag:Og så tegnede min søde kollega et sødt smile-ansigt...
Og vupti: Pludselig var vores gamle hus-vikar / mine børns barnepige, "Susan Solsort" opstået i miniatureudgave i form af en fingerdukke. Børnene var med på legen med det samme; stemmen var lidt anderledes end min, og ret meget mere skulle der ikke til... Susan Solsort havde deres fulde opmærksomhed!
Blå, tyk og mere varm end køn!
Susan mødte sin lille miniaturemodel til aften og fik sig et godt grin, så Susan og Susan er nu bekendt med hinandens eksistens, og må fra nu af acceptere den og hvem ved... Måske kommer de til at holde af hinanden med tiden??? Vi er i hvert fald en hel del andre, der gør!
Hvor er I altså bare søde!! Og dejlig tosset!! :D
SvarSletKommer snart forbi til kaffe. :-)
Knus den ægte Susan Solsort.